Som overdådige kølerfigurer på skodbiler

Populær
Som overdådige kølerfigurer på skodbiler

Rammsteins Richard Z. Kruspes soloprojekt prøver igen efter mange års stilhed. Denne gang med en række gæstekunstnere på en omgang kedelige rocksange. Evig stilhed ville være at foretrække.

Kunstner
Titel
Silent So Long
Label
Distributør
Trackliste
Eat You Alive (feat. Frank Dellé)
Get Down (feat. Peaches)
Rock City (feat. Lemmy Kilmister)
Hypothetical (feat. Marylin Manson)
Rainbow
Born On My Own
Giving Up
My Pleasure
Happy Times (feat. Margaux Boisseux)
Faust
Silent So Long (feat. Jonathan Davies)
Karakter
1

Emigrates andet udspil hedder passende ‘Silent So Long’ og udkommer syv år efter debutudgivelsen. Jeg tillader mig med det samme at gå udbfra, at det ikke har været syv års intenst arbejde med albummet, der har skabt den lange pause. Kruspe har jo travlt med Rammstein og er glædeligt nok stadig en aktiv del der. Han har udtalt sig om gnidninger i bandet og i et interview med Devilution fortalt, at Emigrate har været redningen. Hvis Emigrate er den ventil, han har brug for at have, for at kunne nyde Rammstein, så er det jo dejligt. Der er bare ingen grund til, at vi andre skal høre på det.

Hvor debuten ‘Emigrate’ bestemt havde ligheder med Rammstein, er vi nok kommet længere fra den elskede tanzmetall med ‘Silent So Long’. Her har vi mere straight forward moderne rock at gøre, lifligt krydret med synth, effekter og andet fis. Det mest i øjenfaldende er, at over halvdelen af sangene har gæstekunstnere på, tydeligt fremhævet med “feat.”, og det er ikke hvem som helst. Af de nævneværdige, Kruspe har inviteret med, er selveste Lemmy, Marylin Manson, Jonathan Davies, samt Peaches (en kvinde, der laver elektronisk musik, for de uindviede). Men det hjælper ikke. ‘Silent So Long’ er en nærmest uudholdeligt dårligt komponeret omgang elektronisk poprock, der ikke burde blive vist for offentligheden, og som man bare må håbe bliver glemt hurtigt igen. Det lader heller ikke til at være et umuligt foretagende, siden en søgning på "emigrate live" ikke giver meget mere en enkelt video og en facebookgruppe ved navn ‘We want to see Emigrate live’ med under 400 medlemmer. 

En vederstyggelighed

Singlen ‘Eat You Alive’ lyder, som hvis Muse var et dårligt industrialband. Hvorfor Kruspe har valgt at hive en reggaesanger med i andet vers vides ikke og forstås ikke. Andet nummer, med Peaches på vokal, lægger ud med minimalistisk techno, der helt indtil sangens sidste 50 sekunder er søvndyssende monoton, men dermed kontrasterer den efterfølgende rock godt. Kruspes vokal er allerede blevet udpræget pinlig. Både rent teknisk, idet han bestemt ikke er specielt dygtig, og fordi han artikulerer som en, der har fået at vide, at han har for tysk accent. Men mest fordi teksterne er så vederstyggeligt platte. Det værste eksempel er nok nummeret ‘Rainbow’; en aspartamsød omgang opkast med linjer som "Angel/ I would steal the rainbow/ Soak up all your sorrows" med synthen helt henne i anime-mode. Og sådan skifter stemningen på hver enkelt sang en anelse fra det mere rockede over ballader til det udefinerbart elektroniske. Med popmelodier og Kruspes kedelige stemme som fast element. 

Den største synd må dog være ‘Rock City’. Sangen lyder interessant fra første riff, men Lemmy lyder, som om han er 800 år gammel, og Kruspe har skrevet sangen i det tempo for at sende ham hinsides med en dårlig smag i munden. De her gæstekunstnere må være blevet betalt godt, eller også står de bare Kruspe i gæld til halsen. Marylin Manson havde jeg for eksempel forestillet mig fungere godt med den anelse industrial, Kruspe hoster op med, men jeg tilgiver ikke endnu en kopi af Led Zeppelins 'Kashmir'-riff. ‘Silent So Long’ med Jonathan Davies er bedøvende langsom, uden nogen intensitet, men med malplaceret guitarsolo og munkekor. Resten har jeg intet at melde tilbage om, mens trommelyd, som jeg egentlig kunne lide i begyndelsen af albummet, er blevet uudholdelig med de evige bækkener og monotone bastrommeslag. Jeg vil ikke høre noget med synth i minimum en uge efter, at denne anmeldelse er færdig.

Emigrates ‘Silent So Long’ tjener intet positivt formål udover den glæde, det er for Richard Z. Kruspe at få lov til at bestemme det hele selv. Det skulle være blevet i øvelokalet, eller hvorend manden laver musik, for det er rent ud sagt skadende for den respekt, man ellers kunne have for Kruspe og hans arbejde i Rammstein. At den forbindelse er den eneste grund til, at vi overhovedet hører om Emigrate, behøver jeg ikke engang nævne.