En snørklet vej rundt om solen

Orm udkommer med deres nye plade ‘Guld’ på fredag – det fjerde studiealbum fra bandet. Det markerer samtidig bandets 10-års jubilæum, som de har valgt at fejre med i alt tre shows, der finder sted på Ideal Bar, Lille Vega og Store Vega i den kommende weekend. 

Vi satte frontmand og guitarist Simon Sonne Andersen og guitarist Theis Wilmer Poulsen stævne på Hotel Cecil og tog en snak om dengang og nu, om at bryde med forventninger og om grundighed. 



Orms sidste to plader, 'Ir' og 'Intet•Altet', har i den grad krævet noget af sine lyttere og kan hver især betegnes som en art Magnum Opus. Mange har gættet på, hvad der ville komme fra jer denne gang. I fredags inviterede I til lyttesession her på Hotel Cecil for et mindre publikum, som hørte pladen for første gang en hel uge før udgivelsen.  
Men hvordan vil I beskrive pladen for de læsere, der endnu ikke har hørt den? 

– Lidt kaotisk og hidsig. Den afspejler meget, at vi var nødt til at hive formatet ned igen, fordi vi kom fra noget hvor man ikke rigtig kan ekspandere mere, lægger Simon ud. 

Og han fortsætter:
– Det er lidt som et hvepsebo, man får ned over hovedet. Den er direkte og mere fokuseret. Vi har skåret fedtet fra. Det var noget rigtig godt fedt, der var på de tidligere plader, men vi kunne godt tænke os at komme ind til benet på denne plade. Jeg vil sige, at pladen er rimelig insisterende. Guitaren er også indspillet direkte i digitale amps. Det skulle bare være så tørt som muligt. 

Har I hentet inspiration fra jeres tidligere materiale? 
– Den ligger meget godt i tråd med vores debut, men tager samtidig lidt af det hele. De ting, der var riffbaserede på den første (debut-albummet 'Orm' fra 2017, red.) har vi gjort skarpere, og de står endnu klarere frem på denne her. Og de melodiske ting fra 'Ir' og 'Intet•Altet' er nærmest blevet endnu mere cheesy. Og så er det blevet sat sammen til noget, som er effektivt og kan være interessant på syv minutter.



I fredags til lyttesessionen gik vi rundt og sludrede med folk, og flere syntes at kunne høre elementer, der mindede dem om black metallen fra 1990’erne. 
Har I hentet inspiration fra den tids black metal? 

– Det er ikke noget, vi har tænkt over. Det er skolet ind i hænderne og ørerne. Men der har ikke været et eneste stykke, hvor vi har tænkt, at nu skulle der være et Behemoth-stykke, eller nu skal vi have et Dimmu Borgir-stykke. 

Theis supplerer: 
– Det er 100 % i det sidste nummer, at folk nævner bands som Dimmu Borgir. Men jeg har faktisk aldrig dyrket eller hørt Dimmu Borgir. Og det er overhovedet ikke noget, vi har tænkt over, da vi lavede sangene.
 
Orm har haft en periode uden bassist, da Troels Cort Nielsen valgte at sige farvel til bandet. Malthe Yde Tiufkær har siden været live-bassist for bandet, blandt andet da I spillede jeres show i DRs Koncertsalen, men trådte i 2024 fuldt ind i besætningen. 
Har det betydet noget for jeres sangskrivning på denne plade, at Malthe er kommet med som fuldgyldigt medlem af Orm? 


– Jeg tror måske det er en svær klub at komme ind i, starter Simon. Vi har haft et kollektiv, hvor jeg har lavet 100 % af grundmaterialet, og hvor det så er blevet arrangeret i bandet efterfølgende. Den her plade er den første, hvor Theis har sine egne riffs med. Og da der først blev åbnet op for det, så har Malthe også været med og er kommet med ideer til, hvordan grundakkorderne bag vores riffs kunne skifte mellem dur til mol, som man for eksempel kan høre på 'Undfanget'. Den slags har Malthe haft masser af gode ideer til. Og så vi har alle sammen lavet arrangementerne på pladen. 



