Dødsmetal i Pompejis skygge
Praktiske problemer skæmmer oplevelsen – men Opeth og Blood Incantation forvandler stadig Pompejis amfiteater til et magisk koncertsted!
Hjärtat Vet Vad Handen Gör
Godhead’s Lament
§7
The Devil’s Orchard
Windowpane
The Grand Conjuration
Demon of the Fall
§3
You Suffer (Napalm Death-cover)
The Drapery Falls
Hex Omega
—---------
Deliverance
Før vi går dybere ind i selve koncerten, som i dette tilfælde åbenlyst har en helt særlig betydning, er det vigtigt at komme med en disclaimer, for der er bestemt ting, der bare ikke spillede i aften.
Ting, der er ude af bandets egne hænder, vel at mærke.
Som f.eks, når Pompeji selv annoncerer, at aftenens koncerter starter kl. 21. Det samme bekræfter en vagt, vi spørger på vej ud fra ruinerne tidligere på dagen. Da vi står i merchkøen udenfor amfiteatret kl. 20:30, kan jeg dog i det fjerne høre en sekvens af åbningsnummeret fra ‘Absolute Elsewhere’ i det fjerne, og jeg må konstatere, at vi alle er blevet holdt for nar, hvorfor jeg kun når at opleve de sidste fem minutter af ‘The Stargate’. En kendsgerning, vi også deler med bl.a. de italienere, der sidder lige bag os. Hverken Blood Incantation eller Opeth startede kl. 21, så hvem end der har forårsaget den fejlinformation, fortjener absolut en røffel af en anden verden.
Et andet og endnu værre kritikpunkt er de mildest talt elendige “bar”-forhold. Sat i citationstegn, fordi det kun var per definition og navn, at der var en bar, hengemt bagerst i en udstilling udenfor amfiteatret, uden nogen information om dens eksistens overhovedet. Den solgte kun øl, hvis man bundede dem med det samme ved disken, og ellers var det eneste, de solgte, som man måtte medbringe videre ud fra udstillingsområdet, vand. Det komplette fravær af information gjorde, at vi først brugte et kvarter på at stå i en kø, der ikke bevægede sig overhovedet, før vi fandt ud af, at det var den forkerte kø – hvilket blot siger endnu mere om, hvor mangelfuldt det var organiseret.
Vi snakker en begivenhed, der ikke blot er et tilløbsstykke for folk fra Peru til, ja, Danmark, men også foregår i 23 graders varme, hvorfor drikkevarer er en helt naturlig nødvendighed, og så er det simpelthen ikke ok at være så elendig til at informere gæsterne både fra nær og fjern om så elementære forhold som, hvornår første koncert starter, hvor man kan købe drikkevarer, og hvordan køsystemet til selvsamme bar fungerer.
Men nu er det jo trods alt ikke Pompejis evner til at holde koncerter, der er omdrejningspunktet. Det er dog kritiske fejl, der bør påtales, når det vitterligt går ud over helhedsoplevelsen, og fx min veninde ender med at misse hele Blood Incantation-showet på grund af førnævnte “bar”-vilkår.
Hvorfor dette amfiteater har en helt særlig betydning, kan (fraset Pompejis åbenlyse, historiske betydning for 2.000 år siden) i høj grad tilskrives Pink Floyds fantastiske koncertfilm fra 1971, som både dannede præcedens for koncertfilm-mediets muligheder og satte bandet i scene i amfiteatrets sceniske rammer. Pompeji har de sidste 10 år igen taget deres amfiteater i brug til mange live-koncerter, bl.a. med King Crimson, Jean Michel Jarre og Dream Theater – dog ikke i denne tungere ende af metalspektret.
Efter at have set Blood Incantation fremføre hele ‘Absolute Elsewhere’ både i Amager Bio og på Copenhell, skulle man ikke tro, at selvsamme ombæring fortsat kunne overraske. Med det sagt, så er vi, i det mindste i min ydmyge optik, ude i den vigtigste metaludgivelse i hele dette årti, og derfor er Blood Incantation lige så vigtige at opleve, når nu de får denne spektakulære kulisse til deres rådighed. Som tidligere nævnt bliver det dog uden det meste af åbningsnummeret ‘The Stargate’, hvilket naturligt begrænser, når de som support kun når at spille ‘Absolute Elsewhere’ fra start til slut uden øvrige numre på sætlisten, men intensiteten er stadig lige slående i alle vekselvirkningerne undervejs.
Vi var mange, der sad noget uroligt i vores sæder, når musikken nåede nye højder, uagtet pladen nu har et par år på bagen, men Blood Incantation er sublime musikere, der virkelig mestrer at få materialet til at leve, også her i koncertformatet.
En fremragende opvisning endnu engang, hvor materialet løfter sig perfekt op til skyerne, når de mere spacy passager tager teten, og tilsvarende slår hårdt ind, når de dødsmetalliske kontraster tager over. Hvordan Blood Incantation bevæger sig videre herfra, bliver spændende at følge … i mellemtiden er jeg fortsat helt med på rejsen!
Da Opeth indtager scenen kl. 21:20, har dagslyset så småt lagt sig, og svenskens levende, visuelle projektioner kommer tydeligt til sin ret i mørket. En faktor, de har skruet noget op for siden udgivelsen af ‘The Last Will and Testament’, hvorfra den første paragraf fortsat åbner sættet, inden vi får en fremragende udgave af ‘Hjärtat Vet Vad Handen Gör’, og så er stemningen ellers lagt. Mikael Åkerfeldt vrøvler løs om:
“Grappo! Bruschetta!
