Metaldiktator: My Chemical Romance – The Black Parade
Populær
Få plader har været så voldsomt polariserende som My Chemical Romances storværk ‘The Black Parade’. Sjældent har man oplevet så stærk fandom og så stor antipati, som den plade fremkaldte. Nu er den femten år gammel, og vi ser tilbage.
2. Dead!
3. This Is How I Disappear
4. The Sharpest Lives
5. Welcome to the Black Parade
6. I Don't Love You
7. House of Wolves
8. Cancer
9. Mama (featuring Liza Minnelli)
10. Sleep
11. Teenagers
12. Disenchanted
13. Famous Last Words
14. Blood
23. oktober 2006 skulle blive en stor dag i rockhistorien. Her udkom nemlig ‘The Black Parade’. My Chemical Romances helt store gennembrud, og måske også det allersidste store rockalbum.
Mange stemmer, særligt ældre mænd, der har spillet guitar i årtier, har ofte ytret, at rockmusikken er død. Det er naturligvis ikke rigtigt, da rockbands stadig både dannes, udvikler sig, udgiver plader og spiller koncerter. Forskellen er dog, at det er noget man selv skal holde øje med.
Den tid, hvor et rockband kunne ramme den internationale stratosfære og være et enormt kulturelt fænomen er forbi. Den sidste rockplade, der ramte hele verden som en damphammer og tvang alle til, i en eller anden grad at forholde sig til den, er passende nok en konceptpladen om døden. My Chemical Romance var et fænomen og ‘The Black Parade’ afsluttede en æra på godt og ondt.
Rockoperaens renæssance
Kritikken af ‘The Black Parade’ handler som regel om noget helt andet end det musikalske indhold, og derfor er det væsentligt at etablere disse elementer først.
My Chemical Romance var ikke et ubeskrevet blad da den udkom. I deres afkrog af musikkulturen, den på dette tidspunkt blomstrende emokultur, var de et velbeskrevent blad og havde stor indflydelse på dem, der allerede nu klædte sig i sort og hang ud på Myspace. Adskillige har også udtryk forbløffelse over, at det ikke er forgængeren, ‘Three Cheers for Sweet Revenge’, der skrives diktator om. Der er mange gode argumenter for at lytte til dette hovedværk inden for anden bølge af emomusikken, men på trods af at det er en fremragende plade, der på mange måder fungerede som gateway ind i den mørkere musik, er det blot en god plade. ‘The Black Parade’ er en exceptionel plade.
Og selvom den på mange måder var noget helt andet end den rockverden, den sparkede døren ind til, skal en stor del af dens succes findes i netop de gamle plader.
‘The Black Parade’ er et konceptalbum bygget over en forestilling om, at døden tager form af ens kæreste minde, og mens Patienten, som hovedpersonen kaldes, langsomt forsvinder i cancer, ser han sit liv passere revy, i form af et orkester, hans far engang tog med ind for at se.
Pladens historie balancerer i den liminale fase mellem liv og død, og det er interessant at følge hvordan Gerard Way og resten af bandet beskriver forløbet mellem afmagt og accept, fortvivlelse og trodsighed, og dette afspejles klart i den enorme diversitet, der er i sangene.
Musikalsk er det også et album, der spænder vidt. Den umiddelbart mest tydelige indflydelse, skal hentes tilbage i 1979, hvor Pink Floyd udsendte deres måske mest storslåede album ‘The Wall’. Dette er tydeligt forlægget til ‘The Black Parade’ og brødrene Way har også flere gange slået fast, at Pink Floyd er deres yndlingsband. Dette ses også i videoen til ‘Teenagers’, der har en næsten direkte gentagelse af åbningsscenen i ‘The Wall’.
Det er ikke kun videoen, der trækker tråde til det gamle mesterværk. Adskillige lydpassager er klare hyldester til de britiske prog-giganter. ‘The End.’ spejler sig i både ‘In the Flesh?’ men også i Bowies ‘5 Years’, ‘Mama’ i ‘The Trial’ og man kan ane overgangen til ‘Another Brick in the Wall pt.1’ i slutningen af ‘I Don’t Love You’. Det teatralske og dramatiske i hele opbygningen kan altså spores direkte hertil, og til dels også til den lidt tidligere ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’, der ligeledes pionerede konceptalbummet og satte rockoperaen på verdenskortet.
Den dramatiske opbygning skaber en sammenhængende fortælling i historien, og det er også på sit allermest dramatiske, at indflydelserne er tydeligst.
Ikke mindst på tracks som ‘The End.’ og ‘Mama’, med sin fabelagtige gæsteoptræden fra den legendariske Liza Minelli, hvor campen tager over og Gerard Way virkelig giver los på den højspændte teatermimik.
Naturligvis er My Chemical Romance også et anden-bølge emo-band, så rocken får ikke lov at stå alene. Det der gjorde forskellen på dem og deres samtidige som for eksempel AFI, Fall Out Boy eller Paramore, der alle også oplevede succes i midten af dette årtusindes første årti var dog netop kombinationen af musikgenrer.
At My Chemical Romance var i stand til at gøre musikken stor – at ophøje den poppede punk med de triste tekster til stadionrock, hvor flere tusinde mennesker sang med, skyldtes i høj grad den lektie de lærte af fortidens giganter. Der er ikke langt fra Freddie Mercury til Gerard Way, især ikke når man sammenligner Ways uniform på Black Parade-turneen med Mercurys ikoniske gule uniformsjakke fra Queens optræden på Wembley i 1986. Det militaristiske islæt med den ublu homoerotiske sexappeal var lige i øjet, og som et fotonegativ af den farverige Queen-sanger, var Gerard Way med afbleget hår det perfekte modstykke, både hvad angår scenetilstedeværelse, men også hvad angår vokalpræstation.
