Wacken Open Air 2006: Lørdag
Populær
Emperor bragte Wacken-publikummet i ekstase lørdag aften. Det samme gjorde Whitesnake. Også topgode optrædener fra Morbid Angel og Gammy Ray.
Aborted, Black Stage
Der var dømt brutal death grind fra første fløjt, da belgiske Aborted maltrakterede Wacken. Man kan altid diskutere om ikke de bliver monotone i længden, men deres dedikation til genren og tekniske kvaliteter står ikke til diskussion. De leverede dét som fans kom efter; hverken mere eller mindre. Desværre var det lettere symptomatisk at det største bifald kom efter et covernummer af Carcass!
Karakter: 7 - Morten Vejlstrup
[img]http://heavyjam.dk/img/1493.jpg[/img]
Arch Enemy, Black Stage
En pige der growler? Velsagtens den ultimative drøm for en metalfan? Nå, ikke!? Arch Enemy forsøgte at komme ud over scenekanten, og det lykkedes da også til glæde for de mange tyskere. Jeg har aldrig selv haft den store fidus på "ærkefjenden", men bandet formåede at levere det deres fans gerne vil have og bandet var oplagte. Så selvom jeg ikke selv bryder mig særskilt om musikken, gjorde Arch Enemy det nu ganske hæderligt.
Karakter: 9 - Kong Kent
Bloodthorn, Party Stage
Brutale Bloodthorn spillede samtidig med Arch Enemy, så jeg sneg mig ned og lyttede til den lidt tungere del af metalgenren – og det blev belønnet. For sjældent har jeg set et så overset band opveje det på så fornem vis. Normalt er Norge kendt for blackmetal, men denne buldrende kedel af death- og thrash-metal er bestemt ikke nogen dårlig opskrift. Den blev nydt med et glas Wacken-humle og visheden om, at den norske undergrund ikke har pumpet sit sidste gode band op endnu!
Karakter: - - Kong Kent
Fear Factory, True Metal Stage
Burton C. Bell og Fear Factory leverede en godkendt præstation lørdag eftermiddag. Det blev til en lille tribute til Dimebag Darrell i form af 20 sek. af ”Walk” samt en fødselsdagssang for guitarist Christijan Olde Wolbes og så naturligvis selve koncerten. Klassikere fra ”Demanufacture” blandet med sange som ”Shock”, ”Edgecrusher”, ”Archetype” og ”Linchpin” gav Wacken den koncert med Fear Factory, som man kunne have forventet. Ikke prangende, og faktisk var Burtons vokal velsagtens bandets svageste led på dagen.
Karakter: 7 - Kong Kent
Morbid Angel, Black Stage
Som altid var det et kærkomment gensyn at se Morbid Angel – og så endda i stærkeste opstilling med David Vincent og Eric Rutan tilbage i folden. Man kan på mange måder sige at Morbid Angel er death metals svar på Slayer: bandet skuffer aldrig, man ved hvad man får og det formår at indgyde respekt selv hos folk, der ikke er store fans. Lørdag på Wacken var ingen undtagelse, hvor bandet i den bagende hede drænede publikum for de sidste kræfter med at fyre et monster af en koncert af.
[img]http://heavyjam.dk/img/1498.jpg[/img]
Med et overflødighedshorn af møgseje numre at vælge fra kunne Morbid Angel ikke rigtig gøre noget forkert, så alle fik vist hvad de kom efter. Om det er en erkendelse af at bandets første tre-fire albums er det stærkeste, det nogensinde har lavet eller det bare var en lektion i genredefinerende death metal til de tyske pølserockere, som udgjorde broderparten af de fremmødte, skal jeg lade være usagt. Dog står det soleklart, at materiale som ”Maze of Torment”, ”Sworn to the Black”, ”Immortal Rites”, “Where the Slime Live” etc. til stadighed er garanti for en solid gang røvspark og headbanging.
