Pulveriseret gennem tid og rum
Alkymist graver sig dybere ned i skidtet på ‘UnnDerr’, fortsat tungt og modbydeligt dragende som det Alkymist, vi kender.
2. Digging A Grave
3. UnnDerr
4. Light of a Lost Star
5. My Sick Part
6. Fire In My Eyes
7. Masters Of Disguise
De københavnske prog-doomstere kunne dårligt have udgivet deres toer ‘Sanctuary’ på et værre tidspunkt, blot to måneder efter Den Store Nedlukning i 2020. Med ambitionerne uden på tøjet og numre, der i højere grad var bygget op omkring Peter Bjørnegs rendestensbrøl end på den selvbetitlede debut, havde de meget at bevise – og beviste det da også på sønderlemrende vis! At de så ikke havde vilkårene med sig til at kunne komme ud og lufte materialet resulterede i, at de måtte gentænke det hele – og de gik i stedet straks i færd med at arbejde på næste album, der så nu endelig ser dagens lys, fire år senere. Meget andet gik i vejen i mellemtiden – ikke mindst guitarist Stefan Kreys brækkede, højre hånd, inklusiv knust håndled, hvorfor der nu er metal til at holde samling på det hele. Måske det forklarer, hvorfor der er ekstra bund i metalfaktoren i denne ombæring?
Corny humor aside, så snakker vi endnu en plade indspillet i Ballade Studios, og ud over trommeslager Philip Kjær Morthorst, som trak sig fra bandet og tidligere i år blev erstattet af Per Silkjær (Fossils, Son of Cain m.fl.), er resten af grundstammen intakt – og det er da også den velkendte Alkymist-lyd, der møder os fra første hug på singlen ‘The Scent’, som åbner pladen. Omgående kastes vi ind i en fuzz-mur, og pulsen bevæger sig gennem intense opbygninger, hvor særligt en slick lead fra Krey står skarpt, inden oktavfuzz-pedalen, den pumpende rytmesektion og Bjørnegs umiskendelige brøl tonser nummeret til ende. Lidt Triptykon’sk i den beskidte tone, ligesom introen til den efterfølgende førstesingle ‘Digging A Grave’, der nærmest starter kravlende ud, før versets mere simple punch måske tenderer det gumpetunge, men stadig får os solidt ledt ud af dens bastante, lettere groovy pace.
Allerede to numre inde er det tydeligt, at Peter Bjørneg har fundet et endnu mere fængslende bid i denne ombæring. Stemmen bliver vrænget ud, som da han i ‘The Scent’ først messer linien om at “turn your soul into dust”, og sidenhen gentager linien endnu dybere og mere rallende. Effektivt, lige under huden, ligesom tekstuniverset fortsat er solidt plantet i en verden af dystopi og mørke i enhver forstand, som fx i omkvædet til ‘Digging A Grave’, der skarpt indkapsler budskabet om at vende ryggen til specifikke kapitler i sit liv:
“A part of me must die so I'm digging a grave
There’s something inside that I don't want to save
I have to get it out, I need to feel relief
I will not stay behind and grieve”
Om det efterfølgende titelnummer siger Krey selv:
“Det vigtigste for mig som musiker er at kunne give mig hen og komme ind i et flow uden tid og rum … Det er bare et spørgsmål om at give sig selv tid og lade sig opsluge”
Sigende for dette monster af en bedrift, der over ti minutter giver sig god tid til at bygge op, ikke ulig ‘Desolated Sky’ fra forgængeren. Først med masser af luft mellem tonerne, før bækkenslag og akkordmarkeringer leder den messende Bjørneg ind i lydbilledet. En ulmende sag med masser af vekselvirkninger mellem fuzzens lydmur og dystert disharmoniske sekvenser, hvor hver en tone får lov at runge ud i fuld rumklang, mens Bjørneg endnu engang vrider stemmebåndet ud af proportioner.
Et åbenlyst højdepunkt på pladen, hvor den lidt mere groovy, midtempo-pacede ‘Light of a Lost Star’ desværre mangler lidt pondus til at holde intensen kørende til sammenligning – men det handler nok lige så meget om hvor vildt og opslugende et nummer, ‘UnnDerr’ forinden vitterligt er!
Som pladen rinder mod enden finder vi først ‘My Sick Part’ som en kort og koncis groovebanger med næsten Gojira’sk riffing. En forfriskende, direkte sag, fulgt op af ‘Fire In My Eyes’, hvor Luke og SIlkjærs tunge bund buldrer bastant derudaf som et andet damplokomotiv og veksler formidabelt mellem det tunge riffarbejde og de euforiske crescendoopbygninger. Simpelt, men ikke desto mindre virkelig effektivt, og et mønstereksempel på dér, hvor Alkymist gør sig bedst med Bjørnegs skærende brøl og den dynamiske opbygning, der konstant holder drivet og pulsen oppe.
Til syvende og sidst har vi så den knusende tunge ‘Masters of Disguise’, som slæber sig af sted med mere af den vanlige vekselvirkning mellem tristessen og aggressionen, der holder nerven intakt, indtil pladen runder af med akustisk fingerspil, episk, og med luft til at ånde ud de sidste par minutter, hvor en mere optimistisk stemning bundfælder sig.
En solid afrunding på ‘UnnDerr’, der går mere kontant og massivt til værks end de lidt mere atmosfærisk ladede undertoner på forgængeren. Til sammenligning er ‘UnnDerr’ bestemt den slags plade, der smører dig tykt ind i doomens søle, og ikke så let går af igen i vask. De enkelte riffs er simple og to the point, og de progressive undertoner ligger snarere indlejret i sangskrivningen, der fortsat er effektivt skruet sammen, med nok af plads for Bjørneg til at krybe under huden med endnu mere skælvende brøl, end vi endnu har hørt fra den kant. Silkjær lægger stærkt fra land efter blot tre måneder i bandet, og ‘UnnDerr’ er i det hele taget bestemt ikke en plade, du bør sidde overhørig.
Kaspar Luke beskriver i promomaterialet selv resultatet som “et mærkværdigt organisk væsen af lyd, der bevæger sig frit” – vi hører, hvad du siger!