Reportage: 70000 Tons of Metal
Populær
En personlig reportage fra den mest spektakulære festivaloplevelse ombord på Majesty of the Seas.
Nok har jeg i skrivende stund igen fået fast grund under fødderne, men det har min balancenerve tilsyneladende ikke opdaget, så der er stadig lokal bølgegang i min virkelighed. Det gør imidlertid blot nærværende reportage om verdens største metalkrydstogt endnu mere autentisk. Jeg må tilmed indledningsvist konstatere, at for mig er der stor forskel på at være udøvende artist på en festival og at være almindelig festivalgænger. Mit behov for at høre andre koncerter er mindre, når jeg selv er en del af festivalprogrammet. I stedet handler det, som det kan læses i det følgende, om at få en ordentlig en på opleveren.
Et døgn i Miami
På opfordring fra arrangørerne ankom vi til Miami et døgns tid før krydstogtet skulle begynde. Vi indlogerede os derfor på et hotel på Ocean Drive. Gaden, hvor alt i South Beach tilsyneladende sker. Fra lobbyen kunne vi se ned på stranden, og der gik der heller ikke mange øjeblikke, før Pepe og vores lånebassist, Nikolaj, lå i bølgen azurblå, mens middagssolen bagte løs. Et lille område af stranden var allerede indtaget af blege, sortklædte metallere i færd med at tænde op under dagens/aftenens/nattens strandfest. Vi valgte imidlertid at finde en fortovsrestaurant for at indtage turens første burger og kolde drinks.
En tåget affære
Fra da af var resten af opholdet i Miami en lidt tåget affære. Vi væltede glade ned ad Ocean Drive, men delte os på et tidspunkt op, så Jakob og jeg tog med vores tyske booking-agent, Merle på shoppetur, mens Mike, Pepe og Nikolaj blev fanget på en bar og sidenhen i hotellets hot tub.
Jeg kendte kun Miami fra tv-serien 'Dexter', og jeg blev noget overrasket over, at South Beach var mere feststemt end Jomfru Ane Gade på en af de rigtig gode aftener. Der var barer og restauranter overalt; der var drinks i alle størrelser og farver; der var karnevalsbarer med letpåklædte dansepiger; der var en bøssebar med kabaretshow på fortovet, og så var der naturligvis masser af metallere, der sad i skyggen med deres alkoholiske drikke og hilste, når man gik forbi – for vi vidste jo godt alle sammen, hvor vi var på vej hen. Faktisk var det første, jeg overhovedet husker fra Miami, en metaller, der gav os horn ved bagagebåndet i lufthavnen.
Strandfest og hot tub
Efter en tur op og ned ad Ocean Drive sluttede vi af med vores nyindkøbte Pabst Blue Ribbon (PBR) til strandfesten, hvilket egentlig skete af to omgange afbrudt af en tur i hot tub’en med kolde drinks. Hvorom alting er, sløredes begivenhedernes gang for alvor herefter. Resultatet blev imidlertid, at Mike og jeg fandt en flok canadiere nede på stranden, som tog os med på en bar og hældte nogle afsindigt stærke drinks på os. Her faldt vi i snak med andre artister, deriblandt Jeff Walker fra Carcass, og fik tilmed fornærmet nogle amerikanere med god, gammeldags sarkasme.
Tømmermænd i terminalen
Efter ganske få timers søvn stod den på en beskeden morgenmad, en dukkert, lur på stranden for ved middagstid at tage til Miami Seaport og checke ind på Majesty of the Seas. I terminalen stod hundredevis af mennesker i kø for at komme ombord. Til vores store held var der en kø for artister, hvor kun medlemmer fra Carcass og The Haunted stod og ventede. Det var imidlertid ikke alle artister, der forstod, at vi havde en separat kø, så Jakob måtte hen og hive Soilwork ud af helvedeskøen og over til os andre. Så rare er vi i HateSphere.
Øvelse med højt humør
Ombord gik jeg direkte til min kahyt og faldt om på den ufatteligt indbydende seng. Det varede dog ikke længe, før jeg blev banket op af vores sorte steward, Dion, og blev bedt om at tage tøj på og gå op på et af dækkene til en ”øvelse såfremt uheldet var ude”. Her var en stor del af 2500 publikummer, artister og crew samlet, og humøret var allerede skyhøjt. Hver en besked, lyd og instruks blev modtaget med jubel. Alle vidste, at der var lagt i kakkelovnen til noget stort.
