Tunge tysk-tyrkiske tvillinger

Tunge tysk-tyrkiske tvillinger

Mantar følger en stram 7"er op med en debutfuldlængde, der muligvis ikke lever op til forventningerne, men som stadig har herlige øjeblikke af næseblodsfremkaldende kraft.

Kunstner
Titel
Death By Burning
Dato
27-02-2014
Distributør
Trackliste
1. Spit
2. Cult Witness
3. Astral Kannibal
4. Into The Golden Abyss
5. Swinging The Eclipse
6. The Berserker's Path
7. The Huntsmen
8. The Stoning
9. White Nights
10. March Of The Crows
Karakter
3

Med rødder i Tyskland og Tyrkiet er Mantar en ny duo bestående af guitarist og sanger Hanno Klänhardt og trommeslager Erinc Sakarya, som sidste år ramte denne skribents metalradar med et punch af en knytnæve. Knytnæven slog fra sig, da Mantar smed en selvfinansieret og hæsblæsende tung 7”'er på gaden, og lige siden ens møde med den udgivelses to sange, har man set pokkers meget frem til at høre mere fra de to gutter. 7”'eren er sidenhen kommet til at stå som en singleudgivelse for bandets netop udgivne debutplade, eftersom singlens par skæringer, ’Spit’ og ’White Nights’, begge er at finde også på netop deres første fuldlængde, som i øvrigt har fået den hekse-associarende titel ’Death By Burning’.

De forventninger, som en efterhånden godt nedslidt 7”'er de seneste par måneder har været med til at oparbejde i én, kan debuten imidlertid ikke leve op til. På den måde har bandet formået at sælge og positionere sig selv på debutpladens rigtige sange (læs: pladens bedste sange). Men til trods for at ens selvproklamerede hype har været noget overvurderet, må det samtidig siges, at debutpladen skam kan en masse alligevel.

Debuterende vilje

Det er svært at pinpointe lige præcis, hvad det er hos Mantar, der får friskheden frem i henholdsvis både deres lyd, sangskrivning og eksekveringen af numrene, men friskheden er sandsynligvis netop dét, der gør meget af forskellen hos dem. Til trods for at der eksempelvis ganske hurtigt dukker numre op på pladen som ’Cult Witness’ og ’Astral Kannibal’ op, der kompositorisk begge nærmer sig det primitivt elendige, så er der trods alt en tilstedeværelse af ægthed over det primitive, som de to gutter i Mantar i sidste ende egentlig kommer ret langt med.  Begge sange er uden tvivl alt for vers-orienterede og festliderlige, til at de kan indfri den ondskabsfuldhed og lede, de synes at sigte efter, men de har den her nerve af ungdommelig kraft kørende for sig, der gør, at de sgu alligevel begge er meget svære ikke at holde af. Det samme gælder desværre ikke for den efterfølgende sang, ’Into the Golden Abyss’, der placerer sig et usundt sted mellem Gallows og Hatesphere, og som mest af alt er enerverende. ’Swinging The Eclipse’ holder en enerverende stilstand kørende for pladen, som den mest af alt bare halter sløvt og sløjt.

Hardcore vs. Melvins

Men så er det, at duoen igen rammer plet med ’The Berserker Path’, som viser en side af bandet, hvor de er mere interesserede i forsøgsvis at skabe en mur af lyd, end de er interesserede i at skrive klassiske sange  - en tilgang, de burde læne sig mere op ad. Hardcore-vibrationer blandes efterfølgende med det, som vi kan kalde for Melvins’ gudhjælpemig-signatursimplicitet. Det sker på ’The Huntsmen’, der flere gange i løbet af den herligt gakkede sag benytter sig af en virkningsfuld postmetallisk guitar som baggrund, hvilket gør hele forskellen for netop det nummer. Gallows-ånden tages endnu en gang op på ’The Stoning, hvis titel sammen med albumtitlen røber en fascination af offentlige henrettelser. Og så er det, at ’White Nights’ og metalepikken dukker op!

Post-afslutningen

Det er vigtigt at sige, at første gang denne skribent hørte singlens to sange, ’Spit’ og ’White Nights’, da var det med dét for øre, at det var sange indspillet af et nyt navn, der ikke tidligere har udgivet det fjerneste, man sad og lyttede til. Og når man hører ’White Nights’ med netop det for øre – at det er et spritnyt band, vi har med at gøre – da er det virkelig underfuldt, hvor tungt og hvor alvorligt og frem for alt hvor fandens overbevisende, bandet leverer denne sang. Rent kompositorisk tager ’White Nights’ fornemmelsen for det postmetalliske op efter ’The Huntsmen’ og tager den lige præcis den tand længere ind i et arrigt felt af metal og industrial. Et mørke, de i øvrigt bevæger sig længere ind i, som også den absolut fremragende og behageligt tålmodige afslutningssag ’March of the Crows’ finder sin vej frem til sætlisten.

Mere Mantar, bestemt

Man havde håbet på flere vrede, ungdommelige overraskelser a la dem, man fik, da man for første gang smækkede bandets 7”'er på stereoen for nogle måneder siden, men mindre kan heldigvis gøre det. Når de ikke koger over i hardcore-iver og generiske sange med malplaceret guitardrevet feststemning-lal over sig, så er Mantar et band, man gerne tager til sig og lever sig ind i. Til tider er de nærmest blændende gode (’Spit’, ’White Nights’ og ’March of the Crows’), andre gange er de helt irriterende (’Cult Witness’, ’Astral Kannibal’, ’Into the Golden Abyss’), og ofte er de såmænd bare gode nok (resten af pladen). Man glæder sig til at høre til dem, og man snupper dem formentlig også på årets udgave af Roadburn Festival.