Aggressiv vitalitet

Populær
Aggressiv vitalitet

Torsdag aften ved midnatstid lukkede tysk/tyrkiske Mantar Roadburns mindste scene med en sund feberudladning af metal-energisk kraft.  

Kunstner
Spillested
Dato
10-04-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Efter en førstedag på Roadburn med henholdsvis en tam åbningskoncert fra Sourvein samt tre gode, men ikke helt overvældende koncerter fra Napalm Death, Corrections House og True Widow håbede man som afslutning på dagen at kunne opstøve en koncertnæve, der på anderledes vis ville knalde én bagover. Derfor stregede man i sidste øjeblik Bong over i programmet for i stedet at sætte en ring om den tysk/tyrkiske duo, Mantar. Til trods for at debutudspillet, 'Death By Burning', muligvis ikke helt lever op til alt hypen, den har fået i kølvandet på udgivelsen i februar, byder den ikke desto mindre på ganske solid sludgesmadder tilsat en portion pøllede rock 'n' rock-riffs. Altså, det vi også kan kalde for potentielt knalde-én-bagover-materiale. Efter udelukkende at have overværet koncerter på de to største scener på festivalen om torsdagen, havde man desuden brug for de mere intime rammer på Stage01, der er den mindste af festivalens fire scener.

Allerede inden koncerten var begyndt - da bandet gik og hjalp teknikere med at sætte gear op - fornemmede man et arrigt fokus fra Mantars to medlemmer. Allerede inden koncerten var begyndt, havde man således på fornemmelsen, at bandet ville være on fire. Og som de gik i gang, fik man det bekræftet. De var on fire. Tændte som bare pokker!

Mantar formåede at fylde deres timelange sæt ud med en række kompetente og finurlige breaks, som i live-regi lige blev dét bedre end på plade. Det blev tilmed leveret med så tilpas megen voldsomhed, at man instinktivt levede sig ind i skidtet, også uden rigtig at slippe indlevelsen igen til efter koncerten var ovre. Det samme var tydeligvis tilfældet for bandet, der skrællede huden af sig selv ved at give sig 110 % under hele koncerten. Erinc Skarya baskede så hårdt på sit skind bag tønderne, at man allerede efter 3-4 numre frygtede, at han ikke ville holde hele koncerten ud. Men til trods for at han i ansigtet lignede én, der ville kunne falde om hvert eneste øjeblik, formåede hans arme og ben på forunderlig vis at hente overskud fra skjulte energidepoter.

De pøllede riffs, der med mellemrum dukker op i flere af skæringerne, står nærværende skribent af ved på studieindspilningen. Men når de akkompagneres af denne arrige gnist, som guitarist og sanger Hanno Klänhardt leverede dem med under koncertern, så får de en stærkere indvirkning og mindede egentlig om riff-signaturen, som man kender fra Tom G. Warrior og Celtic Frost.

Efter at have oplevet Mantar live har man egentlig fået en lidt klarere forståelse for den hype, der akkompagnerer duoen, når man vender dem med fanboys af bandet (læs: Devilutions fotograf) eller læser om dem på internettets diverse metalfora. Den fandenivoldskhed, der gerne skal følge med ungdommen, og som man vel altid håber på at finde i specielt nye metalnavne, var på mange måder indbegrebet af Mantar i live-regi. Man blev ikke knaldet direket bagover, men man havde i dén grad en forrygende metalfest med et på én gang hårdt- og frisktspillende band, der virkelig vil det! Forvent at høre meget mere til Mantar fremover.