Copenhagen Metal Fest – Ét band overstrålede alle
Fredagen på Copenhagen Metal Fest bød på alt fra guitarsolo-playoffs til hotdogs i Offersvinet, øl-svedende publikummer og masser af tung musik. Men ét band satte sig tungt på tronen.
Alt var, som det plejer, på Copenhagen Metal Fest – på den helt særlige måde, hvor festivalpladsen mellem Amager Bio og Beta forvandler sig til et lille mekka af sorte t-shirts, læderveste og udmattede nikkehalse. Dog var området i år pakket ind i sort plastik langs hegnene – måske for at skåne forbipasserende fra synet af metalhoveder. Eller også var det bare billigere end bannere.
Jeg ankom i tide til, hvad der vistnok var semifinalen i festivalens traditionsrige guitarsolo-playoffs – en slags duel i hurtige fingre og attitude. Her får håbefulde amatørguitarister 15 sekunders spotlight, inden applausen afgør deres skæbne. Som altid var der både teknikere, der kunne spille skalaer i søvne, og en enkelt spradebasse, der nok mestrer mere luftguitar end den ægte vare. Uanset niveauet fik deltagerne rungende bifald, og det er en tradition, der gerne må forblive en fast del af Copenhagen Metal Fest.
Festivalens alkymi
Aftenens ubestridte højdepunkt kom hurtigt: Alkymist på Amager Bios store scene. Kvartetten har med sidste års plade ’Unnderr’ markeret sig som et af landets mest spændende doombands, og forventningerne var tårnhøje.
De blev indfriet.
Fra første akkord slog bandet en tung bund an, der vibrerede helt ned i gulvbrædderne, mens grøn tåge indhyllede scenen og skabte noget, der føltes som et ritual. Forsanger Peter Bjørneg – i solbriller og med en, undskyld, Blachmann-agtig aura – vekslede mellem snerrende growl og teatralsk patos. Til tider mindede hans raspende fraseringer om Till Lindemann, men hvor Rammstein ofte er ren maskinæstetik, var Alkymist mere som mørk trylledrik.
Numrene ’Unnderr’ og ’Master of Disguise’ ramte særligt hårdt. Temposkift, massivt groove og en teatralsk iscenesættelse fik publikum til at gynge i takt. Det var atmosfærisk doom, der ikke bare blev spillet – den blev levet. Aftenens mest magiske øjeblik, uden tvivl.
Sønderjysk dødsblack med charme
Efter at have sundet mig på en øl, trådte jeg ind på BETA, hvor de unge sønderjyder i Blodmåne var i gang. Det var tydeligt, at bandet stadig er i en udviklingsfase, men energien og viljen kunne man ikke tage fra dem.
Der var tekniske knaster undervejs, men bandets glød gjorde enhver skævhed til en del af charmen. Trommeslager Anton piskede energien i gang, og resten af holdet fulgte trop med riffs og hooks, der gjorde deres blackened death foruroligende fængende. I den nyindrettede merch-bod investerede jeg efterfølgende i en hvid Blodmåne-shirt, som jeg senere opdager prydes af påskriften ’Sønderjylland Darkness’ hen over ryggen. For en eksil-århusianer føles det grænseoverskridende at trække i den.
Sovs, kartofler og Silkeborgslam
Festivaler kræver brændstof, så før næste koncert måtte der kød fra Offersvinet til: en hotdog serveret af to aldrende herrer med erfaring i ketchuppens ædle kunst. Perfekt optakt til Dawn of Demise, der gik på scenen som en slags velkendt comfort food – brutal dødsmetal, leveret med præcision og erfaring.
”Hva’ så, Kjøffenhaun!” brølede frontmand Scott Jensen, inden bandet satte i gang. Og så var der ellers ikke meget slinger i valsen. Tunge grooves, slamrytmer og helt uforståelige tekster – præcis som vi vil have det. Mod slutningen smed Jensen trøjen, og frem tonede et hvidt hav af … lad os kalde det Silkeborgsk torso. Publikum tog imod med grin og brøl. Man kan kalde Dawn of Demise mange ting, men kedelige er de aldrig.
Sort væg af lyd
Efter et hurtigt kig ind til Smertegrænsens Toldere, der leverede punkenergi med manisk frontfigur og masser af publikumsinteraktion, var det tid til aftenens afslutning: Redwood Hill.
Deres udtryk er mørkt, nærmest anonymt – ingen store armbevægelser, kun et massivt lydunivers. Men trommeslageren, der lignede en revisor på afveje, viste hurtigt, at han kunne gøre regnskabet op med hårdtslående præcision. Musikken var en væg af shoegaze-inspireret black metal, hvor tranceagtige rytmer eksploderede i brutale riffudladninger. Et band, der kræver noget af sit publikum, men som til gengæld giver oplevelser, man kan spekulere over længe efter.
Da Redwood Hill takkede af, var det kun de mest standhaftige, der stadig stod foran scenen. Resten havde allerede forladt Amager med ømme nakker, svedige rygge og brede smil. For det er dét, metal kan: forvandle en almindelig fredag til en sort-euforisk fest, hvor selv en hotdog føles som en del af ritualet.