ACW '23: Doomens pilgrimme til stålet
Messa lever op til favorit-værdigheden med en kemi og stemmepragt, der mere end illustrerer, at de er klar til næste trin på karrierestigen.
Koncertdagen er endnu ung, da den italienske kvartet åbner andendagen på Lille Vega. Et band, der hurtigt brændte sig ind under huden på nærværende skribent i forbindelse med udgivelsen af sidste års ’Close’. En smuk og inderlig, men også i momenter rocket og eksperimenterende plade, hvor særligt de doomede kvaliteter i sangskrivningen stod skarpt, ikke ulig hvad vi kunne opleve kort derefter, da Roadburn dedikerede hovedscenen til en dedikeret opvisning i alle Messas varierede paletter. Særligt Sara Bianchins sensuelle tone og de mellemøstlige øjeblikke med gæsteindslag i fx ’Orphalese’ vandt manges hjerter i den pakkede sal, inklusiv undertegnede.
Det var derfor et indlysende trækplaster, da Messa blev booket til årets A Colossal Weekend, hvor selv festivalens største scene, Lille Vega, vel næppe kan rumme mere end en fjerdedel af Roadburns hovedscene. Messa har da heller ikke vundet det store publikum herhjemme endnu, men der er ikke desto mindre hurtigt proppet, da ’If You Want Her to Be Taken’ ligesom sidste år åbner koncerten med lækre finesser fra Alberto Piccolo og med nok rum i verset til, at Bianchin kan fylde salen ud med sin inderlige røst, godt gemt bag de lange, sorte krøller. Hvad hun mangler i drive fra scenekanten kompenserer hun til gengæld mere end rigeligt for i en stemmepragt, der igen i dag går lige i føleren med en spændvidde lige fra højstemt vibrato til det helt dybe leje.
Det skal så ikke ligge Messa til last, at lydmanden tydeligvis fejler eklatant ved at prioritere vokalen så lavt, at Bianchin fx i den fremragende udgave af ’Dark Horse’ tidligt i sættet nærmest må opgive at tangere den tætmaskede mur af distortion, selvom vi vitterligt står lige foran hende.
Det er da nok også netop der, udfordringen er at finde, for bandet får til gengæld alt den volumen de kan trække. Marco Zanin booster i momenter sin bas op til at simulere en rytmeguitar, mens Piccolo så bedre kan udfolde leadguitarens rolle mere overgearet, mens han også ved lejlighed graver en violinbue frem til at få andre tonaliteter frem i den seksstrengede.
Overvejende er det et mere råt, betonrocket Messa, vi står overfor i dag, der udnytter den, i det mindste til sammenligning, intime setting til sin fordel med at komme hårdt og kontant ud over scenekanten i modsætning til vilkårene på den grandiøse 013-scene. I den 70'er-lirede rocker ’Pilgrim’ kan man vitterligt mærke, hvordan deres interne kemi og indforståede opbygninger kan noget udover det sædvanlige. For eksempel da Zanin og trommeslager Rocco Toaldo låser sig i et lækkert groove, mens Piccolo flipper ud i en skærende guitarsolo, inden Bianchins ahhhhs og ohhhhhhs minutter senere fører os tilbage til sangens grundkerne.
Et absolut Colossal-højdepunkt, der kun svækkes ved lydmandens åbenlyse fejlprioritering af vokalen, men som til gengæld tydeliggør hvor stærkt et band Bianchin har i ryggen, og hvor bl.a. ’Leah’ fra den foregående skive bekræfter, at man snildt også kan finde solide numre længere tilbage i kataloget end på sidste års tredje album fra italienerne.
Messa skiller sig ud fra resten af festivalens line-up, men de har nu også en lyd, der er helt sin egen. Inderlig og tung, men også rå og direkte når den side ligger dem nært – og i dag er det den side vi især får at mærke, som ultimativ afveksling fra doomens tungsind. Stadig at kunne se Messa på så lille en scene føles meget privilegeret, og med den klasse de udviser i dag kan der næppe heller gå længe, før vi ser dem folde sig ud på større scener – alt andet ville være ufortjent.