Luksusferie med familien
Under øvelsen blev jeg tilfældigvis placeret ved siden af den ganske nydelige Liv Kristine fra Leave’s Eyes, der lidt overraskende for mig havde taget sin søn med. Det gik imidlertid op for mig i løbet af krydstogtet, hvor mange af artisterne, der egentlig havde taget deres (især) koner med – det var i øvrigt ikke så få. Og man forstår det udmærket, for man finder ikke en bedre mulighed for at kombinere metalfestival og luksusferie. Maden var gratis, og de diskede op med 2-3 velassorterede buffeter + en uendelig strøm af pizza dagligt. Det eneste, der skulle betales for, var alkohol og ”carbonated drinks”. Alt i mens kunne mannyde 40 mere eller mindre fantastiske bands, der spillede på tre scener rundt om på båden.
HateSphere-koncerterne
Vi havde fornøjelsen af at spille på bådens mindste scene, Spectrum Lounge, ved begge vores koncerter, hvilket var ganske fint. Det kunne dog set i bakspejlet have været en oplevelse at spille under åben himmel på Pool Deck-scenen. Vores første show var skemalagt til kl. 3:15 natten til tirsdag. Ikke just det bedste tidspunkt, men de 20, der var, da vi startede, blev hurtigt til 100, så det blev langt fra den skuffelse, vi havde frygtet. Tværtimod var publikum vilde med, hvad de lige havde oplevet, hvilket havde smittet af på os, og vi gik meget tilfredse af scenen. Værre så det umiddelbart ud til at gå under vores andet show onsdag aften kl. 18:30. Få minutter før vi skulle starte, var kun et par håndfulde dukket op, og vi forberedte os på det værste. Men i takt med, at temaet fra 'De Uheldige Helte' ringede ud, fyldtes salen hurtigt, og det blev et brag af en koncert. Pitten var konstant i gang, og der var masser sing-a-long. Helt perfekt. Samtidig var det ikke en helt almindelig koncert for mig. Det var en fødselsdagskoncert. Jeg fyldte nemlig 30 selvsamme onsdag, og hvilken bedre måde og hvilket bedre sted at blive fejret, end ombord på et krydstogtskib i Den mexicanske Golf?
Min 30-års i hovedtræk
Fejringen var dog startet tidligt om morgenen, hvor jeg lod mig fejre af en fantastisk smuk solopgang. Nogle timer senere blev jeg fejret ved, at skibet lagde til i Costa Maya, Mexico, og vi tog ud og snorklede, og i den forbindelse blev jeg fejret ved at være den eneste, der så og var ved at svømme ind i en pilrokke – sådan én, som Steve Irwin blev spiddet af. Dernæst blev jeg fejret med iskolde drinks på stranden i den mexicanske sol og fik oveni lov til at sidde ved siden af en nærgående transseksuel ved navn Madison i bussen på vej tilbage til skibet. Efter vores koncert blev jeg fejret med flere kolde drinks, Satyricon og Carcass på pooldækket. Hvad mere kunne man ønske sig?
Hit the bar hard
Torsdag vågnede vi til dårligt vejr og en noget anderledes gyngende skude. Mike og Jakob havde ellers regnet med en dag ved poolen. Vi fandt i stedet en bar, hvor en sød, ældre jamaicansk bartender serverede Mike og Jakob nogle uhyre stærke G&T og vodka & Red Bull, mens jeg holdt mig til Bud Light og ren Ron Zacapa (en rom, alle burde smage). Udfaldet var imidlertid det samme: vi blev pattestive. Mike passede Dirk fra Soilwork op og fik talt ørene af ham, mens jeg sad sammen med David Andersson (også fra Soilwork) og havde mistet evnen til at konstruere sætninger. Om dette var før eller efter, vi havde været i pitten til Death, erindrer jeg ikke, men jeg vågnede lidt senere helt omtumlet i min kahyt og stavrede op til buffeten, hvor jeg fandt Pepe og Nikolaj, til hvem jeg åbenbart fortalte den samme historie om og om igen.
Det var imidlertid en perfekte sløjfe på et perfekt krydstogt: Jeg gik ombord med tømmermænd, og jeg gik fra borde igen fredag morgen med tømmermænd. Man kunne nærmest ikke have skrevet det bedre.