10 hurtige – Lars Von Løvendal

Det fynske dødsmonster Crown the Beast er aktuelle med nyt. Bliv klogere på guitarist Lars Von Løvendal og læs om hans favoritplader, der spænder fra Morbid Angel over Deftones til Pantera. 

I efteråret 2022 kom fynske Crown the Beast nærmest ud af det blå og leverede en af årets bedste udgivelser med den eksplosive debut ‘Spawn of Tomorrow’. Blot otte måneder senere åbnede de Copenhell onsdag middag og væltede hele lortet i den stegende sol.

Til august er det Næstved Metalfests publikums til at få en syngende fynsk dødslussing fra sekstetten, der den 15. maj endelig er klar med nyt i form af ep’en ‘Judgement’, som udkommer på Emanzipation. Første single er allerede ude nu (hør den i bunden) og niveauet er uden tvivl solidt som på debutpladen. Senere på året går Crown the Beast i studiet og indspiller den næste fuldlængde.

Vi har tidligere udsat frontmand Jason Campbell for vores faste format 10 hurtige. Denne gang går stafetten videre til guitarist Lars Von Løvendal.

Hvad er dit første minde med Heavy Metal?
Det startede egentlig ret uskyldigt. Jeg blev fanget af den der lidt mere polerede og melodiske side af rocken – Bon Jovi ‘Slippery When Wet’ og White Lion ‘Pride’, kørte nærmest på repeat. Der var noget stort, fængende og næsten festligt over det.

Så kom ‘Dr. Feelgood’ med Mötley Crüe ind i billedet, og der begyndte det at få lidt mere kant. Det var stadig glam, stadig hooks og attitude – men man kunne mærke, at der lå noget mørkere og tungere og lurede under overfladen. Og da jeg så opdagede ‘Rust in Peace’ af Megadeth, var det som at få åbnet en helt ny verden. Pludselig gik det stærkere, det var mere teknisk, mere aggressivt – og på en eller anden måde også mere ægte.

Kort efter kom ‘Souls of Black’ af Testament, og så var jeg solgt. Det var ikke længere bare fest og store omkvæd – det var rå energi, tyngde og en helt anden seriøsitet.

Hvem er dit favoritband(s) gennem tiderne?
Det er svært at pege på ét enkelt, men skal jeg nævne nogen, vil det nok være følgende.

Pantera, de ramte mig med den der tunge groove og rå attitude. Det var ikke bare hårdt – det svingede på en måde, som gjorde det umuligt ikke at blive fanget. Der var power, men også en form for præcision, som gjorde dem helt unikke.

Obituary blev det mere dystert og tungt. Deres lyd er langsommere, mere sej og nærmest klaustrofobisk – som om musikken trækker én ned i noget mørkt og urørt. Det er den slags musik, man ikke bare hører – man mærker den.

Og så er der Morbid Angel, som tog det hele til et andet niveau. Mere teknisk, mere kaotisk, næsten kosmisk i deres udtryk. Det er komplekst og brutalt på samme tid, og man opdager hele tiden nye detaljer, hver gang man lytter.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Helt sikkert Dimebag Darrell. Er kæmpe fan. En fantastisk guitarist.

Men det kommer jo desværre aldrig til at ske. RIP

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Pantera – ‘Vulgar Display Of Power’
Det er en plade, der bare rammer med det samme. Rå energi, aggression og attitude hele vejen igennem. For mig er det essensen af groove metal – den er tung uden at miste sit drive, og Dimebags guitar er bare helt unik. Det er en plade, jeg altid vender tilbage til, når jeg har brug for noget kompromisløst.

Obituary – ‘Cause Of Death’
Stemningen. Den er mørk, dyster og næsten kvælende på den fede måde. Tempoet og de tunge riffs giver den en helt særlig tyngde, og John Tardys vokal er så karakteristisk. Det er en plade, der ikke bare høres – den føles.

Invocator – ‘Weave The Apocalypse’
Den viser, at dansk metal sagtens kan være med på højeste niveau. Den er teknisk, aggressiv og samtidig virkelig velkomponeret. Jeg har altid haft en forkærlighed for thrash med kant, og den her rammer lige ned i det felt.

Morbid Angel – ‘Domination’
Det er death metal med en mere groove-orienteret tilgang, og det fungerer bare. Den er tung, ond og samtidig lidt mere tilgængelig end deres tidligere ting. Riffsene sidder fast, og produktionen giver den en massiv lyd.

