Valerian Swing har åbenbart sat sig for at smadre alle kasser, og det gjorde de noget så eftertrykkeligt, og de var for skribenten den klare vinder i kategorien "Årets bedste booking".
Frail Body overraskede enormt positivt og spillede, som gjaldt det livet til fredagens første Store Vega-koncert. Desværre forblev arbejdsdelingen fast, og den lovede ud-af-kroppen-oplevelsen udeblev.
Zola Jesus havde allieret sig med en strygekvartet noget af vejen, da hun lørdag eftermiddag viste sig fra sin mest skrøbelige side i et intenst – og til tider lidt kedeligt – sæt.
Oranssi Pazuzu kontrollerede kaos, da de lukkede ned for Vega på ACW's førstedag.
Kylesa er kommet ud af deres hi efter 10 år i dvale, og fremstod desværre ikke helt færdigbagte trods syv studiealbums og en lang karriere.
Laser Nun's eksperimenterende, improviserende, doomede noise boblede over af kreativitet til en immersiv koncert midt på Basements kolde gulve.
Elder er et af verdens mest fesne og elendige bands. Det er også et af verdens bedste og mest lækkert spillende bands. Så meget kan vores to udsendte anmeldere blive uenige om.
Alkymist viste sig endnu engang som et band blandt Danmarks bedste rock-orkestre, da de pillede Lille Vega fra hinanden og satte to streger under, hvorfor vi bør høre meget mere til dem fremover. Og på større scener.
Dool leverede et sympatisk, udynamisk hard rock-show, der kun udmærkede sig med få lyspunkter.
Vanen tro har A Colossal Weekend hyret en resident artist. Dette år var det Zola Jesus, som gav et henrivende, improviseret noise-set på Basement.
Vulvatorious satte Basement i flammer med en yderst velspillet og engageret koncert.
Nede i den dejligste kælder på Vesterbro fik jeg en billeddannende oplevelse, som spændte mig ud mellem flere grundfølelser. Det var ret vidunderligt.
Fredagen på A Colossal Weekend blev sparket i gang på langsom, tung vis med beats fra Bristol fortolket af danske doomstere.
Man ved lidt, hvad man får til et Chat Pile-show. Filmisk intromusik, filmforedrag fra Raygun Busch og nogle virkelig gode sange.
Amerikanske Agriculture beviste endnu engang, at områderne uden for de æstetisk stringente norske skove er frugtbar mark.
Kellermensch havde klædt sættet på til lejligheden og fyrede 14 numre af på 65 minutter til en koncert, der var et brag på mere end én måde.
Norske Witch Club Satan var en sej og feministisk fuckfinger til den mandsdominerede black metal-genre.
Afsky leverede en fremragende koncert, som desværre ikke rigtig fik lov til at vokse til sit fulde potentiale.
Scimitar var en af de koncerter, jeg på forhånd satte mig på, da der skulle fordeles anmeldertjanser under årets A Colossal Weekend. Som fan af Slægt og Shaam Larein var det en no-brainer. Desværre var det kun fedt på papiret.
Offermose og kunstnerduoen Last Oblivion fusionerede cinematiske toner og cirkulær mystik.