Overlegent!
Populær
Roadburn og Opeth var et match made in heaven, og det rutinerede svenske band leverede festivalens bedste koncert.
2. Ghost Reveries
3. White Cluster
4. Hope Leaves
5. Atonement
6. Heir Apperent
7. Deliverance
8. The Lines in My Hand
9. Blackwater Park
Da Mikael Åkerfeldt fra Opeth sidste sensommer blev annonceret som kurator for fredagsprogrammet på dette års Roadburn Festival, skilte det vandene. Selv for et ellers dedikeret publikum som den skare af musikfreaks, der hvert år traver til Tilburg i Holland, var Åkerfeldt angiveligt for meget af det progressive gode, ligesom festivalens deraf følgende valg af Opeth som hovednavn måske ikke var helt så typisk og cool et undergrundsvalg for Roadburn.
At Åkerfeldt ikke blev taget entydigt positivt imod af publikummet på Roadburn - som ethvert andet musikalsk tiltag på festivalen ellers har for vane at blive taget godt imod nærmest uanset hvad - kan selvfølgelig skyldes flere årsager. Det kan netop skyldes, at Opeth ikke repræsenterer undergrund. Er der noget, publikummet på Roadburn omfavner, er det de undervurderede bands og artister - en underdog-kategori, som storsælgende Opeth ikke ligefrem længere hører til i. Publikums mistillidsfulde forhold til Opeth kan også skyldes, at de fodspor, som kurator-Åkerfeldt indtræder i, er af en særlig størrelse, som kan tænkes at havde givet publikum anderledes forventninger: I 2009 var det Neurosis, der var festivalens første kurator, og siden da har henholdsvis Tom G. Warrior, Sunn O))) Voivod og sidste år Elecric Wizard været med til at gøre Roadburns kurator-serie til noget ganske særligt og undergrundsvægtigt. Alle disse tidligere kuratornavne placerer sig langt fra den kommercielle midte, som Opeth (rent salgsmæssigt) hører hjemme blandt.
Kunstnerisk set hører Opeth dog til i en ambitiøs superelite og befinder sig milevidt fra midten. Og er der noget, som publikummet på Roadburn formår at bifalde, så er det en musikalsk gesjæft som det, Opeth præsenterer, dvs. det skæve og det udfordrende. Derfor skulle ottende gang også vise sig at være lykkens gang for Opeth vs. denne skribent, der efter syv mere eller mindre mislykkede koncertoplevelser med de mægtige svenskere på Roadburn endelig fik Opeth at se fra deres absolut bedste side.
Opeth gav mening!
Hvad var det så lige præcis ved Opeths koncert på Roadburn, der fik den til af adskille sig fra tidligere koncerter? Der er selvfølgelig flere faktorer, der har indflydelse, men den vigtigste synes såmænd at være, at Opeth og Roadburn kort og godt klikkede. Som to bedste venner, der først senere i livet finder helt ind til hinanden, kunne det ikke havde passet bedre endelig at lade Opeth figurere som hovednavn på Roadburn i år. Man benytter sig her i øvrigt ikke så meget af ordet "endelig", fordi man ligefrem havde ventet på at se Opeth øverst på Roadburns festivalplakat. Tværtimod: Ligesom de fleste andre publikummer havde man nok opfattet Opeth som værende en smule for meget overgrund til Roadburns smag. Nej, man benytter sig af "endelig" af den såre simple grund, at det kort og godt gav forbløffende god mening, at de i år så (endelig) fandt vej dertil.
På samme måde som Roadburn er en festival, der ud over at præsentere nyere navne også går op i at hylde en særlig psykedelisk og metallisk forgrening af musikhistorien, er Opeth et band, der læner sig op af nogenlunde samme forgrening. Det var derfor et suverænt initiativ at lade Opeth lukke Main Stage på en festivaldag, hvor Åkerfeldt selv havde stået for kurateringen af forskellige bands. At opleve Opeth på samme scene, som de britiske folk-proggere i Comus på Åkerfeldts kuratererende foranledning spillede på tidligere på dagen, var slet og ret en genistreg. Opeth har ikke blot taget albumtitlen 'My Arms Your Hearse' (1998) fra Comus' sang 'Drip Drip', men skylder i det hele taget Comus' akustiske dystopi mere end de fleste egentlig lige ved af. Faktisk er Comus sandsynligvis bandet, som Opeth skylder mest af alle. Selv på Opeths debutplade 'Orchid' (1995) kan man høre små strejf af Comus.
Stramt fokus
Men det var heldigvis ikke kun de nørdede semi-romantiske udenoms-omstændigheder, der gjorde Opeths koncert på Roadburn til den fantastiske helhedsoplevelse, som det i sandhed var. Det skyldtes også, at det var en anden Åkerfeldt, end man har været vant til under tidligere koncerter med dem. Det var en mere seriøs og ditto koncentreret Åkerfeldt, hvilket klædte både ham og koncerten. Om han skruede ned for de sarkastiske jokes, der ellers altid har det med at løbe i langdrag hos ham, af den grund, at han havde en anderledes respekt for publikummet på Roadburn, eller om han skruede ned for sine jokes og op for det musikalske, fordi Comus, Magma og Goblin kan tænkes at have lyttet med fra backstage, kan man selvfølgelig kun gisne om. At det var en anderledes Åkerfeldt, end man tidligere har oplevet, er dog sikkert. Med Vincent Price som motivet på sin t-shirt lignede han skam sig selv, men fokus var strammere og derfor let at leve sig ind i.
Perfekt sætliste
Der blev hovedsageligt fokuseret på den del af bandets diskografi, som gennem tiderne har adskilt bandets fanskare. Bandets suveræne tre første udspil blev der ikke spillet et eneste nummer fra, mens det til gengæld blev til 'White Cluster' - den bedste sang fra hovedværket 'Still Life' (1999).
Roadburn-specielt blev det, da den psykedeliske aura af 'Atonement' dukkede op på sætlisten og varede ved i 7-8 minutter ud over sin i forvejen halvlange spilletid. Til trods for at ens ubetingede kærlighed for Opeth skylder den psykedeliske side af bandet pokkers meget, har det aldrig været muligt tidligere at finde frem til denne side af bandet i koncertsammenhæng. Det har skyldtes henholdsvis en blanding af middelmådige spillesteder, der akustisk set ikke har formået at leve op til Opeths differentierede lydside, samt amøbe-metalhoveder, der skråler mere, end de lytter. Opeth har ofte bukket under for begge dele, men 013-spillestedet og Roadburn-publikummet gav plads til både et mangfoldigt lydbillede samt skæve, lange, psykedeliske passager. 'Atonement' var festivalens højdepunkt.
Og Opeth var et stort højdepunkt!