Teatertorden
Jeg har hørt den nye Dimmu Borgir-plade, så I ikke behøver det. Den er sådan set ikke dårligt udført, men det føles, som om der burde udstedes straksforbud mod yderligere musik fra den mørke borg.
Da jeg som en purung drengemand spillede i et støjrockorkester i Midtjylland, indspillede jeg på et tidspunkt et nummer med et snakkestykke, hvor jeg rollespillede som en stakkels ung mand på en psykiatrisk afdeling, der ringede til sin mor. Det er uden tvivl et af musikhistoriens pinligste og mest akavede øjeblikke. Trods det, så er snakkestykkerne (ja, flertal!) på Dimmu Borgirs nye plade uendeligt mere pinlige og akavede. Vi taler her om en patosprut så tung, at den truer med at kollapse og blive til et sort hul bestående af 100 % musikerego og absurd dårlige, kompositoriske beslutninger. Lyt for eksempel til ’The Exonerated’ eller intronummeret ’Tridentium’. Bas ned, Shagrath.
Det er egentlig meget sigende for hele grundsubstansen på ’Black Serpent Rising’ og vel egentlig for den retning, bandet har udstukket efter udspringet i det frugtbare og frygtindgydende, norske andenbølge-miljø. Der sigtes som sædvanlig direkte mod at skabe så megen opulent storslåethed som muligt, men alle kompositoriske valg synes at være truffet med sigtekornet rettet mod tv-skærmen, for de symfoniske elementer synes at tage den billigste og mest direkte vej til den allermest åbenlyse følelsesformidling. Det her er hverken Gorecki eller Penderecki, det er ikke engang Temu-Edvard Grieg, og alt har den her computer-orkester-VST-vibe. Det lyder meget rent og billigt og som orkestermusik til et middelmådigt fantasyspil på Steam.
De mere traditionelle, sortmetalliske elementer følger også den slagne vej, og de er bestemt veludførte og med flotte, meget rocktraditionelle og melodiske guitarsoli af en eller anden grund, men det hele er for renskuret. Det lugter og smager ikke af noget, vi ikke har fået serveret bedre og stærkere før af andre, også af bandet selv. Som sagt er der altså intet galt med det håndværksmæssige på ’Grand Serpent Rising’, men rent kompositorisk er der intet at komme efter. Kunne man lide andre af Dimmu Borgirs sene værker, og gider man ikke udfordres, så kan man sikkert hygge sig med ’Grand Serpent Rising’, men det er svært for mig at slippe indtrykket af, at Dimmu Borgir mere er en forretningsmodel end et band.
Men hey, der synges på norsk for første gang siden ’Stormblåst’ fra 1996. Det kan vel også noget. Så er det bare ærgerligt, at ’Ulvgjeld & Blodsodel’ har stablet alle quasifilmiske trailerklichéer oven på hinanden i introen, så man er ved at overveje et komplet moratorium på musiklytning i et års tid, allerede inden sangen for alvor kommer i gang. Det er virkelig svært at finde noget, jeg godt kan lide ved denne kedelige og med sine 69 minutters spilletid alt for lange plade, men jeg kan dog godt lide aggressionen på ’Ascent’. Men når Shagrath så udtaler ordet ”viper” med så tydeligt et w, at man fristes til at tro, at ”wiper spine” er en form for ryglidelse, man får af at tørre røv, så rives man altså ud af stemningen. Men skulle det ikke gøre det for dig, så bør den rædselsfulde guitarsolo nok gøre det.
Nå, men anyway, lyt endelig løs, hvis du kan lide håndværket i det her, og du ynder utroligt dovne og åbenlyse musikalske strategier. Den anden af de to kasser gives i hvert fald udelukkende for det kompetente samspil. Personligt glæder jeg mig til, når disse ord er nedfældet, aldrig igen at skulle lytte til ’Grand Serpent Rising’.
Og hey, sæt Pendereckis ’Polymorphia’ på i stedet. Fantastisk stykke musik, og det varer kun 12 minutter, så du har 57 minutter, du kan bruge til noget andet! #lifehack