Smertefri Rammstein light
Populær
Lindemann er et uskønt samarbejde mellem to dygtige sangskrivere, men intet sted på 'Skills In Pills' går det op i en højere enhed. Det forbliver derimod jævnt.
2. Ladyboy
3. Fat
4. Fish On
5. Children Of The Sun
6. Home Sweet Home
7. Cowboy
8. Golden Shower
9. Yukon
10. Praise Abort
11. That’s My Heart
Lindemann er det, der populært kaldes en supergruppe. I dette tilfælde er superduo en mere dækkende betegnelse. For de to personer, der udgør Lindemann, er Till Lindemann, hvis efternavn gruppen er opkaldt efter, samt Peter Tägtgren.
Till Lindemann er ikke overraskende mest kendt for at være forsanger i det store tyske band Rammstein. Lindemann, der er uddannet pyrotekniker, har gennem årene skabt en del kontroverser i form af tekster og underlødig grafik. Præcis som man kan forvente sig af en chokrocker, der gør brug af samme virkemidler som foregangsmændene Alice Cooper, Marylin Manson m.fl.
Peter Tägtgren er mest kendt for at være forsanger, guitarist, sangskriver og producer i bandet Hypocrisy, hvor han har growlet siden halvfemserne. Tägtgren udvidede dog stille og roligt sit repertoire fra blot at være forsanger og guitarist til også at producere såvel egne som andres plader, hvorfor han bl.a. har navne som Immortal, Dimmu Borgir, Amon Amarth, Dark Funeral, Borknagar, Children Of Bodom, Old Man's Child, Enslaved, Grave, Sabaton og Celtic Frost på sit producer-cv. Derudover har han også hygget sig med sit sideprojekt Pain, der er en poppet form for industrial, der ikke kun blev populært i hjemlandet Sverige, men også har gjort det godt i Finland og Tyskland.
Dette Lindemann er så de to erfarne herrers fælles sideprojekt, hvor de får afløb for nogle af de ideer, der måske ikke helt naturligt passer ind i enten Rammstein, Hypocrisy eller Pain. Sådan skulle man i hvert fald tro det på papiret, da projektet blev afsløret, og denne plade blev lovet.
Når man hører pladen 'Skills In Pills' er det, lidt som lovet, en fusion mellem Rammstein og det industrielle og melodiske Pain. Som dødsmetalfan skal man i hvert fald ikke forvente noget som helst, der bare minder en lille smule om Hypocrisy. Det er Rammstein og Pain, der er lagt sammen. I lyden kan det trænede øre sagtens spore Tägtgrens produktion. Hans fingeraftryk på både lyd og melodi er over det hele, mens det forreste i mixet naturligvis er de storladne produktioner, der bæres af Till Lindemanns barytonstemme. Lindemann har selv udtalt til britiske Metal Hammer, at det er en baby mellem Rammsteins vokal og Pains musik. Det kan ikke siges meget mere præcist.
Hvis man bryder sig om Till Lindemann, når han synger på engelsk, og kender lyden fra Pain, vil pladen ved første gennemlytning nok vinde genklang. Desværre er langtidsholdbarheden ikke noget, der gennemsyrer pladen. Hvor Tägtgren tidligere har forfattet ganske iørefaldende hits med Pain i form af sange som 'Shut Your Mouth, 'Same Old Song' og 'On And On', så er der langt mellem snapsene på 'Skills In Pills'. Det tætteste, vi kommer på det, er sangen 'Yukon', der er en smule catchy for at bruge en nydansk terminologi. Den afsluttende og pompøse 'That's My Heart' er heller ikke ligefrem forfærdelig. Resten er ret ligegyldigt.
Mens der er kælet for såvel lyrikken, tematik og det visuelle udtryk, virker det ikke, som om sangskrivningen har fået tilstrækkelig fokus. Det er lidt for tilbagelænet, bruger for generiske riffs og hviler for meget på, at man som udgangspunkt mættes af Lindemanns vokal. Skræller man det lag af, står man desværre tilbage med et lidt for tyndt lag fernis, der ikke helt dækker nok til at blive betrådt mange gange.
Der er dog en vis underholdningsværdi i netop lyrikken og det visuelle. For Lindemann og Tägtgren er begge nogle aparte størrelser, hvis kunstneriske virke har givet dem lov til at udvikle sig i forskellige outrerede retninger, og her fusionerer de deres respektive galmandsværk i en potens, der utvivlsomt vil kunne chokere en husmor eller to i de yderste bibelbælter. Hos metalfolket vil det dog kun kunne få lytteren til at trække lidt overbærende på smilebåndet, og så kan vi fundere over, hvordan et par voksne mænd på 52 og 45 år kan få noget som helst ud af den slags provokationer, udover mad på bordet. Specielt teksten til 'Golden Shower' (titlen alene afslører det lidt) giver et godt billede af, hvilket niveau vi befinder os på.
Rammstein har ikke udsendt en plade siden middelmådige 'Liebe Ist Für Alle Da' tilbage i 2009, Pains seneste 'You Only Live Twice' er fra 2011, mens Hypocrisy dog barslede med 'End Of Disclosure' så sent som i 2013. Så det er nok mest for de fans af Rammstein, der savner Lindemanns vokal, at denne plade vil være kærkommen. For de fleste andre vil den nok desværre blive forbigået i enten tavshed eller dyb undren over, at to så talentfulde sangskrivere alligevel kan fremmane 11 så jævne sange uden den mindste snert af et hit.
Man skal dog ikke undervurdere det tyske orkesters fanskare. Musikvideoen til singleforløberen 'Praise Abort' er blevet set mere end fire millioner gange, og den har kun ligget på YouTube i et par måneder. Så Lindemann og Tägtgren har kløgtigt nok set, at der er et marked her, som trænger til at blive fyldt, så længe hovedbandet Rammstein er i limbo. Den kan du høre her og selv vurdere.
">