Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RB ´22: Spiller med den orientalske pibe

Updated
_XJD6743
_XJD6695
_XJD6709
_XJD6683
_XJD6714
_XTD6008
_XTD6020
_XJD6768

Tre albums inde i karrieren har italienske Messa på sidste måneds 'Close' fundet sin egen tone, som her skulle stå sin prøve på Roadburns hovedscene torsdag eftermiddag.

Kunstner
Spillested
Dato
21-04-2022
Genre
Trackliste
1. If You Want Her to be Taken
2. Dark Horse
3. Suspended
4. Orphalese
5. 0=2
6. Hollow
7. Pilgrim
8. Rubedo
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Klædt i sort, med et simpelt bagklæde af bandlogoet i stort format, slår Alberto Piccolo den tunge tone an på guitaren med 'If You Want Her to be Taken', inden Sara Bianchin inciterer publikum med sin sensuelt mørke røst. Marco Zanin på bas og Rocco Toaldo på trommer er bundsolide som støttepiller bag netop Bianchin og Piccolo, der på hver sin vis har tung andel i Messas stærkeste virkemidler, og det kan mærkes hele koncerten igennem. Alberto Piccolo med sine sprudlende indfald over doomede beton-riffs, flamenco-fingerspil, klassiske prog rock-dyder og legesyge, mellemøstlige tonaliteter, hvor inspiration fra Led Zeppelins Jimmy Page indimellem spøger i krogene. Sara, der i forlængelse af Albertos musikalske krumspring behændigt veksler mellem det melankolske som hos The Gathering, og det orientalsk dragende.

Messa er fortsat et relativt ubeskrevet blad herhjemme, også på nærværende medie, men der skal heller ingen tvivl sås om, at 'Close', der udkom så sent som for tre uger siden, er pladen, der mere end de foregående demonstrerer, hvad det er for et band vi fremover har at gøre med, og kvaliteterne stod tydeligt her på førstedagen. Tracklistingen var forfriskende smidt på shuffle, men vi kom næsten hele vejen rundt på pladen, hvor den østligt inspirerede 'Orphalese' bød på visit fra Blak Saagan på keys og to desværre uspecificerede musikere på mandolin og oud. Et forfriskende pust, der viste hele Messas spektrum som udfoldet på pladen, hvor Roadburn endnu engang bidrager til at kunne fuldbyrde de enkelte kunstneres fulde potentiale.

En fornøjelse at se et nyt band kunne bære den store 013-scene med blot få ridser i lakken, såsom den unødvendigt lange '0=2' og enkelte momenter undervejs, hvor man fornemmede lidt generel usikkerhed fra Sara Bianchin i front. Uanset hvor karismatisk og inciterende mørk en tone hun har, så kunne det klæde hende med mere kraft bag piberne, når doom-elementerne slår ind, og så var det nok også usædvanligt for dem at skulle spille op for så stort et publikum – om ikke andet noget helt andet end Stengade på en søndag aften. Dog alt sammen marginale skønhedspletter, for Messa havde vitterligt folket med sig med et album, der momentvis fik nakkerne til at boppe, momentvis fik følelserne udenpå tøjet, og så længe det spiller sådan frem og tilbage behøver det jo egentlig heller ikke stoppe. Piccolos levende guitarspil løftede niveauet til nye højder, og hvor lidt rytmesektionen i sig selv end gjorde sig bemærket, så kan det lige så vel bekræfte, at de gjorde deres arbejde til punkt og prikke, blot uden selv at søge rampelyset.
De spillede som sagt også på Stengade søndagen efter, men i Tilburg fik de altså en større scene til rådighed, og den bar de til fulde.

Menu