Kontrol over Roswell
En lang fredag og en lang aften med svenske og norske bands med Abbath og Hypocrisy øverst på plakaten.
På sådan en langfredag hvor de fleste er begunstiget med en fridag kan det måske undre, at der stadig var ganske tomt, da fireband-karavanen i Mass Hallucination Tour ramte Amager Bio. For vist var det da tidligt med første band på scenen klokken 18.50, men der burde nu have været meget mindre plads på rækkerne foran scenen. Omvendt er fire bands på en aften, to med slægtskab til dødsmetal og to med slægtskab til black metal, måske også så lang en affære, at nogle lige tog en længere opvarmning hjemme eller på de lokale beværtninger.
Det er aldrig let at være åbneren i en sådan pakke. Netop fordi fremmødet kan være så som så, hvilket var tilfældet her i den tidlige aften for svenske Vomitory. Det er her de virkelige slag skal kæmpes, og desværre virkede det ikke helt som om, at de gæve svenskere havde tænk sig det. At kæmpe. Det er ellers en investering i nye fans at give den hele armen, og det har sikkert også kostet en skilling at komme med på plakaten, hvilket måske har gjort, at der ikke rigtigt var råd til de skarpeste folk til at klare lyd og lys. I hvert fald var det lidt af en kontrast, da Vreid senere gik på, og lyset blev levende, stemningsfuldt og med masser af røg på scenen. Og en lyd, der lige gav lidt mere bid. Samt ikke mindst, et band, der ville nå ud over scenekanten.
Vis noget. Gør noget!
Vomitory som band har ellers rutinen med 9 albums i bagagen og det tiende så meget på trapperne, at det allerede kunne købes i merch-boden. Men de stod som stenstøtter og leverede den, trods alt, solide og tunge dødsmetal. Vokalen fra Erik Rundquist, der også varetager bassen blev serveret med sikkerhed i det dybe register, men variation var stærkt savnet. Og bare lidt mimik!
Der var ikke megen indlevelse denne aften. Ej heller interaktion med publikum. Den nye single 'For Gore and Country' blev luftet, et nummer med godt med smæk på samt et solidt groove. Musikalsk fungerede det som et helt fint klassisk skud dødsmetal, men leverancen samt lidt til det visuelle input var savnet.
Den uforløsende mellemvare
Inden turen gik mod Amager Bio. gik snakken på, om Vreid reelt er meget mere end et B-liste band. Og bevares, der er da højdepunkter at finde i deres karriere, ikke mindst i deres ældre materiale, men jeg må nu stadig give afsenderen ret, for der er vitterligt langt mellem snapsene. Noget, som også sætter sit præg på hele opvisningen, for hvor meget de end indtog scenen mere investerede og livlige end Vomitory, så er deres musik bare jævnt uforløsende, og det tog mig tyve minutter bare at blive en smule interesseret i koncerten. 
Lidt black ‘n’ roll'et swagger og lidt post-black'et atmosfære er opskriften i det store hele, og på den måde prøver de at træde i flere lejre, og ender her med i flere numre at tabe pusten lige, når de er ved at bygge noget op. Som f.eks i den instrumentale midtersektion i ‘The Skies Turn Black’, før de skifter kurs over i noget generisk sovset melodød, hvor det hele falder til jorden. Bedst fungerer det i ‘Into the Mountains’, hvor både keys og et episk schwungende omkvæd binder det hele bedre sammen, mens den energisk pumpende ‘From These Woods’ også er en fortræffelig banger til at få pulsen i vejret, men nogen stor Vreid-fan bliver jeg aldrig – og det stod aftenens sæt kun til at bekræfte.
Hovednavn vs special guest
Det er meget tydeligt på fremmødet i dag, at det er klart opdelt mellem dem, der er kommet for hovednavnet Hypocrisy og dem, der er kommet for aftenens special guest, Abbath. Hypocrisy og Abbath står da absolut også for to forskellige udtryk, forankret i hver deres traditioner, men ser vi bort fra genreprædikater for en stund, så er det centralt, at Abbath i aften, modsat hovednavnet, ikke spiller det, vi har kendt ham for gennem årtier. Det er måske også lige lovligt meget at forlange efter en turné, hvor han kun har kørt Immortal-materialet, men hvorom alt er, så er solokarrieren virkelig en blodfattig skygge af fordums bedrifter, uanset hvordan du vender og drejer det. Bevares, jeg hylder kunstner-dedikationen i at spille det, han selv ønsker at spille, og ignorere de billige kort, alle gerne vil høre. Omvendt, så illustrerer koncerten så også tydeligt, hvor forglemmelig hans eget materiale er.
