RF'14: Hipster-black metal af kaliber
Populær
I fredagens meget sene aftentimer var New Hampshire-drengene i Vattnet Viskar sat til at formørke Pavilion yderligere med deres moderne black metal-toner. Og det lykkedes dem.
En koncertfyldt fredag skulle for mit vedkommende afsluttes med lidt “hipster-black”, som Vattnet Viskars musikstil undertiden kærligt kaldes - langt hen ad vejen pga. de stramme jeans, v-halsudskårne t-shirts og pæne frisurer, men også de pænere produktioner i forhold traditionel black metal har affødt kælenavnet.
På mange måder mindede Vattnet Viskar om danske Hexis i både musikalsk og visuelt udtryk. Der opereredes meget med dynamik mellem dystert melodiøse for- og mellemspil og de voldsomme klangflader a la traditionel black. Men der, hvor Vattnet Viskar havde skilte sig ud og faktisk havde et fortrin frem for sine genrekollegaer, var i Seamus Menihanes leg med rytmer under disse klangflader. Under et af sættets første numre (og jeg undskylder her, at jeg ikke kendte Vattnet Viskars numre, da dette var mit allerførste møde med bandet) valgte Menihane eksempelvis at spille en meget let og glad rockrytme under de ellers mørke og tungsindige toner. En genial kontrast. Dette var for mig koncertens helt store øjeblik.
Som det nu engang er, når man oplever et nyt band live, så flyder tingene som oftest sammen, hvis bandet altså ikke gør noget ekstraordinært eller er gribende udadvendte. Og det ville være synd at sige, at Vattnet Viskar var udadvendte. Det lægger musikken heller ikke op til. Problemet var derfor, at man som førstegangslytter forfaldt en smule til kedsomhed. Selvom opskriften ikke var den samme på hvert nummer, så var virkemidlerne (som for eksempel den førnævnte dynamik) ens hele koncerten i gennem. Det var altså ikke dårlige virkemidler, de blev blot repeteret for mange gange både visuelt og musisk.
Det måtte derfor konkluderes, at trods en gnavende træthed hos undertegnede formåede Vattnet Viskar at efterlade et særdeles positivt indtryk, især når de bevægede sig ud over, hvad lytteren forventede. Og så tænder “hipster-blacken” et eller andet uforklarligt i mig - måske bare min indre hipster.