Kylling, rotte, lus, mand
Populær
Selvom man ikke må øve sig, skal punk helst komme direkte fra øveren. Quitters første lp er ikke andet end rå, uforfalsket fuck-dig-musik.
2. Under My Skin
3. Share My Fear
4. Earthly Delights
5. Down in the Mud
6. Nuclear Breeze
7. You Disgust Me
8. Paranoid
9. Lie to Me
10. Imaginary Friends
Københavnske Quitters blev taget på sengen, da de blev kontaktet om promomateriale til deres første lp. “Altså, er det bare noget tekst om bandet og pladen og måske et billede?” Retur fik jeg ni linjer i lyserød comic sans med overskriften “Quitters’ professionelle pressemeddelelse”. Hvis det ikke er punk, så ved jeg fandeme ikke hvad er.
Kræmmermarked i helvede
Når Quitters skal beskrive sig selv, forklarer de, at de “bare spiller rock, ikke så meget pis, rigtig meget sjov”. Og hvor den slags måske normalt ville pege en i retning af en eller anden form for gumpetung kræmmermarkedsmusik a la Grumpynators, er Quitters’ opfattelse af sjov en lidt anden. Hvis de skulle spille på et marked, var det nok nærmere i Helvede end på Tante Olga.
‘Man’ er en fæl og beskidt muteret hybrid mellem crust, sludge og punk rock og ville af de fleste nok snarere blive betegnet som rædsom end sjov. Quitters er dog skødesløst dygtige til det, de laver, og selvom det er tydeligt at at høre, at der spilles, som man vil, og man skriver de sange, man har lyst til, er der masser af kvalitet at hente.
Undertegnede fattede først kærlighed til Quitters, efter de stjal showet fra Eyehategods Mike IX WIlliams irriterende, sjuskede og tåbelige ageren i Pumpehuset i 2018. Hovednavnet og publikum var lige elendige, og det eneste, der afholdt aftenen fra at være en fiasko, var de københavnske punkere, som efterhånden er set spille til mange shows i Ungeren og med beslægtet musik. Liveshowet kan varmt anbefales.
Men at kunne udspille mægtige Eyehategod er noget af en bedrift. Quitters er kompromisløse og skeler ikke til masseappel i deres musik. Trioen spytter rendyrket vitriol ud på pladens ti skæringer, og den ‘rock’, de beskriver sig selv som, kan kun være et historisk nik.
Skrig i dit fjæs
De ti numre bevæger sig temmelig vidt omkring med hver deres fokus, men fælles for det hele er den sorte og snuskede kælderstemning. Der er ikke langt til forgængere som Discharge eller Grief i hver deres ende af temposkalaen. Enkelte gange, som på ‘Nuclear Breeze’, kommer vi helt hen på Khanates domæne, når trioen hiver hastigheden helt ned i dyndet og skruer op for den dæmoniske vokal.
Vokalen er særligt interessant i sin dynamik. Fra råbte gloser på den snottede hadesang ‘You Disgust Me’ over flænsende black metal-skrig på ‘Under My Skin’. Den er en konstant og charmerende omskitelig følgesvend gennem de godt 30 minutter pladen varer.
Quitters har tidligere udgivet tre demoer, men dette er første gang, vi får en lp fra dem. De tidligere titler har kredset om dyr, både kylling, rotte og lus, inden vi nu er nået til mennesket. Om det er indbildning eller et faktum, virker dette udspil mere grumt og hadefuldt end de tidligere, hvilket naturligvis vil give mening, progressionen fra nyttedyr til skadedyr taget i betragtning.
‘Man’ er et glimrende skud rå ækelhed, for dem, der vil have grums i punken. For nogles vedkommende vil grumsen dog komme lige rigeligt i munden, hvorfor man kunne ønske sig et lidt mere skarpt optrukkent koncept fra tid til anden. Den slags bliver nok ved drømmen, da Quitters sandsynligvis aldrig kommer til at spille for andre end deres egen skyld.