Når det er sagt, så vinder Abbath altid billige points på bare at være så helt unikt Abbath. Flere gange introducerede han numre på så håbløst hakket og rablende forvrøvlet en måde, at man godt kunne undre sig, hvorvidt han rent stadig holder den sobre linie. Men hey, han er umådelig svær ikke at holde af med sin kæmpe brynje og udvaskede pandasminke, og ja, “Kamelåså!”-udbruddet (if you know, you know) gav vist os alle et smil med på vejen. ‘Root of the Mountain’ gav lidt luft i sættet, og ‘The Artifex’ vækkede efterfølgende mindelser om ‘Battles in the North’-stilen, mens ‘Winterbane’ til sidst rundede de 45 minutter af på den mere velkendte, black-pumpede vis, vi kender ham for i dag. Mindre højdepunkter i et sæt, der dog desværre mestendels gav et billede af et af black metallens store ikoner, der har mistet sin kreative muse, men trods alt stadig kan bære en del på personlighed, intensitet og et driftssikkert band i ryggen.
Ankomst i pomp og pragt
De tre foregående bands trommeslagere var henvist til højre side af scenen set fra publikum, men nu stod trommesættet på et fint podie, fint centreret midt på scenen. Hypocrisy var ankommet, og gjorde det med 'They Will Arrive' fra seneste plade, 'Worship' fra 2021. Et glimrende åbningsnummer, som undset tourstarten aftenen før var helt ny gæst på sætlisten.
Med tanke på forholdene for aftenens åbnere i Vomitory, så var det helt tydeligt, hvad økonomi og et større følge kan gøre for et show. For Hypocrisy havde alt det ydre på plads. En fuld scene at boltre sig på, lækkert lys og en bragende fed lyd, hvor alt lå ligesom det skulle i lydbilledet. Uanset om det blev spillet for snuden af publikum, eller det var nogle af de svulstige keys og samples, der kom fra backingtracks.
Professionelt og planlagt
Det var da også et uhyre professionelt Hypocrisy. Det virkede nærmest indstuderet, og selvom der blev fjollet lidt omkring det med at tale engelsk eller svensk, og hvordan danskerne typisk forstod det svenske, men de selv ikke fattede det danske, så veg det ikke fra et show, der virkede som planlagt ned til sidste sekund.
Frontmand Peter Tägtgren er en svensk pionér ud i dødsmetal og stiftede Hypocrisy i 1991, efter han havde lært den brutale musikform at kende under tre års ophold i USA. Oprindeligt var han kun guitarist, men da Masse Broberg gik ud (og siden kom med i Dark Funeral) tog han vokalen, som han siden har vist, at han mestrer både i det dybe growl og det karakteristiske hæse skrigeri, som han især fra 'Abducted' og frem har vist frem. Og i aften, der var dén stemme i topform i alle registre. Det lød bragende godt, og man fristes til retorisk at spørge, om Hypocrisy har lydt bedre i Danmark end lige denne aften.
Godt med bas
Bassen fra Mikael Hedlund fik godt med fylde i lyden og havde en fed tone. En klar fornøjelse, at dette eneste oprindelige medlem udover Tägtgren på guitar og vokal fik så meget plads i lydbilledet. Han var da også den, som viste de største smil. Hans instrument gav lidt til lavfrekvent dynamik til det stramt spillede trommer fra Henrik Axelsson.
Af bandets 13 studiealbums fik vi eksempler fra de ni af dem. Det betød, at 'The Fourth Dimension' desværre blev overset, men det var nu nok mere eller mindre som forventet. Den tidlige del af karrieren blev dog ikke overset. 'Inferior Devoties' fra 'Osculum Obscenum' (eller ep'en af samme navn som sangen, hvor Tägtgren og co. viste at de kunne klare sig uden Broberg og med selvsamme Tägtgren indsat på vokal) blev luftet i al sin oldschool herlighed med mange riffs pakket i en sang, og finurlige temposkift.
Stemning på vej mod finalen
I den nyere ende klarede 'Children of the Gray' sig godt, tungt og stemningsfuldt, mens 'Eraser', et nummer, der har været en portal for mange ind i Hypocrisy-universet, som ventet gik rent ind. Samme må siges om 'Adjusting the Sun', det catchy og på denne sætliste ret hurtige nummer fra 'The Final Chapter'. Herligt og en god intro til den absolutte finalesalut med 'Fractured Millenium', 'Warpath' og Hypocrisy-hittet over dem alle: 'Roswell 47'.
Hypocrisy er et solidt og stærkt band på metalscenen. De spillede fermt, havde fed lyd og lys samt lækker grafik på de mange skærme. Og ganske stærke sange har bandet selvfølgelig også i kataloget, også selvom de 13 sange på sætlisten ikke kan måle sig med storheden i 'Roswell 47'.
Kvartetten, i hvert fald dem med strenge på instrumentet, flyttede sig på scenen, og der var mimik og fagter rettet mod publikum for at fastholde eller øge stemningen i Amager Bio. Det i sig selv rækker til at farve næsten hele karaktérpaletten fuld. Det var nemlig fedt. Men det sagt, så var der heller ikke noget i dette show, der gav anledning til at forvente, at bandet vil stryge helt til tops på skalaen næste gang, vi får dem at se herhjemme. Dertil mangler der noget uforudsigeligt, noget magisk. Og ja, noget der måske ikke virker så trænet og i kontrol.
Vomitory: 2
Vreid: 2
Abbath: 3
Hypocrisy: 4