På føvnævnte ‘Mama’, på ‘Welcome to the Black Parade’ og på ‘Teenagers’ er kraften indiskutabel og frontmanden er fuldt ud i stand til at levere for lungernes fulde kraft med en lethed og en legesyghed, der ikke står tilbage for salig Mercury – i hvert fald på plade. Live faldt amerikaneren lidt mere igennem.
My Chemical Romances leg med inspirationer og en fintfølende fornemmelse for trends gjorde ‘The Black Parade’ til et kunstnerisk og kommercielt mesterværk – nutildags sover de unge foran butikkerne for at købe nye sneakers, i 2006 var det for at få fingrene i en fysisk udgave af ‘The Black Parade’
Fra første færd, patientmonitoren på ‘The End’ til den storslåede albumlukker ‘Famous Last Words’, er pladen gennemarbejdet og gennemtænkt, og man kan fornemme hvor tydeligt det hele passer sammen uanset hvorhenne man bevæger sig i intensitet – om det er skramlet og rocket, eller storslået og teatralsk.
Dem med pandehår mod dem uden
My Chemical Romance blev emoens ansigt for omverdenen med alt hvad det medførte – både for dem, der var fans, og dem der i den grad ikke var.
Tiden var en anden i 2006, og derfor var responsen også noget hårdere end den vi oplever i dag. Eller i hvert fald kom den i en anden form.
En My Chemical Romance-fan beretter overfor Devilution både om det enorme, globale fællesskab de fandt i bandet, hvor lokale fanklubber bød internationalt tilrejsende fans velkommen i deres egne hjem, når de skulle opleve bandet på en af deres utallige koncerter i albummets kølvand, men også om den massive negativitet de mødte fra udenforstående.
Det var Myspaces storhedstid, og fansene organiserede sig i grupper på platformen, delte billeder, tegninger og betroede sig til hinanden om hvordan musikken påvirkede dem. Som én fortalte, var pladen så direkte lavet til målgruppen, at den klikkede fra dag 1, og blev til næsten hele identiteten.
My Chemical Romance var umulige at komme udenom, og derfor blev de ikke kun samlingspunkt for dem, der følte noget særligt for musikken og for hvem, det var en adgangsbillet til et mørkere univers, der i højere grad afspejlede deres liv og bekymringer end den hiphop, der, i mainstreamen, var mest fokuseret på in-your-face-seksualitet og materielle goder, der ellers dominerede verden.
For den del af samfundet, der var vant til guitarmusik, men ikke havde klippet pandehår i de lange lokker, var bandet dog anatema, og blev brugt som billede på alt det, der var galt med musikken i de år, de sammes kærlighed til Queen, Pink Floyd og David Bowie desuagtet.
Vores fan fortalte, hvordan særligt de jævnaldrende drenge og unge mænd var modstandere af bandet og tematikken, og hvordan den særligt rettede sig mod det store antal unge kvinder, der fandt fællesskab og glæde i musikken.
– Jeg tror det i bund og grund handlede om at de [drengene] ikke var inviteret med. De var ikke målgruppen og de blev fuldstændig efterladt udenfor. Det passede ikke så godt sammen med teenagerdrengenes ego, som synes at de var de fedeste i verden og at pigernes opmærksomhed burde være rettet mod dem i stedet for nogle dumme musikere. Det var noget de ikke kunne forstå, og modsvaret var så at håne det.
Kritikken fra metalverdenen lagde sig generelt i to strenge. Den ene gik på bandets fans. Det var piger, der ikke forstod noget om musik, der var hoppet på en bølge, eller alene var vilde med image og pæne, unge mænd. Den anden gik på bandet selv, og deres uapologetiske androgyni og sarte udtryk – igen, uden at skele til Bowies pionerskab på det område mange år tidligere.
Det var altså en kritik, der måske var foranlediget af en manglende forståelse for ‘The Black Parades’ popsensibiliteter, men som fik udtryk i en aldeles hård form for sexisme og homofobi. En periode for metallens fans, der ikke står særligt pænt nu, femten år senere – og som i øvrigt gav ekko, da Justin Bieber blev populær nogle år senere.
Det var dog ikke overraskende, får vi oplyst, da de unge kvinder i scenen i forvejen var vant til at metalfans var mindre end følsomme, når det kom til seksualitet og nærmest opfattede sin homofobi som et adelsmærke, i hvert fald ifølge de kilder vi talte med.
På mange måder var det en kamp mellem konformitet og det modsatte, nu blot med metalmusikken som etablissement.
Også derfor, er ‘The Black Parade’ også værd at behandle grundigt, da den netop viser hvordan metallen kan lukke sig om sig selv og blive konservativ, trods den selvopfattelse de fleste af os holder højt. My Chemical Romance havde ret på 'Teenagers'. Teenagerne skræmte livet af os. Metallen var uforstående over forteenagere, der rettede sig mod det mørke og det alternative, men valgte os fra.
Hypermaskuliniteten døde i den tid, ikke på grund af My Chemical Romance, men sikkert hjulpet godt på vej af dem. Samtidig døde rocken som verdensfænomen. Heller ikke dette var deres skyld.
Men i 2006 stod My Chemical Romance på karrierens tinder og så ud over hele verden. Og dette gjorde de på skuldrene af et mesterværk inden for genren. Emoen havde sejret og den skulle komme til at spille en rolle for mange fremover, når den blev absorberet ind i musikken som helhed.
Uden MCR, ingen Lil Peep, ingen Post Malone, ingen Princess Nokia, ingen Olivia Rodrigo. Og herhjemme havde vi nok ikke oplevet den gevaldige opblomstring i hardcore- og screamoscenen som Puke Wolf, Omsorg, Demersal, Eyes og mange flere står for lige nu.