Fucking kunst

Populær
(0) Skamhan

(0)’s debutalbum blæser frem og tvinger forhåbentlig danske black metal-amatører til at overveje, om de kan leve op til standarden

Kunstner
Titel
Skamhan
Dato
24-04-2020
Label
Trackliste
01 - Tyndere end Hud
02 - Sjælstjæler
03 - Skarntyder
04 - Rød Glorie
05 - Sortfugl
06 - SkamHan
07 - Alle Renses
Forfatter
Karakter
5

Det danske band (0) fik efter forbløffende kort tid en kontrakt med østrigske Napalm Records, der blandt andet også huser naboerne i Konvent, de braslilianske thrashere Nervosa og nye og gamle legender som Conan og Candlemass.

Østrigerne har tydeligvis øje for talent – deres signing af den noget mere tvivlsomme Scott Stapp, tidligere sanger i Creed, et af årtusindskiftets mest selvhøjtidelige bands, fraregnet – og der er ingen tvivl om, at de også her har fundet et guldæg.

(0) spiller progressiv post-black metal med både sludge- og post-metal-inspiration, så altså, i 2020-termer: standard fare. De gør det bare med en enorm sikkerhed og med en tydelig mission. Pladen ‘SkamHan’ strækker sig kun over syv numre, men kan ikke beskrives som andet end fuldendt. Samspillet er brillant og tight, og det er tydeligt at fornemme, at hvert eneste bandmedlem forstår og mestrer deres rolle.

Åbneren, ‘Tyndere end Hud’, læner sig lydmæssigt i retning af et af sidste års allerbedste bands canadiske Numenorean med dens atmosfæriske og dybe guitarlyd. Denne fører direkte ind i traditionel tremolopicking, der minder os om genrens anden fødsel i Norge, men overrasker ved at bruge teknikken til at spille riffs, der har en langt mere fyldig og moderne lyd. Dette er kendetegnende for ‘SkamHan’, da den helt tydeligt ikke kunne have været udgivet tidligere end 2020, men alligevel formår at have bagagen med sig.

Pladen kører cyklisk gennem aggression og melankoli, men fastholder sit mørke udgangspunkt, med undtagelse af et decideret festligt surf-agtigt poppunkriff på den ellers nedslående og kulsorte ‘SortFugl’.



Breakdowns – i min black metal?
Det er mere sandsynligt, end du tror.

(0) er nemlig ikke genrepuritanere og stjæler med arme og ben elementer, der fører musikken i retning af det, de vil fremføre, og et af de store brud her, er brugen af breakdowns. Særligt på den tæskende andensingle ‘Skarntyder’, hvor vi bliver forkælet med et heftigt breakdown, der åbner for de lækreste licks fra både bas og guitar, jeg længe har hørt, inden den stemningsmættede, tunge og dystre ‘Rød Glorie’ tager over og trakterer os med knap ti minutters dommedagslyd, der også byder på et lille break, hvor trommerne får lov at dominere.

Pladens højdepunkt er den eponyme ‘SkamHan’, der fører os fra George Harrisonsk guitarvrælen over i indesluttet aggression og en følelsesladet præstation, der gennem sine knap ti minutter tager os med på en rejse gennem ensomhed og skam. Der kan ikke herske tvivl om, at denne sang er værdig til æren som titelnummer, og at den på bedste vis indkapsler (0)’s evner udi både sangskrivning, men i den grad også fremførelse af sangene.



Dansk black metal er ikke for sjov
Da jeg var ung, var Danmark lidt en joke fra et metalsynspunkt. Hvis man ikke gad høre bonderøvsdødsmetal, var der ikke meget at komme efter, da der trods alt er en grænse for, hvor meget King Diamond man kan lytte til på én dag.

Jeg så derfor mod Norge, hvor musikken var var ond, kold og mystisk, og jeg skammede mig over at komme fra et land, der havde så lidt at byde på.

Det har i den grad ændret sig, og den danske black metal-scene har for længst overhalet den norske, der primært drives af sort-og hvidmalede dinosaurer eller musiklærere i striksweaters og deres galmandsværk ud i 80’er-funkcovers.

Sparket i gang af pionererne i Solbrud, myldrer et væld af black metal og black metal-relaterede projekter frem, og en lyd er ved at tage rod. Orm, Morild, Afsky og (0) synger på dansk, og man er faktisk ikke i tvivl om, hvor bandet kommer fra, når man sætter pladen på.

(0)’s lyriske side er ambitiøs og elegant og krydser ind over reel lyrik, i stedet for at holde sig til teenagesatanisme og uinspirerede gåturshymner som i det norske ophav. I stedet får vi tekster, der kræver noget af lytteren, men som bidrager med et ekstra niveau i musikken. Aggressionen i ‘Skarntyder’ løftes til et kosmisk plan med tekstens skiftevise fokus på destruktion og konstruktion, ‘Rød Glorie’ er smerteligt nærværende i black metal, hvis man stadig husker salig Dead, og ‘SkamHan’ kredser om kampen mellem pligt og lyst og den medfølgende skam, uanset hvilken man vælger at forfølge.

‘SkamHan’ er en imponerende debutindsats og bør figurere på adskillige årslister ved juletid. (0) lover meget, men leverer endnu mere.