Theis supplerer:  
– Vi har også været meget delt op på denne plade, og der er taget flere beslutninger hos hver enkelt. 

– Men denne her gang har det meget mere været, at vi har skrevet tingene sammen i øveren, mener Simon. Selv om det har været fragmenteret, og vi har øvet op hver især. Men når vi så har været samlet, så har vi fået skrevet grundmusikken. Skelettet til sangene skrev vi over ikke så mange øvere, faktisk. Det væltede lidt ud med riffs. Det er meget kommet på to-tre øvere, hvor det væltede ud. 

Både Simon, Theis og Adam Schønemann på trommer har en fortid i det hedengangne By The Patient, som blandt andet vandt Wacken Metal Battle i 2010, og selvom tiden i By The Patient ligger mere end 10 år tilbage, kunne vi alligevel ikke dy os for at lave et lille tankeeksperiment.  

Hvad nu, hvis Orms musik var blevet til under By The Patient-banneret? Hvordan havde Orms historie så set ud? 

Simon er ikke i tvivl: 
– Hvis vi taler om den første plade – det skift tror jeg godt, vi ville kunne have lavet under By The Patient-navnet. Måske havde vi lavet vokalen lidt anderledes, men der er jo masser af hooks, og fra 'Gehenna', som er den sidste By The Patient-plade, og over til ‘Orm’ er der jo ikke sindssygt langt. Man kan stadig høre, at det er mig, der skriver riffsene. Men måske havde vi været lidt mere konservative i vores valg. 



Men han er samtidig også meget bevidst om, at der er forventninger til et band, som kan blive for begrænsende og forhindre, at man udfolder sig kunstnerisk. 

– Vi havde brug for at komme lidt væk fra det banner, der hang over os (i By The Patient, red.) for at få en frisk start. 

Har I taget erfaringer med fra By The Patient-dagene – gode og dårlige? 
– Det uniforme i det og det gennemførte, som vi altid havde i By The Patient. Det har vi altid haft. Vi er altid gået meget i det æstetiske, og det var noget, vi tog med fra By The Patient-dagene. 

– Det æstetiske er også altid trådt igennem i musikken, men er blevet mere strømlinet med tiden, selvom det måske også på en måde er blevet endnu mere flagrende. 

Er der noget, som fyldte i By The Patient, som I har lagt bag jer? 

Heller ikke her er Simon det mindst i tvivl: 
– Vi gider ikke ud på de der røvtours i Europa. Det handler ikke om, at vi ikke vil tage vores værnepligt, for vi har gjort det. Men det er så drænende, og jeg tror, der er rigtig mange bands, der har brændt sig på det. 
– Vi har gjort det nogle gange. De der gange, hvor vi selv betalte 30-40.000, og hvor man selv lejer en tourbus og så kører rundt til forskellige spillesteder, hvor der ikke kommer nogen, fordi der ikke er lavet promovering. I stedet for at være lidt mere grundige og så vente, til man rent faktisk har noget man kan tage med rundt. Det er i hvert fald vores erfaring. 

Hvad betyder det for jeres sangskrivning, at I har jeres eget studie, hvor I kan prøve ting af løbende? 

Her er Theis og Simon helt enige om, at det både kan være en velsignelse og en forbandelse, fordi der er så mange muligheder. Muligheder, som bandet i højere grad har udnyttet ved tilblivelsen af 'Guld' end ved tidligere udgivelser. 

Simon uddyber: 
– Det er både en blessing og en curse. Jeg er rigtig glad for den her plade, men den ER et andet projekt, fordi den er en fragmenteret sammensætning af riffs og melodier. Da vi indspillede det færdige produkt, indspillede vi riffene hver for sig og klippeklistrede det hele sammen til. Det er den diametrale modsætning af den måde, vi lavede 'Intet•Altet' og 'Ir' på. Der indspillede vi det hele i ét take. Og dogmet var, at hvis vi lavede fejl 17 minutter inde, så var det forfra.
– Det kan være en blessing. Det kan også være en forbandelse. Det kommer an på, hvad man kan lide. 

