Essens > exces
Messa afslører mere kontante, post-punkede sider af sig selv – en udvikling, der ligger dem mere naturligt, end man umiddelbart skulle tro på papiret.
At Races
Fire on the Roof
Immolation
The Dress
Reveal
Thicker Blood
Dengang verden åbnede igen ovenpå et par års momentære refleksioner på tværs af kloden, var Messa nogle af de første til at opsluge mig fra scenekanten. Vi snakker Roadburns Main Stage for tre år siden denne måned, hvor den mere ambitiøst eksperimenterende ‘Close’ blev spillet næsten fra ende til anden. Både den og den lidt mere rå forgænger ‘Feast For Water’ (2018) har i mellemtiden fået masser af spins, ikke mindst ovenpå deres mesterlige show på A Colossal Weekend i 2023 – omend jeg stadig lidt har savnet prikken over i’et, den forløsende faktor, der har kunnet hæve nogen af deres plader til helt de samme bevægende højder, som de mestrer fra scenekanten.
Med dét i mente var det lidt nervøst, jeg gav mig i kast med ‘The Spin’ – og det afspejlede sig også hurtigt i min umiddelbare skuffelse over fraværet af samme orientalsk søgende, eksperimenterende sangskrivning, der lå til bund for ‘Close’, ikke mindst i Alberto Piccolos alsidige tilgang til guitaren. Deres udtryk er afgjort destilleret ned til et mere rent, post-punket et af slagsen i denne ombæring, men når først overraskelsen har lagt sig, er ‘The Spin’ gudskelov en strålende videreudvikling. Bare på sine helt egne præmisser.
‘Void Meridian’, der åbner pladen, er et fint eksempel. Et nummer, der principielt ligger meget op ad det velkendte, men med en fremtrædende, tungt slæbende bas og mere skåret ind til benet på fire minutter end de længere kompositioner, der kendetegner forgængerne. Dvælende, men også med mere drevne sektioner undervejs, hvor Piccolo stjæler spotlightet i den afrundende guitarsolo.
Det er dog især på den efterfølgende ‘At Races’, at det bliver tydeligt, hvor markant anderledes en plade Messa har i ærmet denne gang. Som de selv nævner i promomaterialet har de på ‘The Spin’ søgt inspiration i 80’ernes tidlige goth rock/dark wave, og Killing Joke synes netop at have haft en finger med i spillet her på singlen, med fuld gas på chorus-effekter og en tung puls, som Sara Bianchins stemme svøber sig lækkert ind i. En sang, der behandler det pres de mærker fra omverdenen, vægten på deres skuldre, når fans evindeligt sidestiller deres nye materiale med det, de kender. Bianchin har i det hele taget fokuseret på at gøre teksterne mere rå og klare i spyttet end den mere poetiske tilgang fra tidligere, og på den måde bliver skrøbeligheden i hendes i forvejen meget bløde register mere tydeligt reflekteret denne gang i lyrikken.
Vil du høre Messa fra den mere riff-tunge side, er der også lejlighed til det i ‘Fire on the Roof’ og den mere eksplosive ‘Reveal’. På halvvejen kommer vi ned i gear i ‘Immolation’, der lægger ud som en piano-baseret ballade, før Piccolo igen tager center stage et par minutter inde med mere af hans overdådige lead-arbejde, glimrende understøttet af Marco Zanin (bas) og Rocco Toaldo (trommer). En smuk overgang til ‘The Dress’, der undtagelsesvis er en af pladens to otte minutter lange ekskursioner, hvor deres doom-rockede energier står mere klart, men også bluesede licks, synth-lag og en lækker trompetsolo flettes forrygende ind som opbygning til det afrundende crescendo. Et absolut højdepunkt på pladen, mens ‘Thicker Blood’, der lukker pladen, desværre tager lidt længere tid om at komme til biddet, men til gengæld også eskalerer til sidst ud i en punchy rock-out med både reverb, distortion og hyl, fordi livet er for kort til fesne fade-outs.
De forventninger, Messa selv kæmper med at forholde sig til i teksten til ‘At Races’, er, ti lyt senere, udefra set ingen bekymring her på ‘The Spin’. Der er ryddet godt op siden ‘Close’ – mindre exces, mere punch samt en sangskrivning, der står klarere hele vejen rundt, med bassen som en mere bærende kraft, svøbt i både chorus og reverb. Man kan fortsat tydeligt høre det Messa vi kender, ikke mindst i Bianchins følte stemmeføring og Piccolos lækre licks, der dog flettes mere afmålt ind. Med andre ord mindre en flamboyant guitar-showcase og mere en fælles bandindsats, hvor gothens og post-punkens dunkle og kontante kvaliteter naturligt flettes ind i helheden, grundtempoet er hævet en kende, og sanglængderne er mere spiselige end tidligere.
Savner du det cinematiske touch, er der da stadig lidt at hente her og der i form af Rhodes-piano, trompettrut og svulstige chorus-effekter. De vil tydeligvis blot mere end det, og her må tiden så vise, om ‘The Spin’ bliver pladen, der også får dem mere ud til masserne. I mine ører har de overgået sig selv, modigt brudt op med det forventelige og i højere grad fokuseret på at lave en samling af stærke sange end et større, organisk værk, med alle de prætentiøse fælder den slags har det med at slæbe med sig. Måske det også er lidt indikativt, at de er kommet over på Metal Blade – mere spiseligt, mindre kantet og alt det der – men når de stadig har så stærke sange i ærmet, kan jeg ikke bebrejde dem for det. Messa fortjener al den medvind, de kan få – og jeg glæder mig nu endnu mere til at høre dem spille hele pladen på Roadburn i næste uge!