Sort heksekunst fra Amerika
Populær
Amerikanske Abigail Williams har med 'The Accuser' lavet et album, der stilmæssigt lyder som black metal gør det anno 2015. På godt og ondt.
2. The Cold Lines
3. Of The Outer Darkness
4. Will, Wish And Desire
5. Godhead
6. Forever Kingdom Of Dirt
7. Lost Communion
8. Nuummite
Abigail Williams blev dannet i USA tilbage i 2004 og udsendte i 2008 deres debutplade 'In the Shadow of a Thousand Suns'. De gjorde debut på det hæderkronede Candlelight Records, hvilket betød, at man havde set en stor stjerne i disse amerikanere. Desværre udeblev det store gennembrud i et sammensurium af dårlig kemi internt i bandet, der bød på utallige udskiftninger på nærmest samtlige poster og nogle plader og koncerter, der ikke sådan for alvor fik dem udover rampen.
På et tidspunkt var de sågar ved at opgive ævred i 2007 kort før debutpladen. Men den grundlæggende guitarist Ken Bergeron med kunstnernavnet 'Sorceron' ville det anderledes og tog sig på et tidspunkt også af vokalen, og så blev der ellers presset fremad. Med hårdt arbejde fik de genrejst Abigail Williams, og otte år senere barsler de så med deres fjerde plade med titlen 'The Accuser', der titelmæssigt passer godt til bandnavnet. For ja, bandnavnet er navnet på en af de kvinder, der for flere hundrede år siden blev jagtet og dømt for hekseri, da det gik helt skævt i Salem, Massachusetts, USA.
Lægger man hovedet lidt på skrå, lukker øjnene og lader musikken fange én, kan man såmænd også sagtens drømme sig hen til en periode, hvor skrigene fra forsangeren med garanti kunne sende ham i galgen for hekseri. For Abigail Williams bruger de genredefinerende skrig i black metallen og krydrer det med mange lag af guitarer, der danner den stemning, som mange bands bruger p.t. i deres fortolkning af black metal. Det gælder både danske og udenlandske. Det er ikke kun råt, primitivt og ondt. Der er også en drømmende stemning, der med lidt god vilje kan rubricere Abigail Williams under symfonisk black metal.
'The Accuser' har en god lyd, og det er tydeligt, at Candlelight Records ikke har opgivet håbet for det amerikanske band. For det lyder ganske udmærket, og både band og producer er tydeligvis ikke længere vårharer i musikbranchen. Abigail Williams har stilmæssigt ramt ganske udmærket ned i den åre, hvor mange norske bands har lagt blod, sved og tårer gennem årtier. Og hvor de måske tidligere kiggede lidt for langt efter Dimmu Borgir rent kunstnerisk, har de nu bevæget sig ud i det terræn, hvor man kunne sige, de prøver at parre Gorgoroth med Emperor. Det er store navne, og de når ikke legenderne til sokkeholderne. Men 'The Accuser' indeholder nu og da ganske udmærkede sange.
Abigail Williams står bare over for den udfordring, at der er rigtig mange andre bands, der forsøger sig i samme musikalske spændingsfelt, hvilket gør det vanskeligt at slå igennem som det nye sort. Bogstavelig talt. Ligesom bandnavnet er de her under anklage. Abigail Williams har med 'The Accuser' lavet den plade, der kæder dem sammen med deres navn, og står nu foran lytternes dom. Hvis man kunne lide forsangerens arbejde i Lord Mantis, vil man næppe blive skuffet, for der er ingen tvivl om, at hans engagement i det band er blevet taget med over og inkorporeret i Abigail Williams. Her kan vores læsere så selv afsige dom over den amerikanske heks med hang til sort musik i form af pladens sidste nummer 'Nuummite', der stilmæssigt faktisk afviger en anelse fra resten af pladen, idet 'Nuummite' er mere afdæmpet og atmosfærisk end resten af albummet, der også indeholder mere aggressive elementer.