Copenhell 2014: I audiens hos mørkets mestre
Populær
Det var fredag d. 13 og fuldmånen stod højt over Copenhell. Med Redwood Hills betagende visuelle udtryk og den effektfulde lydmur var bandet som en pacemaker for et depressionstungt hjerte.
2. Microgravity
3. Poseidon
4. Applewhite
5. Wie Ein Adler
6. Tristesse
7. Dybbuk
Redwood Hill er lykkedes til fulde med det udtryk, der har været gennemgående for bandet i de få år, de har været på scenen som konstellation. Det er ikke mange genrefæller, de har i Danmark, og The Psyke Project er, sammen med Hexis og Ajuna, nok det nærmeste, man kommer.
Alligevel er forskellen mærkbar, for Redwood Hill leger elegant med pausens svære dynamik og skaber blandt den voldsomme lydmur små hårdt styrede rum, hvor kun trommerne dikterer, eller hvor en guitarakkord klinger ud, inden verden atter rystes. Så meget desto mere rammende er musikken, når den slippes løs. Hvor kan de dog som få spille indlevende og lige på.
Koncerten på Copenhell var 45 minutters ekstatisk hypnose, hvor ingen tankerække blev overladt til at kunne vandre andre steder hen end mod scenealteret, og i modsætning til nogle af koncerterne på hovedscenen var der ingen blæst til at genere lydtrykket.
Stærk virkning
At Redwood Hill bevidst vælger anonymiteten, forstærker numrenes enkelhed og slagkraft. Forsanger Marco Sewohl har altid optrådt med hætte, og ingen opmærksomhedskrævende spots fremhæver bandmedlemmerne. Kun massive lyseffekter tvang publikum ind i betagelsen foran Pandæmonium og det eneste, der var at tage sig til: at lytte.
Efter udgivelsen af debuten ’Descender’ sidste år, har bandet føjet mere stærkt materiale til det sparsomme bagkatalog, der ellers har udgjort livesættet, og numre som ’Aten’, ’Tristesse’ og ’Poseidon’ blev med overbevisning slået ind i publikums ansigter og berettede om, at Redwood Hill burde være klar til at slippe den evindelige afslutning med ’Dybbuk’ og erstatte den med noget nyere.
Og så alligevel ikke. For midt i nummeret åbenbaredes det også, hvor stærk en komposition det er. Genkendeligt for de, der havde hørt bandet før, og nemt at gå til for de, der ikke havde. Altså de sidste vigtige knuder på galgens løkke, inden stolen sparkes væk.
I starten af den sidste time inden midnat nøjedes Redwood Hill ikke bare med at sparke til fundamentet, de pulveriserede det slet og ret i en medrivende og monoton eksplosion. For satan en opvisning!