Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 23: Forrygende fynsk åbning

Populær
Updated
20230614130603_TR5_5569
20230614131008_TR529794
20230614130940_TR529773
20230614131649_TR5_5676
20230614131315_TR5_5660

Crown the Beast greb chancen og leverede 45 minutters medrivende dødsmetal til årets første koncert på Copenhell.

Dato
14-06-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
4

De var de sidste, der kom på plakaten, men de første på programmet. Fynske Crown the Beast udgav sidste år den medrivende debutplade ’Spawn of Tomorrow’ og fik velfortjent æren af at åbne årets Copenhell i den stegende varme sol på Pandæmonium.

Knap nok var kvintetten kommet i gang, før støvskyerne rejste fra festivalens første moshpit, der understregede, hvordan publikum virkelig har glædet sig til fire dages metal og tørstig vanvid.

Gæsterne kunne næppe have forlangt en mere fandenivoldsk åbning.

Crown the Beast fremstod unægtelig som fem energiske musikere, der havde glædet sig til karrierens hidtil største triumf. Og de greb bestemt også chancen og gav den alt, hvad dødsmaskinen fra Odense kunne trække.

Selvom bandet kun har en håndfuld år på bagen, så er der ikke tale om newbies på scenen, men erfarne metalmusikere. Måske husker nogle blandt andre frontmand Jason Campbell fra As We Fight fra Fredercia, der var et relativt stort navn to årtier tilbage.

Den rutinerede mand i midten udstrålede solid karisma og førte selvsikkert et veloplagt publikum igennem 45 minutters hidsig smadder. Der blev konstant circlepittet, så støvet samlede sig i svælget. Enkelte tog hul på crowdsurfing, og en massiv wall of death demonstrerede, hvorfor Copenhell er landets bedste legeplads til den disciplin.  

Musikken talte for sig selv igennem syv numre, der vekslede mellem fuld smæk og midttempi. Resultatet var en knivskarp balance imellem groovy headbanger-metal og frontal fart på dobbeltpedalen i de mere aggressive skæringer.

”Kan I holde til mere?” brølede Campbell, og selvfølgelig kunne publikum det. Et par tusinde gæster var vel i hvert fald mødt op til årets åbningsfest, og den var bestemt også værd at deltage i.

Det er sindssygt fedt af Copenhell, at de ikke smider et kendt kort til at starte løjerne, men i stedet satser på den danske undergrund til at håndtere en solid start på over 100 timers musik de kommende dage.

Crown the Beast beviste, at de sagtens kunne løfte opgaven, og ikke i et eneste øjeblik så gæsterne ud til at kede sig eller glo ned i telefonerne.

Allerbedst blev det mod vejs ende med ’God Machine’, der ledte tankerne hen på Slayers udødelige ’Hell Awaits’. Åbningsnummeret ’Angels of Mercury’ fra debutpladen lukkede showet, og det er vel cirka også pladens bedste og mest medrivende nummer. Det kom som en stensikker triumf som afslutning på en forrygende fynsk åbningsfest.