Deftones – ‘Deftones’
Den viser en anden side af min smag. Den er mere atmosfærisk og følelsesladet, men stadig tung. Der er en dybde og en stemning i deres musik, som jeg virkelig sætter pris på. Det er en plade, jeg kan lytte til på en helt anden måde end de andre – mere indadvendt.

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Det må uden tvivl være, da jeg så Korn i Pumpehuset tilbage i ’96. Det var fuldstændig vanvittigt. Salen kogte bogstaveligt talt – det var så varmt og intenst, at kondensen løb ned ad væggene og dryppede fra loftet. Det føltes som om hele rummet levede og åndede sammen med musikken.

Pumpehuset har altid haft noget helt særligt over sig, især i Kran-salen. Jeg har set mange koncerter derinde gennem årene, og stemningen er bare altid i top – tæt, rå og ægte.

Jeg husker også koncerter med Machine Head og Biohazard som nogle af de helt store oplevelser. Der er bare noget ved den venue og den energi, der gør, at det hele går op i en højere enhed.

Hvilken platform bruger du til at opgave ny musik?
Jeg bruger Spotify og YouTube.

Hvilket band er din Guilty Pleasure?
Ikke rigtigt noget jeg lige kan komme i tanke om. Jeg kan sagtens hoppe fra noget helt skævt og niche, til noget folk måske ville kalde kikset – og stadig synes, det er fedt. For mig handler det mere om stemning end om image. Hvis jeg kan lide det, så kan jeg lide det. Jeg gider ikke have dårlig samvittighed over musik – det er jo netop der, man skal være fri.

Hvilke fordomme er du blevet mødt af som heavy-fan?
Åh, der er en del klassikere. En af de mest typiske er helt klart: “Er du ikke vokset fra det endnu?” Som om det bare er en fase, man burde lægge bag sig, ligesom en dårlig frisure fra teenageårene. Jeg har også tit hørt den der: “Jeg har også engang hørt metal… men så blev jeg voksen.” Den er lidt sjov, fordi den antyder, at musiksmag automatisk bliver mere “rigtig”, jo ældre man bliver. For mig er det jo bare en passion, ikke noget jeg skal vokse fra.

Der er også stadig folk, der forbinder det med satanisme – og i de mere absurde tilfælde, at vi nærmest skulle spise børn eller være en del af en eller anden mørk kult. Det er jo helt ude i hampen.

Men jeg tager det altid med et smil. Altså, hvad fanden :-) Folk har deres forestillinger, og hvis man ikke kender miljøet, kan det måske virke voldsomt udefra. Men i virkeligheden er det bare musik, fællesskab og en måde at udtrykke sig på. Jeg ved jo selv, hvad det handler om. Og hvis folk er nysgerrige i stedet for dømmende, så tager jeg gerne snakken. Det er ofte der, fordommene begynder at forsvinde.

Hvilke gode oplevelser har du haft i metalmiljøet?
Noget af det, der virkelig har gjort indtryk på mig, er sammenholdet. Uanset om man står midt i en kæmpe crowd til en koncert eller snakker med folk på en festivalplads, er der en følelse af, at man hører til. Det er som et fællesskab, hvor alle er forbundet gennem musikken. Der er en helt unik energi. Den er intens, men samtidig utrolig positiv. Når musikken starter, og publikum går amok – i moshpits eller bare ved at synge med – så mærker man virkelig, hvor meget passion der er samlet ét sted. Det er en energi, der smitter, og som man tager med sig længe efter. Folk hjælper hinanden, især til koncerter – hvis nogen falder i en moshpit, bliver de straks hjulpet op igen. Der er en respekt og forståelse for hinanden, som man måske ikke forventer udefra.

Det er ikke bare musik – det er oplevelser, minder og møder med mennesker, der deler samme passion. Festivalerne og koncerterne er steder, hvor man kan være sig selv uden at blive dømt, og hvor fællesskabet virkelig kommer til udtryk.

Hvorfor er du Heavy fan?
For mig handler heavy ikke bare om musik – det er en følelse. Der er en rå energi og ægthed i genren, som jeg ikke finder andre steder. Det er musik, der tør være højlydt, intens og ærligt på samme tid. Det var især lyden – de tunge guitarer og den kraftfulde vokal. Men jo mere jeg lyttede, jo mere opdagede jeg også teksterne og stemningen. Det er ikke bare støj, som mange tror – der er faktisk meget dybde i det. Det er en del af min identitet. Det er noget, jeg kan vende tilbage til uanset humør. Om jeg er glad, frustreret eller bare har brug for energi, så virker det altid – det er en livsstil og en måde at udtrykke sig på.