Karakter: 10.5 - Morten Vejlstrup
Orphaned Land, Party Stage
Orphaned Land mener selv de kommer med noget nyt til metallen, en dualisme mellem gud og satan og et mix mellem metal og mellemøstlige toner.Musikken er da også interessant - en blanding af noget, der lød som traditionel jødiske folke musik og heavy metal + en masse keyboard fra DAT-båndet. der kørte bagi. Hvorfor ikke have en keyboardmand med, når nu det er så meget inde over musikken? Men nej, hvor kommer dette band bare ingen vejne! Det er bare det samme igen og igen. De første 20 minutter var da OK, og bandet er ganske habilt, men det begyndte bare at blive totalt monotont, der skete bare ingenting. Folk var ganske pænt med - specielt oppe i de tre forreste rækker, hvor fangrupperingen havde placeret sig med israelske flag udover det hele, så man skulle tro man var til fodboldkamp. Men trods dette og en frontmand, der betænkeligt meget lignende en wannabe-jesus med halv kjortel og fuldskæg, og et band der prøvede deres bedste, så kom de bare ingen vejne. Kunne bandet da ikke bare én gang smadre rigtigt igennem, så man blev rusket lidt op!? Ophaned Land prøver da at bringe noget nyt ind i genren, men synd det er så evindelig kedeligt.
Karakter: 6 - Morten.dk
Gamma Ray, True Metal Stage
Kai Hansen, den gamle Helloween-danner, der droppede selvsamme for at have sig et mindre hygge studieprojekt, Gamma Ray, har nu smidt en lind strøm af skiver ud de sidste 10 år. Alt sammen så arketypisk, at man skulle tro det var sin helt egen genre: Kai Hansen metal! Gamma Ray indtog scenen med en selvsikkerhed så der ikke var nogen tvivl om at bandet var på hjemmebane, og vi fik lige nøjagtigt det man kunne forvente: tysker speed metal når det er bedst, uden noget der overhovedet mindede om overraskelser (og det er på trods af, at jeg ikke har sat øret til Gamma Ray i lang, lang tid). Sættet bestod for størstedelen af det nyere materiale, men en enkelt lille Helloween-snas dukkede da frem i midten af sættet i "I want out" (fra "Keeper of... 2"), samt et par af de gamle schlagere fra start 90'erne - til glæde for den del af folket med hang til fællessang. At genhøret med Kais gamle materiale fra Helloween så fik nogle af de mindre bemidlede tilskuere til at kræve mere Helloween, gjorde da, at vi var helt sikre på, vi var i Tyskland. Gamma Ray har over de sidste par år udviklet sig til noget af en sluseport for talentfulde musikere og Kais nuværende line-up er så absolut ikke til at spøge med. Her er en flok Hamburg metalhoveder, der kan deres kram. Musikalsk skete der ikke nogen store revolutioner lørdag eftermiddag, men derimod fik vi en sublim udførelse af Kai Hansens heavy metal univers, som jo er svært at komme udenom, nu man er syd for grænsen, Et 10-tal til Kai og drengene, der i den grad hyggede sig den sene efetrmiddag på Wacken. NB: Det blev iøvrigt oplyst fra scenen, at fans af Gamma Ray-fans godt kan begynde af glæde sig, da der snart dukker en stor satan af en DVD op med alt muligt guf på.
Karakter: 10 - Morten.dk
Soulfly, Black Stage
Fra et objektivt perspektiv, kan man sige at Soulfly nok var det tætteste Wacken-arrangørerne kom på at tilfredsstille NU-Metal folket. Bandet leverede et meget u-heavy metalagtigt sceneshow, som ledte tankerne mere hen på Korn end Marduk. Max’ håndlangere var endda klædt med henholdsvis 80’er punkerhår og kasket, hvilket bør forbydes på en scene til en HEAVY metal festival (man bør egentlig også forbyde anmeldere på en HEAVY metal festival, som ikke får fordelt deres fysiske fremmøde foran scenerne, så vi kunne have fået anmeldelser af Florida-deathjazz kultbandet Atheist, true metal-tyskerne Primal Fear og vikinge metallerne Amon Amarth m.fl.? - Red.). Det er nu snart 10 år siden Max startede Soulfly og lagde Sepultura tiden bag sig. Dog har han aldrig formået at skabe noget materile, der når sidstnævntes kvalitet. Dette understregedes vist med al klarhed ved at han spillede fem Sep-numre, som naturligvis var showets (eneste!?) højdepunkter.
