WOA '14: Fredag

Det blev en lang fredag, der startede med tømmermænd, toppede med Slayer og lukkede med koryfæer som King Diamond og Blackie Lawless.

Torsdagens fest med Huldre, Accept, Steel Panther, en anseelig mængde adfærdsmanipulerende væske og godt selskab fra Sønderjylland betød, at da fredagen oprandt, var humøret ikke ligefrem til fest og flotte farver. Tværtimod bragte den fysiske og mentale tilstand grusomme minder om en lignende patetisk tilstand på selvsamme festival i 2005, hvor en god portion af redaktionen lå underdrejet efter et lettere ambitiøst projekt om at drikke ikke bare Illdisposed og Mercenary under bordet backstage, men vel egentlig alle festivalens fremmødte. Så galt var det trods alt ikke her anno 2014, men det kunne i en desperat stund godt minde lidt om det.

Nuvel, hvis man kan feste om natten, kan man også stå op næste morgen og gå på arbejde. Så da Skid Row indtog True Metal Stage klokken 11.55, var vi naturligvis på pletten. Pligtopfyldende, som vi, trods alt, forsøger at være, når det går godt. Det bragte os videre til Party Stage om eftermiddagen, hvor Hellyeah desværre ikke gjorde noget videre indtryk på vores anmelder, mens Excrementory Grindfuckers holdt et aparte julebal ude i teltet på Headbanger Stage. Efter den omgang var det hurtigt tilbage til Black Stage, hvor Children Of Bodom leverede en regulær hitparade.

DEN GORDISKE KNUDE

Som aftenen skred frem, og redaktionen havde været en tur forbi Metal Market og kigge på cd'er og vinyler samt fået noget foder indenbords for ligesom at restituere ovenpå gårsdagens udskejelser og forberede kroppen på en lignende behandling, nåede vi det punkt i programmet, hvor det var umuligt at positionere sig perfekt. Klokken 21.00 gik Motörhead på Black Stage for at revanchere koncerten sidste år, hvor Lemmy måtte kapitulere pga. sygdom. Præcis samtidig fik Carcass voksne mænd til at græde på Party Stage. 40 minutter senere, midt i disse to koncerter, skulle Hell spille i teltet på W.E.T. Stage. Det kunne ganske simpelt ikke lade sig gøre at få alle tre koncerter indenbords.

Skribenten bag denne dagsreportage dedikerede sig helhjertet til Carcass og kunne med en taktisk placering foran scenen lige skimte storskærmene ude til venstre, hvor en rolig Lemmy forsøgte at rode bod på sidste års amputerede forestilling. Det gik vist ikke ret meget bedre, men i år gennemførte de trods alt. Fotografen tog turen ud til teltet og Hell, mens vi tvang en anmelder til at sidde koncerten med Motörhead igennem. Det var ikke pænt gjort af os.

Vi samledes hele flokken ved True Stage, da Slayer gik på 22.30. Så var der fest. Det var noget, vi alle kunne blive enige om. Nakkerne roterede på os, vi skålede og sang med, så godt, som vi nu kunne. Til dem, der var så uheldige at stå foran undertegnede til 'Raining Blood', kan jeg kun sige, at hver fugl synger med sit næb.

Efter denne tur i thrash-møllen var det tid til King Diamond. Ovenpå sidste års pragtforestilling på Copenhell var forventningerne måske sat for højt. De blev i hvert fald ikke helt indfriet, omend vi selvfølgelig var lidt stolte på landsmandens vegne. Meget stort publikum foran Black Stage. Knap så mange havde fundet vejen ud til W.E.T. Stage for at se A Pale Horse Named Death, men dem, der gjorde, fik sig en ganske udmærket oplevelse, medmindre man er lidt sart med, hvordan andre omtaler sin mor eller kæreste.

Det hele sluttede af med Blackie Lawless' natterock, hvor W.A.S.P. forsøgte at sparke liv i kludene i den sorte nat. Det lykkedes aldrig helt, men på daværende tidspunkt kørte festen på sit absolutte højdepunkt, og ingen tænkte på det tidspunkt over, at Arch Enemy skulle gå på scenen mindre end 11 timer senere. Det skulle de måske have gjort!

Læs anmeldelser fra fredag her:

WOA'14: Skid Row
WOA'14: Hellyeah
WOA'14: Excrementory Grindfuckers
WOA'14: Children Of Bodom
WOA'14: Motörhead
WOA'14: Carcass
WOA'14: Slayer
WOA'14: King Diamond
WOA'14: A Pale Horse Named Death
WOA'14: W.A.S.P.

Andre reportager:
Onsdags- og torsdagsreportage
Lørdagsreportage
Fotoreportage