Copenhell 26: Alice Coopers revanche
Populær
I en alder af 78 år beviste Alice Cooper på Copenhell, at legenden på ingen måde færdig.
2. Spark in the Dark
3. No More Mr. Nice Guy
4. House of Fire
5. I'm Eighteen
6. Feed My Frankenstein
7. Dirty Diamonds
8. Hey Stoopid
9. Dangerous Tonight
10. Poison
11. Brutal Planet
12. Ballad of Dwight Fry
13. Cold Ethyl
14. Only Women Bleed
15. Second Coming / Going Home
16. School's Out / Another Brick in the Wall
17 Smells Like Teen Spirit
Med næsten 4.000 shows fordelt på seks årtier, så er den ukuelige Alice Cooper et fyrtårn i rockhistorien. Cooper med det borgerlige navn Vincent Damon Furnier er fyldt 78 år, men han lyder sgu stadig overbevisende, når han synger om at være 18 år i klassikeren ‘I’m Eighteen’ fra det udødelige mesterværk ‘Love it to Death’.
Det er ti år siden, Cooper senest gæstede Copenhell, hvor han leverede et middelmådigt show, men denne gang tog entertaineren tidligt onsdag aften revanche i den stegende sol, der fik støvet til at hvirvle rundt foran Helviti.
Welcome to the party sang Cooper tidligt i sættet og serverede en sprudlende fest for et veloplagt publikum, der glædeligt tog imod invitationen.
Vi fik alle de velkendte klassikere og tricks, som har udviklet sig med diskografien, men vi fik faktisk også noget, vi ikke har set før. Nemlig det fremragende nummer ‘Dangerous Tonight’, han aldrig før har spillet i Danmark, og hvor Cooper levede sig ind i rollen som nattens vampyr iført sort og rød kåbe. Fra samme plade fik vi også titelnummeret ‘Hey Stoopid’, der gik rent ind i Helvede, så den salige Ozzy Osbourne, der synger backing vokal på nummeret, sikkert så anerkendende til oppefra himlen.
Øjnene blev røde af det massive støv, der rejste sig under pøbel-hittet ‘Poison’, der fik publikum til at hoppe og midaldrende kvinder til at crowdsurfe. Den kendte alle. Men de færreste synes at kende den geniale ‘Ballad of Dwight Fry’, hvor Cooper sang iført spændetrøjen, mens publikum knevrede uanstændigt løst. Må de blive solskoldet under resten af festivalen.
Som så mange andre rockikoner, var Cooper ikke kreative sidst i 1990’erne, men han vendte hårdt tilbage med comeback-pladen ‘Brutal Planet’ i år 2000. Der er pondus i nummeret på pladen, men på Helviti blev den serveret i en kedsommelig flad version. Vanen tro fik de faste musikere hver sin tur i spotlyset og viste evnerne i soloformat. Shredderen Nita Strauss holder barsel og er på turneen byttet ud med den kun 22-årige Anna Cara, der næsten stjal showet fra hovedpersonen. Cara imponerende med sublime fortolkninger af diskografiens velkendte soli, men hun gjorde det uden enerverende attitude og lod spaden tale for sig selv.
Modsat mange af sine samtidige rockvenner, der ikke blev ældet med ynde og er rejst videre, så har Cooper holdt sig ædru siden 1986. Det kan i den grad ses på den sympatiske rockstjerne, der stadig har formen, formatet og stemmen til, at han ikke fremstår som en anakronisme fra en fjern fortid.
The Coop kan endnu, og selvom han var en tand bedre i K.B. Hallen for fire år siden, så fik han på Copenhell bevist, at han stadig optræder med værdighed og forhåbentligt kommer tilbage uden, at der skal gå ti år igen.