Knallertpunk og cola light
Punk-kvintetten Riot Sun har svært ved at vælge retning, og aggressionen kan ikke nå højere op end til en sukkerfri sodavand.
2. Nineteensixtynine
3. Panglossian
4. Nothingness
5. Trials
Bestikkelse virker ikke. Men gimmicks er vejen frem. Julekorts- og EP-aktuelle Riot Sun har sparket døren ind i forhold til at få opmærksomhed fra Devilution (se årets fysiske udgivelse). Spørgsmålet er så, om de bliver tilfredse med resultatet af den opmærksomhed.
Den danske hardcore-scene har det egentlig meget godt. Der er en del at komme efter, og de vrede unge m/k ligger ikke på den lade side for tiden. Som en del af denne bølge ligger de fem i Riot Sun godt placeret i den lave ende. For hvor bands som Eyes og Quitters sparker dig i tænderne med deres kompromisløse aggression, vil Riot Sun heller ae dig blidt på hovedet og måske nappe dig lidt, hvis du er fræk.
Cykelsti med buler
‘Bruises’ er en kort sag – kun fem numre – men alligevel er den udover det hele. Og det er dens største problem, for den er mildest talt ujævn. Ingen af de fem tracks minder om hinanden, og derfor føles det mærkeligt utilfredsstillende at lytte til den.
Åbningen er ellers god: ‘Told You’ er flabet og i dit fjæs og sparkes godt i gang med et knallert-riff krydret med et åbningsriff og en vokal, der, med lidt god vilje, kunne lyde lidt som John Dyer Baizley i gamle dage, og selvom tempoet sættes ned, holdes den snottede attitude ved lige, gennem både blødere sang og kor, så ideen fastholdes.
Opfølgeren ‘Nineteensixtynine’ er i stedet småpunket post-hardcore, med callbacks til dengang det var alment acceptabelt at synge en sang uden at ramme én ren tone. Det er stadig temmelig charmerende, så Riot Sun slipper for skældud på den front. At teksten knyttes op på kvinders rettigheder og modstand mod kvindedrab med udgangspunkt i Sharon Tate giver også plus-points.
Grohl i munden
Skældud kommer der til gengæld nu, for næste track, vi udsættes for, ‘Panglossian’, er et uhæderligt rocktrack direkte fra Skanderborg Festival. Det er ren pikkeri i både guitar og vokal og har intet med hverken punk, hardcore eller aggression at gøre. Smagen af Dave Grohl sidder grimt fast i munden bagefter.
Det samme kan siges om ‘Nothingness’, der indledes godt med en Sum-41’sk attitude, men som så igen afløses af radiorockriffs.
Riot Sun er rigtigt gode til at spille vred Warped Tour-punk, det er bare synd, de føler behov for at appellere til P3-anno 2005-crowdet. Herfra håber vi på mere ‘Told You’ og ‘Trials’ på næste plade. Ellers må vi sende den videre til mindre kritiske konkurrenter.