Theis supplerer: 
– På den nye plade har vi faktisk brugt studiet sygt meget til demoer. Vi var så godt forberedt. Men på en eller anden måde blev det alligevel lidt kaos til sidst.

Måden at indspille på var dog helt bevidst fra bandets side, eller med Simons ord: 
– Vi havde brug for at prøve noget helt nyt, før vi overhovedet gad at lave den her plade. Da vi stod der med 'Intet•Altet' og havde den oplevelse med koncertsalen, stod vi ligesom et sted, hvor vi tænkte: Hvad fanden skal vi nu?

Det valg har dog også givet både Theis og Simon en god indsigt i de ulemper, som kan være forbundet med en fragmenteret indspilningsproces og mere stringent brug af metronom – noget, Simon har gjort sig en del tanker omkring: 

– På mange måder kan jeg bedre lide de demoer, vi lavede af 'Guld' Vi satte bare udstyret til at optage. Uden at tænke over, at det måske skulle bruges til noget. Og den frihed gjorde, at vi måske havde de allerbedste takes. 

Theis supplerer: 
– Vi har efterfølgende snakket om, at vi bare skulle have lavet hele lortet hernede (i studiet) og så bare trykket optag og taget de fedeste takes. Men det her (den nye plade, red.) kan noget andet, og det synes jeg også er fedt. 

På mange måder hænger pladens tema rigtig godt sammen med den proces, den er blevet til i. Det har givet et indblik i, hvad det kan koste at jagte et bestemt udtryk, og som Simon forklarer det: 

– Den der grådighed i jagten på at prøve at blive anderledes eller perfekte, i jagten på guld. Den kan også nogle gange have nogle downsides med sig. Og noget, man lærer om sig selv. 
– Vi står tilbage med noget vi har lært. At opleve at se sig selv i en anden kontekst. 

Handler det om at turde at gøre noget anderledes? 
Simon, som igennem sin karriere har taget valg, der har ændret den kunstneriske retning, er ikke i tvivl om, at 'Guld' er den rigtige plade på det rigtige tidspunkt efter bandets sidste to plader. Eller, som han forklarer om tilblivelsen af 'Ir' og 'Intet•Altet':   

– Konceptet var at skulle lave én sang på 'Ir', fordi jeg var inspireret af nogle andre ting. Og vi gik fra at lave det her “nordisk læderjakke-black metal” til at ville noget andet og til at ville udfolde os og lave 'Ir' på den måde og så hen til 'Intet•Altet', hvor vi udfoldede det endnu mere og gøre det endnu større. 

– Men jeg kom også til et sted, hvor det hang mig ud af halsen med det her storslåede lort. Og hvor jeg sagde til mig selv: Lad os lave nogle fucking riffs til click. 

Hvad er det modigste album, I har udgivet? 
Simon, der har skrevet det meste af materialet i Orms bagkatalog, er heller ikke her det mindste i tvivl. 

– 'Ir'! 
– Det var det sted, hvor jeg tænkte, at jeg var i tvivl. Jeg kan huske, da jeg fik en besked fra Nicklas (Kirchert fra Nake, red.), som jeg også spillede sammen med i Förtress, og som er en musikalsk fæstning, et fyrværkeri og en inspiration. Og da han skrev til mig, at det ('Ir', red.) var noget af det mest fantastiske, han nogensinde havde hørt og mente det, var det første gang, jeg turde tro på, at det var godt, for jeg var virkelig i tvivl. 



Theis supplerer:
– 'Ir' fik virkelig startet noget. Og det var en kæmpe ære at få lov til at spille musikken på 'Ir'. Også, fordi den handler om Simons mormors selvmord. Men jeg må indrømme, at jeg overvejede, om Danmark overhovedet var klar til den plade.  

