Modet, der forpligter
Populær
Orm giver sin midgårdsartsfælle kamp til stregen hvad angår længde på et monstrøst, modigt og vildtvoksende dobbeltalbum, hvor bandet tager livtag med døden, men også med livet og skabelsen.
2. Floden, som kan skabe
3. Trance/Floden, som kan lede
4. Mod døden
Over 92 minutter og fire meget lange numre, der beskæftiger sig gennem livets faser fra vugge til grav, eller, som Orm udtrykker det, fra dyden til døden, føres vi med flodstrømmen af bornholmer-bandets intense, men også melodiske black metal, som altid har benyttet sig af de store penselstrøg. Det skal ikke forstås som, at gruppens musik er detaljefattig, uelegant eller sløset. Tværtimod. Men Orms musik foregår på en stor skala og er altid ambitiøst sat op. Sådan er det også på ’Intet – Altet’, som altså tager fat på selve livet og dets faser; vild ungdom, fortravlet voksendom, ensomheden i alderdommen og endelig den sidste rejse ind i natten.
’Fra dyden’ kredser om solen (no pun intended) som en glødende livgiver, men også som en brændende, udslettende kraft. Det er en slags skabelsesberetning, men bestemt ikke en uden strid og begær: ”Kæmp for dig selv og din ære / Dø, om det gælder, at leve det koster dit liv / Som den første menighed / Havets morgenrøde skød / Det iskolde sorte hjerte”, synger Theis Wilmer Poulsen og Simon Sonne Andersen i kor som en tvedelt Janus, som jo netop var den romerske gud for overgange fra en fase til en anden, for dualitet og for slutninger. Musikken bølger frem og tilbage mellem iskolde og frådende sortmetalliske passager og varmere, mere proggede momenter, og det er klart en styrke, at den kompositoriske opfindsomhed og modet til at bevæge sig ud ad musikalske tangenter (igen, no pun intended) er så insisterende, når Orms værk har et så ærefrygtindgydende omfang.
Den lange spilletid med få numre gør også, at man som lytter må anlægge en anden strategi, end man måske ofte bruger, når man lytter til musik. Vejen ind i et album for mig går tit igennem et enkelt nummer, der lokker mig ind og åbner resten af albummet for mig. Med ’Intet – Altet’ er der derimod ingen vej udenom. Som lytter må man sætte sig ned, koncentreret, og opleve de halvanden time, det tager at blive ført gennem værket, for det er tydeligt tænkt som ét langt forløb. Jeg er ret begejstret for det mod, der lægges for dagen, for den type album passer dårligt ind i streaming-æraens fokus på korte numre og tilsvarende korte opmærksomhedsspændvidder. Men hey, måske er det en god anledning til at give Daniel Ek en lang mellemfinger og opsøge musikken på Bandcamp eller vinyl i stedet for? Herfra skal der i hvert fald lyde en salut for Orms villighed til ikke at lade sig underkaste algoritmeapparaternes logik.
Et hår i suppen
Svagest på ’Intet - Altet’ står i min optik instrumentalnummeret ’Trance/Floden, som kan lede’, men det er en dom, jeg eksekverer med tøvende guillotine, for jeg kan fornemme, at det her er et af den slags album, som vokser og forandrer sig sammen med en med tiden. Hvem ved? Måske skifter jeg mening, men for nu er det den del af albummet, jeg har sværest ved at finde ind i. Måske kilder det min i den tidlige punk-ungdom installerede prog-skepsis lidt for meget? Der er dog smukke øjeblikke, også i dette nummer, og om ikke andet er det en tydelig demonstration af, hvor vellydende og velproduceret en plade, ’Intet - Altet’ er.
’Mod døden’, den uundgåelige afslutning på albummet, men jo også på livet, står lige nu stærkest for mig. Nummeret åbner med granittung chugging og lys tremoloriffende melodiføring over Adam Bjørn Schønemann-Warmings forbilledlige trommespil, som endda på smuk vis får lov at stå alene i et øjeblik, der virkelig renser øregangene og lader opmærksomheden fæstne sig på små rytmiske detaljer og trommernes konkrete lydmateriale - det er i det hele taget en fornøjelse at lytte til ham over hele albummet – og vi får igen lyrik, som behændigt undgår at falde i gryden med de store black metal-klichéer: ”Du kom fra intet / Du blev til altet / Du kom fra intet og bar livet ind i altet / Fra dyden / Mod døden / Floden, som kan skabe / Floden, som kan lede”. Smukke ord, som afrunder og indrammer albummet fint.
(Og de der korrekte kommaer efter ”floden”, ikke? Gåsehud. Uironisk tak, Orm.)