Karakter: 7.5 - Morten Vejlstrup
Whitesnake, True Metal stage
Efter Whitesnake på Sweden Rock var det med lidt bange anelser og en del ubesvarede spørgsmål før koncerten gik i gang: skulle vi igen trækkes med timelange soloer, en sætliste, der ikke helt fungerer og så stå med en lidt underlig smag i munden bagefter?? (gjorde vi dèt på Sweden Rock?? - Red.) Men nej, det var ikke den oplevelse vi blev vidner til her, men derimod David Coverdale i absolut storform, så der var dømt 80'er rock'n'roll fest fra første slag. Whitesnake i den nuværende form har turneret nærmest uafbrudt de sidste par år og for at sige det pænt: GodFuckingDammit, det er verdensklasse, det band som Coverdale har fået med sig her. Dette her show blev en lang opvisning i hvordan man kommer længst udover scenekanten, og holder en rockfest kørende. Sættet, baseret på den snart 20 år gamle monsterklassiker "1987" fungerede upåklageligt - i modsætning til sverige, var der nu tunet op, så man ikke skulle stå og undre sig over hvor "Fool for You Loving" blev af (korrekt, den manglede vi sgu' på Sweden Rock - red.), og hvorfor Doug Aldrich og Reb Beach skulle bruge timer på at stå og rive i ... guitaren. Dog slap vi ikke for Tommy Aldridge's røvlange trommesolo (med og uden stikker), men det er altså en uskik, der aldrig skulle ha' været kommet med ud af 80'erne, men det ligger vist i blodet på de gamle kæmper!? I den lange hitparade blev der faktisk plads til et helt nyt nummer (!), "Ready to Rock" (ja, de kan bare det der med opfindsomme titler), der ikke overraskende lød som arketypisk sen-80'er Whitesnake med den lækre porno blues feel. Dette nummer samt tre andre nye kommer på skiven "Live... In The Shadow of the Blues", der skulle komme engang til november (ja der er endelig nogen, SPV, der har hørt Lars Smiths krav og signet Whitesnake!). Coverdale & co havde kun fået fem kvarter til det hele og det resulterede, selvfølgelig, i at man brød tidsrammen, hvilket ikke er noget der normalt sker på Wacken (der går man på til tiden og af til tiden!). Der var dog ikke mange der var kede af det, for føj da for en fest det blev til mens solen gik ned over Wacken.
Karakter: 11 (for hvad laver en trommesolo i en koncert på kun fem kvarter?) - Morten.dk
Emperor, Black Stage
Det var et scoop af dimensioner, da arrangører af Wacken 2006 kunne afsløre et Emperor reunion show. Forventningerne var gigantiske til ”Kejseren” (hovedbill.), omend bandet efter seks års pause måske ikke kunne forventes at brænde det hele af. Alle spekulationer om hvorvidt bandets tid var forbi blev gjort til skamme lige fra den første strofe. De fremmødte metalhoveder fik en oplevelse af majestætiske dimensioner, hvor de norske guder ikke satte en fod forkert. Nu kan man selvfølgelig sige, at både Trym, Samoth og Secthdamon alle har turneret med Zyklon og endda gæstet Wacken tidligere, så det var kun mastermind #1 Ihsahn, der reelt kunne sås tvivl om. En tydelig rørt Ihsahn, som gentagende gange takkede publikum, hamrede dog det ene kongeriff ud efter det andet fra Emperors ufatteligt skarpe bagkatalog. Uden at sammenligne dem med andre bands (da de er helt unikke), så skal man lede længe efter et band, der i den grad ikke har fejlet med nogle numre. Der blev luftet materiale fra alle bandets albums og magtdemonstrationen understregedes af numre som ”In the Wordless Chamber”, ”An Elegy of Icaros”og ”The Loss and Curse of Reverence”. Festen endte naturligvis ikke før publikumsfavoritten ”Inno a Satana” havde bragt Wacken i ekstase.
Karakter: 11 - Morten Vejlstrup