RF 25: Den hedeste og vildeste onsdag
Livet er for kort til dårlig metal og trælst humør! Som altid er Devilution lige det sejere, når klokken slår Roskilde Festival.
Festival og høj varme – af den type, der definerer udsagn som ”Danmark er nu også skønt om sommeren”. En løgn, vi alle konsekvent glemmer, indtil vi igen står i lort til halsen. Men denne onsdag på Rossen er det sgu varmt! Det er netop en af de dage, der får os til at glemme, at det jo egentlig typisk pisser ned eller er gråvejr, når sommeren rammer landet. Den første hovedmusikdag på Roskilde Festival er VARM. Bar-mavse-varm. Sådan en varme, der medfører vanvidssalg af kolde drikke, solcreme og rigtig grimme hatte. Det kan mærkes allerede, da man ruller ind på Roskilde Banegård, hvor stemningen er høj.
Stemningen bliver kun bedre, som turen går mod festivalpladsen. Sej som jeg er, lander jeg lige i tide til at opleve Jinjer. Efter tre numre må jeg dog erkende, at jeg bare ikke er metal nok til det røvsyge band. Heldigvis kan Roskilde så meget mere, og til forskel fra Danmarks ukronede festival-pengemaskine er ingen tvunget til at se afdanket kedsomhed-metal. I stedet sætter jeg kursen direkte mod SLIM0. Det er langt fra kedeligt, og mens jeg fornøjer mig med bandets skævheder, slår det mig, at jeg egentlig har det rigtig fedt – alle burde have det så fedt som jeg. For evigt, måske for evigt.
Jeg high-fiver nogle tilfældige gents med Nine Inch Nails-gear. ”Vi ses på lørdag til årets koncert!” råber jeg, velvidende at det er lidt boomer-agtigt et fokus. Det gør vi ikke – altså ses – men det var årets koncert, også selvom vores anmelder mener noget andet. Top-karakter herfra, og min dom er altid den rigtige.
Nu begynder det til gengæld at dryppe, og regnfrakken må frem. Det er stadig bragende varmt, mens Fontaines D.C. forsøger sig med en gang Oasis-plagiat. Ikke lige mig, men jeg ser ret fed ud i mit top-tunede korpus og åbne regnfrakke. Fuck, hvor er jeg vild. Hidsigt kaster jeg alt i luften og lægger vejen forbi Wet Leg – det viser sig at være mere mig.
I pitten kværner jeg noget mad, jeg allerede havde glemt, hvad var, 5 minutter efter. Det kostede nok 109 kr., som alt andet ved Arena. Det giver en bund. Det samme gør trommeslageren i Wet Leg. Helt fin koncert, om end jeg godt kan mærke, at jeg efterhånden er nået til et punkt, hvor vi skal have nogle gode beats.
Her lægger jeg mig lige på jorden og sunder mig. Så fyldt er der heller ikke på Arena, og det er vådt udenfor. Hvad er planen? Vildskaben siger Fat Dog … men der er også en pit til Deftones, der kunne være interessant, og måske 3-400 fadøl, der skal indtages først. Jeg er trods alt fuldstændig ædru på dette tidspunkt.
Konklusionen er hurtigt taget: Det er simpelthen på tide at skifte gear. Fra højt til voldsomt. Fat Dog er det rigtige valg – især fordi jeg lige minder mig selv om, at anmelderansvaret er faldet på mine skuldre. En milliard fadøl er alligevel unødvendigt, når man er høj på livet.
Nu pisser det virkelig ned, og tordenen begynder at buldre, mens vi står i kø til Apollo. ”Ingen adgang i øjeblikket” er meldingen. Der er fare for lynnedslag. Vejret er også ret voldsomt. Jeg møder en masse andre seje mennesker, der også vil have et vildt liv. Fotografen og jeg bliver tilbudt rosé og takker ikke nej. På det her tidspunkt har jeg ikke tanke for, hvad jeg har tænkt mig at skrive i min onsdagsrapport, afsnittet før. Heldigvis, for Roséen holder længe, men bliver også lidt udvandet. Det hele er genialt. Højt at flyve, dybt at falde og alt det der. Efter en times tid går Charli XCX på Orange, men vi venter stadig i køen, der bliver mindre og mindre. Det begynder at dufte sprødt af Chino Moreno og backingbandet… men ingen Fat Dog.
På vej forbi Orange takker jeg mig selv for at have set Charli XCX sidste år på Arena. Dér var hun sej. I år, denne aften, i regnen, på Orange virker hun som yesterday’s news. Så meget for brat-summer. More like mud-summer, fortæller mine vandrestøvler mig. De er blevet ligeså nederen og træls at se på som Charli lyder.
Tvunget af omstændighederne og den der enerverende anmelder-tjans suser jeg direkte i pitten på Arena for at se barndommens helte. Yes, den pit jeg overvejede at sætte mig i meget tidligere. Nogle gange tænker man dumt, når man ligger på jorden. En sjældenhed dog.
Allerede tidligt på dagen begyndte andre fede mennesker at dele, hvad der forventes ville blive aftenens setliste. Bingo på alle plader. Gennemført fed setliste, og selvom jeg aldrig helt føler koncerten – ej heller at jeg er til andet end en ”Moreno med venner”-opvisning – er det suverænt at nyde ungdommens helte. Bevares Cunningham er der også, men det føltes ikke sådan, for mig. Og jeg er vigtigst. En anden ting der er vigtig i den sammenhæng: Gud, hvor er Moreno en kæmpe chef. Han tjekker af ud for definitionen af sej. Langt sejere end jeg, da jeg finder ud af, at Fat Dog rent faktisk blev til noget – bare stort set på samme tidspunkt som Deftones. Hvis bare jeg var sej nok til at være to steder på samme tid. Hvorfor begrænser livet mig på den måde!?
Voksen, som jeg dog er blevet med årene, ryger jeg tilbage til sovepladsen, hvor jeg finder hi for regnen og skriver løs om dagens begivenheder. Et sejt skriv, der bliver kasseret dagen efter, da jeg husker, hvordan man staver og alt det der.
Tilbage var mindet om en god dag med masser af sol, masser af regn og masser af positive oplevelser og skønne mennesker. Jubii – og tak til livet for at være vildt.