Norsk kopi i sort-hvide farver
Populær
Astaroth gør intet, der ikke i forvejen er afprøvet masser af gange i norsk black metal. De har lært af deres landsmænd og kopierer skamløst.
2. Abyss
3. Qliphoth
4. Xeper-I-Apep
5. Ascending
6. The Chosen
7. Seth
8. Grace of Earth
9. World Enslaved
10. Outro
Hvad gør man, hvis man er musiker og kommer fra Norge? Man starter et black metal-band. Opkalder det efter noget farligt. Får lavet nogle sort-hvid billeder med corpse paint, bruger nogle gamle skrifttyper, der får sangtitler til at virke farlige, og kalder dem noget med Satan eller lignende. Lyden blev modelleret af Mayhem, Darkthrone, Burzum, Emperor og Dimmu Borgir i starten af halvfemserne, så det gælder bare om at få det til at lyde lidt ligesom dem. Så skulle den være hjemme.
På papiret virker det til, at Astaroth har gjort alt, hvad de overhovedet kunne for at følge den kønsløse og horribelt forudsigelige formel til punkt og prikke og nærmest gjort en dyd ud af ikke at træde ved siden af de på forhånd givne rammer. De har sågar haft de sædvanlige udfordringer med at samle bandet og få nogle stabile medlemmer, hvorfor debutpladen også først ser dagens lys i udgangen af november 2013, selvom materialet på daværende tidspunkt reelt havde været færdigt i flere år. Men de har finpudset sangene i flere år og skulle lige finde ud af, om de virkelig ville gå denne vej med deres musikalske karriere.
Det har de så valgt, og resultatet er 'Chaosatanas'. Korrekt. Satan er repræsenteret. Det samme er Den Onde Selv også i musikken, der minder om en moderne version af Mayhem mikset med Emperor. Forvent dog ikke, at det kunstneriske niveau på nogen måde når de højder, som disse kæmper nåede i halvfemserne.
Det her er en skamløs kopi af noget, som deres landsmænd gjorde verdensberømt for 20 år siden. Musikken fejler ikke noget, men tiden er bare løbet fra den endimensionelle black metal, hvor der slet ikke inkorporeres noget som helst for at gøre musikken levende. End ikke Darkthrone gider gøre det mere. De har ligesom været der og ryddet verdens interesse for den musik sammen med Burzum.
Tilbage står vi med Astaroth anno 2013 eller 2014, som vi er i nu. Denne anmelder funderede faktisk langt og længe om, hvorvidt det ville give mening at anmelde denne plade. Men det gør det. For det er ikke bare dårlig kopi. Astaroth kan godt spille og gøre det en anelse medrivende i 'Xeper I Apep', der har nogle gode momenter. Så det er ikke helt sjæleforladt, selvom det bestemt har en snert af det.
For Astaroth træder ikke i karakter på et eneste tidspunkt. De har printet den prædefinerede formel ud og fulgt den så trofast, som kun en discipel af Satan ville gøre det. De har endda en instrumental intro på et par minutter, der ligesom sætter stemningen, og en outro, der tjener samme formål.
Det hele er bare så kedeligt, at vi her når anmeldelsens pointe. Hvis ikke et band vil andet end at nasse sig ind på noget, som andre har succes med og bare vil være med i festen, så gør én af to ting:
Lad være. Eller mød op til tiden. Ikke 20 år for sent.
Astaroth har med 'Chaosatanas' udgivet en af de black metal-plader, der kun bliver udgivet i ét oplag. Det første. Det bliver med garanti nogle 'strictly limited editions' inden for ganske få år, så skynd dig, hvis du mangler en plade med et cover i sort-hvide farver, nogle omvendte kors og lidt skrig om Satan og alt det onde. Hvis du allerede har én eller flere af den slags, så skynd dig videre. Der findes langt bedre versioner af denne musik derude. I vores metaldiktator har vi allerede haft flere af dem under behandling.
Skulle du får lyst til at lytte til dem, har vi her en smagsprøve fra den nye plade: