Lowkey storslået
Med store italienske armbevægelser kommer Messa højt op i skylagene på deres tredje plade.
2. Dark Horse
3. Orphalese
4. Rubedo
5. Hollow
6. Pilgrim
7. 0=2
8. If You Want Her To Be Taken
9. Leffotrak
10. Serving Him
Det hører til sjældenhederne at der er kommet noget rigtig interessant ud af at synge helt fantastisk godt og lækkert over doom metal. Gudfædrene, Black Sabbath, prøvede det med legendariske Dio, men var på dette tidspunkt i slut-70’erne, start-80’erne allerede på vej over i en mere poleret og storladen form for sing-along-metal – og hører man Dio synge War Pigs og andre klassikere fra Ozzy-tiden, når man ikke langt, da det lyder helt forkert. De forsøgte igen på Born Again med Ian Gillan, men det fungerede ganske enkelt ikke. Tony Martin var endnu en stor og teknisk sanger, men Sabbaths musik var heller ikke rigtig doom på det tidspunkt.
Nej, i de store doombands, er vokalen ofte kendetegnet ved at være decideret uimponerede. Den skal helst ligge i naturlig forlængelse af og støtte de langsomme, beskidte og onde genretræk. Man kunne selvfølgelig fremhæve Candlemass, som har haft en del dygtige sangere med i staben, det er skam godt nok, men ikke rigtig interessant.
Mægtig sangerinde
Det skal være løgn, mener italienske Messa. Med det sagt spiller Messa heller ikke doom i moderne forstand, da de trækker på mange andre genrer som syrerock og jazz, men den ulmende stemning og fuzzede guitar dominerer stadig lydbilledet. Især på deres to tidligere plader, men på ‘Close’, får jazzen et større indpas, hvilket også har åbnet op for at deres forsanger, Sara Bianchin, virkelig har fået mulighed for at udfolde sit store sangtalent.
Pladen starter blødt ud med et melankolsk orgel på ‘Suspended’, som bliver efterfulgt af mørke og sørgmodige akkorder, mens Sara synger æterisk og Tina Dickowsk henover. Messa skriver lange og ambitiøse numre, så i samme sang får vi også doomriffs og en lille jazzsolo som imponerende nok, kommer i naturlig forlængelse af hinanden. Stærk start.
Messa står altså ikke stille. ‘Dark Horse’ er noget hurtigere i tempoet og har en næsten blacket kvalitet over sig, som kommer igen senere på ‘Leffotrak’, men det er black på Messas egen 70’er måde. Helt anderledes bliver det på ‘Orpholese’, hvor de går helt ned i tempo og spiller atmosfærisk og smukt, med brug af østerlandske skalaer. Bandet er klart inspireret af de gamle prog-rock bands som King Crimson og Jethro Tull og resultatet bliver meget hen ad de senere Opeth-udgivelser, især ‘Heritage’.
Helt generelt er der mange paralleller at drage mellem Messas lyd på ‘Close’ og Opeth 2.0. De mørke og mystiske jazz-prog-rockede passager er let genkendelige. Men særligt er det også Saras fraseringer der skriger Mikael Åkerfeldt, da han begyndte at synge rent (og blev god til det). Det kommer især til udtryk på pladens måske stærkeste nummer ‘Pilgrim’. Masser af mystik med smukke undertoner, som udvikler sig ud mod et monstrøst riff.
Mageløse sange
Messa skyder det ene fremragende nummer efter det andet efter os. På ‘Rubedo’ affyrer de deres første "rigtige" catchy riff afsted, der bevæger sig over i noget næsten James Bond-temaagtigt. Rubedo er heller ikke doom på samme måde som resten af albummet, men nærmere en storslået rocksang. Her får man også for alvor at høre, hvad Sara Bianchin er i stand til. Igennem pladen viser hun sig primært fra den mere blide og Dickowske side, men i omkvædet til ‘Rubedo’ får hun for alvor presset noget luft ud af lungerne og bevæger sig dermed nærmere ud i noget jazzet Whitney Houston.
‘Close’ bliver rundet af med den bombastiske ‘Serving Him’, et nummer der bare har det hele. Et nærmest middelalderligt og punchy hovedtema og et B-stykke der minder om et riff fra Mastodons ‘Crack the Skye’. Her udfolder Bianchin sig igen for alvor, og sammen blæser bandet toppen af Peterskirken.
Et eller andet sted trækker Messa doom-metal helt tilbage til rødderne, ved netop at være jazzede, da det er et element der faktisk fylder overraskende meget i Black Sabbaths tidlige år. Tænk 'Planet Caravan', 'Symptom of the Universe' og 'Wheels of Confusion'. Messa har dog stadig deres helt egen lyd, ved at musikken selvfølgelig har et nutidigt twist, men kompositionerne er også længere, mere episke, komplekse og især når det kommer til vokalen, virtuost. På trods af de store armbevægelser, er der en smagfuld tilbageholdenhed. ‘Close’ bliver aldrig kedeligt. Det er helt vildt velkomponeret.