Et kompromisløst mesterværk
Populær
Polske Behemoth banker alt og alle på plads med 'The Satanist', der er en blackened detah metal-triumf i særklasse.
2. Furor Divinus
3. Messe Noire
4. Ora Pro Nobis Lucifer
5. Amen
6. The Satanist
7. Ben Sahar
8. In the Absence ov Light
9. O Father O Satan O Sun!
"I saw the virgin's cunt spawning forth the snake," lyder det i den første strofe fra åbningsnummeret 'Blow Your Trumpets Gabriel' på Behemoths 'The Satanist'.
Den sataniske retorik er skam ikke blevet mindre på den polske kvartets tiende udgivelse, hvor ambitionerne om et album i særklasse allerede stod klart, da den flotte video til overstående nummer udkom for to måneder siden.
Frontmand Nergal var som bekendt tæt på at tage turen til det hinsides for få år siden, da aggressiv leukæmi ramte ham, men mirakuløst snød han døden. Et sådant forløb må nødvendigvis forandre et menneske, og måske er det herfra, han henter viljen til at hive en så fysisk og sjælelig sejr hjem, som 'The Satanist' er endt som. Pladen er en sønderknusende symfoni af okkultisme og antikristen misantropi, der fra start til slut er komplekst komponeret.
'The Satanist' byder hverken på black metallens kendetegnende monotoni eller forfølger dødsmetal-scenens strømlinede udtryk. Behemoth gentager heller ikke sig selv med den tekniske og overlegne dødsmetal fra forgængeren 'Evangelion'. I stedet differentierer 'The Satanist' sig som en intens lytteroplevelse, et ekspressionistisk mesterværk, der konstant har et foruroligende udtryk over sig, smedet sammen af fire musikere, som er i triumferende topform.
Hvert nummer er en i en klasse for sig, som den iørefaldende og magiske 'Ora Pro Nobis Lucifer', der i alsidigt tempo med knivskarpe og klassiske black metal-guitarriffs går rent ind. Sangen markerer sig som et nummer, der utvivlsomt ender som en fast del af Behemoths sætlister til fremtidige koncerter.
'Amen' overtager og sætter tempoet op i de ekstreme hastigheder, halvvejs afbrudt af militante trommer, ildevarslende keyboardtoner og et ekko af dødsskrig. På titelnummeret sænkes farten til et tungere tempo,og inkorporer ren guitarklang og forvrængede akkorder, der hårdt slås an til takten fra de bastante trommer, inden farten sættes i vejret og ledsages af dystre guitarsoli - hvilket albummet konsekvent benytter sig opfindsomt af i små, rå doser.
Sortsindet fortsætter over i 'Ben Sahar', hvor der blæses i dommedagshornene, inden nummeret meget passende sparrer på Megadeths 'In My Darkest Hour'. 'In the Absence ov Light' trækker i en helt anden retning, da nummeret afbrydes af akustiske guitarstykker, saxofon og en polsk monolog, som stod fortælleren i skæret af en gadelygte i en horrorfilm fra 1980'erne.
Lukkeren 'O Father O Satan O Sun!' slutter af med cello og en prædiken fra Nergal som et storladent knæfald for Satan, der trækker musikken hen i retning af norske Emperors 'Anthems to Welkin at Dusk'.
'The Satanist' er gennemtænkt, som pladen er gennemført: Fra den russiske kunstner Denis Forkas renæssanceinspirerede-artwork - malet med blandt andet Nergals eget blod - til produktionen, der undviger nutidens typiske, kliniske lyd, men i stedet giver plads til musikkens rå og suveræne kraftudladninger.