Fra Dire Straits til Panopticon
Populær
Coronaviruslockdowninspireret transatlantisk klassisk rock-gone-black metal-collaboration er det pureste guld!
2 - Bloom
3 - Home?
4 - Shadows
Wretched Empires består af sanger Tom B., der til daglig slår sine folder i det gennembeskidte engelske sludgeband Allfather, og to tidligere medlemmer af det rasende St. Louis-crustpunkorkester Redbait – Will J. og Cody A. på henholdsvis guitar og trommer. Det er interessant, for Wretched Empires lægger sig overhovedet ikke op ad nogle af de nævnte bands, der for begges vedkommende beskæftiger sig med mere knusende og kæberaslende smadderrytmer.
Wretched Empires spiller derimod en naturromantisk black metal a la Panopticon, med en omgang NWOBHM-inspiration som fløde på grøden.
Det er egentlig underligt, at så få bands interesserer sig for denne kombination, for i de tilfælde, jeg har hørt, fungerer det fremragende. Ungarske Bornholm spillede for eksempel fremragende højtflyvende black metal på demoen ‘Awakening of the Ancient Ones’, hvor de kvitterede med smukke covers af både Iron Maidens ‘Transylvania’ og Carl Orffs ‘O Fortuna’.
Wretched Empires forsøger sig med en lignende genrekombination her. Og guitaren er intet mindre end sublim på de fire tracks, vi må nøjes med. Som en sød sirup lægger Will J.’s toner sig hen over både de skrigende og de dybere vokallinjer i ‘Ghosts’ og gør det til en sand fryd at lytte til.
Ikke nok med, at den tidligere crustpunker behersker de storladne sweeps, så formår han også at shredde som en ægte black metaller. Kontrasten mellem tremoloriffs og stærk melodi trækker tankerne hen på Ulvers mesterværk 'Nattens Madrigal' og denne evne til at skabe melodi i dissonans er sjælden.
Vokaluniverset leder ligeledes tankerne hen på et gammelt Ulver-relateret projekt, nemlig Borknagar. For især i første track benyttes hele tre lag af vokal, hvoraf et af dem er et dybtliggende mandskor. Det er et stemningsskabende greb og fungerer til at lægge dybden i nummeret. Da Tom B. går fra sin black metal-vokal over til en dybere lyd af desperation, inkorporeres den følelse af magtesløshed over planetens ødelæggelse i selve sangens lyd.
Dire Straits – I min black metal?
Bandets største genistreg er dog at lave en mellemsekvens, der lyder som Dire Straits uden at lade det blive kitsch. Den instrumentale ‘Home?’ tager alt det gode fra mesterværket ‘Brothers in Arms’ og lader det fungere som optakt til den energiske og ligeledes guitarekvilibristiske ‘Shadows’. Denne veksler mellem hakket distortion og en guitarsolo med benene spredt så langt fra hinanden som muligt over et trommespil, der fremmaner billeder af blide bakker, for til sidst at ende i militaristisk percussion og dybtfølte skrig fra Tom B.
I 'Bloom' ligger en perle af moderne black metal, krydret med det bedste fra de sidste 40 år. De store riffs, blandingen mellem black og sludgevokal, den skarpe forvrængning og trommer, der formår både at være insisterende og bombarderende, skaber sammen noget andet, der er forskelligt fra det meste, jeg har hørt før. Fire numre er alt, alt for lidt.