Orm har valgt at fejre den nye plade og deres 10 års jubilæum som band med hele tre koncerter under Vegas tag. Det er koncertdatoer, der har været i kalenderen længe, som Theis forklarer: 

– Det er to år siden, vi bookede datoerne sammen med vores tidligere booker, John. Lige efter Koncerthuset sad vi sammen og snakkede om, hvad der nu skulle ske. Og først snakkede vi om, at det var 10-års jubilæum, men der skulle også være noget kød på. Der skulle være et nyt album. 

– Selvfølgelig skal Ideal Bar være nede, hvor vi startede. En klubaften. Det hidsige fra debuten.

– Koncerten på Lille Vega er vores releasefest, og hvor vi spiller alle sange på 'Guld' fra start til slut – og så nogle bangers, som han siger med et smil. 

– Store Vega er den store finale. Der laver vi noget særligt med produktionen, og vi har særligt brugt en masse kræfter på lyset. 

Men her to år efter datoerne blev booket konstaterer Simon, at så stort et projekt lige efter en pladeudgivelse var ambitiøst.

– Vi har slået et stort brød op, men det skal nok blive fedt. Vi havde den samme oplevelse med Koncerthuset, og det var også fedt. Vi gør ikke noget halvt.  
– De her tre koncerter ligger bare lige i røven af en pladeudgivelse og en hård proces. Det fede ved det er stadig vores historie, og konceptet er genialt, hvor vi spiller trip-trap-træsko på måske det bedste spillested i Danmark. 

Men for Simon er de tre koncerter også en fejring af det hårde arbejde, som Orm har lagt i at komme til dette sted i deres karriere. 

– Det her med at Orm har været en langsom og grundig proces at kravle op, og at det faktisk er en arbejdssejr for os. Det synes jeg er vigtigt at nævne. Vi er fandeme ikke kommet let til det her. Der gik mange år i musikbranchen, før vi blev anerkendt på den måde. 

Hvad skal I lave efter koncerterne i Vega? 
Her er hverken Simon eller Theis i tvivl, og det er i virkeligheden slet ikke så eksotisk, eller som Simon siger det: 

– Jeg glæder mig til at sætte mig ned efter koncerterne på Vega og drikke et glas vin og snakke med jer andre. 

"10 Gange Rundt Om Solen" er overskriften på Orms tre koncerter på Vega. Bandet har netop udgivet deres fjerde studiealbum. Men hvad ser de selv tilbage på som de store milepæle?

Det er ikke nødvendigvis koncerterne eller udgivelserne, der står øverst på listen, hvis man spørger Theis: 
– At spille sammen med Simon er en kæmpe ting. Det der med at få lov til at lave musik sammen med en anden. Vi behøver ikke engang sige noget. Vi kan bare kigge på hinanden, og så er den der. Og at andre så også synes, at det er det smukkeste, de nogensinde har set. Det er lidt stort. 

Men som han tilføjer med et skævt smil: 
– Og så - selvfølgelig - at få lov til at spille DRs Koncerthuset. 



Simon supplerer

– Theis og jeg har i år spillet sammen i 20 år i band. Vi startede, da vi gik i 10. klasse. Nu har vi siddet og lavet harmonier og de der frygtelige sange i 2005, og at gå fra det og til at spille med et orkester i eget navn i et udsolgt DRs Koncerthuset, hvor folk sidder og græder. Jeg vil sige, at der har jeg faktisk opnået det, jeg ville som musiker. 

Men Simon kigger også tilbage på et langt og sejt træk som en milepæl for ham personligt og for Orm. 

– Det er kæmpelang arbejdssejr. 20 år er ikke at “komme nemt til det”. 

Musikken, der er produktet af det hårde arbejde, kan opleves på Ideal Bar, hvis man har husket at få fat i en billet.
Der er stadig billetter at få til releasefesten i Lille Vega på fredag og til den store finale i Store Vega. Det hele går ned d. 30.10, d. 31.10 og d. 01.11.