RF 26: Har de fundet kuren mod ældning?
Beskyt The Cure for enhver pris. Jeg forlanger mindst tre årtier mere med The Cure. Det burde kunne lade sig gøre, at dømme efter denne aften.
Briterne spillede med et let og ubesværet antrit, som om årene siden debuten i 1979 slet ikke havde ældet dem. Første nummer, ‘Plainsong’, var en god påmindelse om, hvor vitale The Cure lyder her 50 år siden deres dannelse. Den for bandet så karakteristisk lange intro bølgede smukt hen over Dyrskuepladsen og det publikum, der syntes at bestå af 50 % henført lyttende publikummere og 50 % snakkende mennesker, hvis fest bare lige tilfældigvis var der. Skulle man være i tvivl, så tilhørte jeg førstnævnte segment, der havde lyst til at tysse ad sidstnævnte med et strengt skolelærerblik hen over brillerne.
Det var ret vidunderligt at høre, hvor godt et liveband The Cure stadig er. Reeves Gabrels spillede flot på sin guitar, og det er, som om han i denne sammenhæng bedre forstår at styre sig, end han eksempel gjorde i årene med Bowie. Og ‘Pictures of You’, en personlig favorit fra mesterværket ‘Disintegration’, demonstrerede tydeligt, hvor let og flydende Jason Cooper spiller på sine trommer. Det var en fornøjelse at høre ham under hele koncerten.
Vi fik en perlerække af The Cures mere sørgmodige og kærlighedsfyldte sange ‘A Night Like This’, ‘Lovesong’ og førnævnte ‘Pictures of You’ gik lige i hjertekulen, og eneste anke er en, jeg før har haft over for The Cure live; Simon Gallups bas havde for meget top, og den konkurrerede fra tid til anden om denne del af frekvensområdet med Robert Smiths stemme. Gallup spillede fint, og der var som sådan ikke noget i vejen med hans indsats. Det her var et problem med lydmikset, og jeg bemærkede, at det var mere udtalt længere bagude.
‘Fascination Street’, som vel egentlig ikke er min favorit fra ‘Disintegration’, fungerede rigtig godt denne aften, det samme gjorde ‘Never Enough’, hvor Smith fyrede op for tamburinen. Smith var i godt humør, og det var charmerende, som han smådansede og smilende kokketerede med publikum. Og hvor er det dog en vidunderlig gave, at 67-årige Smiths lyse stemme stadig lyder så godt.
Ligeledes har Smith bevaret sin evne til ubesværet og elegant at spile guitar. Det slog mig især under ‘A Strange Day’, som også begejstrede med sit følelsesfulde flow. Under ‘A Forest', som lød skønt, begyndte jeg dog at blive bekymret. Jeg fornemmede, at det regulære set snart ville være forbi, og vi havde ikke fået ‘One Hundred Years’, en troværdig kandidat til titlen som verdens bedste sang. Den havde bandet ellers spillet til deres seneste koncerter. Og ganske som frygtet forlod The Cure nu scenen med et: “Two Minutes”. Således var det tid til den mere festlige del af koncerten, og da de vendte tilbage fik vi en sublim ‘Lullaby’ og den semifrygtelige ‘Wrong Number’, om hvilket man mest positivt kan sige, at det var det første nummer, Reeves Gabrels medvirkede på, før han officielt blev medlem af bandet. Lidt bitter kan man måske godt være over at skulle udsættes for et så middelmådigt nummer i stedet for ‘Pornography’-klassikeren!
Det lod publikum sig dog ikke mærke med. De var tydeligt begejstrede over, at vi var landet i partysektionen af koncerten, og vi fik ‘The Walk’, ‘The Lovecats’, ‘Let’s Go To Bed’, ‘Friday I’m in Love’ og ‘Close To Me’ som en regulær hitparade, inden The Cure sluttede af på klassisk maner med ‘Boys Don't Cry’. En tydeligt bevæget Smith kneb en lille tåre over begejstringen, og jeg måtte også selv overgive mig og slippe bitterheden over ikke at have fået min personlige Cure-favorit serveret. Det havde jo været en fremragende koncert uanset hvad.