Mit italiensk er virkelig ringe, men altså, det samme er jeres fodboldhold! Men ok, vores svenske hold spillede også et par kampe for lidt siden … de var også elendige!”
Og så er humoren ellers lagt for en aften, hvor Åkerfeldt gang på gang hæfter sig ved, at det her altså bliver en aften, de aldrig kommer til at glemme, fordi Pompeji. Samt tilfældigt bemærker, at han også fik et opkald fra Mike Portnoy (Dream Theater), dengang de spillede dernede … men at de selv (Opeth) altså ikke havde tænkt sig at spille den der med Fink Ployd. Det gør nu heller ikke spor, når alternativet er, at vi i stedet får et deep cut fra ‘Still Life’ i form af ‘Godhead’s Lament’, som jeg, på trods af 21 Opeth-shows under bæltet, ikke har hørt dem spille siden 2009. En personlig favorit, som eksekveres til perfektion med lidt supplerende keys fra Joakim Svalberg.
Opeth har altid for vane at sprede sættet ud, så der er lidt fra hele diskografien. Således også i aften, omend de efterhånden har så mange plader på cv’et, at de sjældent når hele vejen rundt, og således bliver de første to plader samt ‘Pale Communion’ og ‘Sorceress’ forbigået i denne ombæring, men det bærer vi over med. Især, når de f.eks hiver ‘The Grand Conjuration’ ud af skyggen i stedet for ‘Ghost of Perdition’, der ellers er fast inventar i deres sætlister, eller når den lækkert drømmende ‘Hex Omega’ luftes for første gang i ti år som aftenens lukker.
Det er kun enkelte, brodne kar, der tæller en smule ned i regnskabet for Opeths vedkommende. Heriblandt Waltteri Väyrynen, der tidligere har skuffet mig en smule som en meget låst trommeslager, der mangler det swagger, hans forgængere bag trommestolen havde. Således også i dag, hvor hans meget stramt spændte, næsten blikmetalliske trommelyd til tider bliver en kende forstyrrende for helheden, bl.a. i førnævnte ‘Hex Omega’. Ingen tvivl om, at han er dygtig og kan sit kram, men jeg er fortsat ikke helt overbevist om, hvor godt han passer ind i Opeth, og det bekræfter koncerten desværre igen i dag for mit vedkommende.
Derudover er lyd-setuppet ikke helt på niveau med tidligere oplevelser som fx begge gange i DR Koncerthuset eller sågar endda for et par år siden i Amager Bio. Det er en virkelig levende og smukt eksekveret koncert, der går lige i hjertekulen her i amfiteatret, jovist, men er det lyden, du brænder for, så har jeg trods alt oplevet dem i rammer, hvor den kom bedre til sin ret.
“Kunne I lide Blood Incantation? Vi mødte dem for nogen år siden i Denver. Dejlige fyre. Én irriterende ting dog er at gå i pladebutikker med dem … de vil altid have det samme som mig!”
Åkerfeldt får gang på gang publikum med sig med alle sine vittige indspark undervejs, hvor han også bemærker, at de og Blood Incantation jo netop er de første til at synge dødsmetal-skrig herinde, “... men der har vist været dødsskrig herinde engang …”. Tør, sort humor, som kun Åkerfeldt kan levere det.
Udover ‘Godhead’s Lament’ og den altid sublimt emotionelle ‘The Drapery Falls’, der virkelig får fællesskrålen aktiveret, er ‘§7’ absolut også et highlight, hvor især Svalbergs vævende keyfraser og den tungt repetitive outro går rent ind som en helt naturlig del af deres repertoire for dem, der fortsat måtte savne de gode, gamle dage.
Jeg må derudover også hylde den her ting med, at et tilfældigt publikum råber “You Suffer!”, og Åkerfeldt så omgående griber bolden og snakker løs om Napalm Death, og hvor meget mere de formår at udtrykke i 2sekunds-bangeren blot med teksten “You suffer, but why?”, end han gør med alle hans Opeth-tekster. Et smukt glimt i øjet, toppet med to omgange ‘You Suffer’, fordi hvorfor ikke … og så kan de ellers fortsætte hvor de kom fra.
Og ja, selvfølgelig får vi ‘Deliverance’ som ekstranummer til sidst – en evig klassiker i Opeth-regi, så sikker som amen i kirken.
Alt i alt en fremragende aften, som bestemt kunne udmærke sig ved en liveudgivelse i videoformat, hvis det da er noget, der ligger i kortene. Med lidt behandling af lydbilledet ville det blive en sublim udgivelse, sat i disse rammer – og så vil man, modsat os til koncerten, komplet kunne ignorere Pompeiis mangelfulde evner til at kommunikere til deres gæster og noget så rudimentært som at administrere en bar her i højsommeren.
Om jeg kommer til at se flere koncerter her i amfiteatret er med andre ord tvivlsomt – men jeg er glad for, at vi gjorde det, og uagtet omstændighederne, så vil det være en koncert, jeg sent vil glemme, fordi Opeth virkelig er i en liga for sig og beviste det endnu engang i de smukke rammer, med Blood Incantation som support. Et bedre, dødsprogget fit her i amfiteatret kan jeg næppe forestille mig!