ACW 25: Emotionel kompleksitet
Nede i den dejligste kælder på Vesterbro fik jeg en billeddannende oplevelse, som spændte mig ud mellem flere grundfølelser. Det var ret vidunderligt.
Den danske duo Lueenas, bestående af Maria Jagd (violin) og Ida Duelund (kontrabas), spiller en cinematisk dronende og smukt flimrende form for musik, der inddrager jazzens frisættende potentialer, den klassiske musiks instrumenter og rockens støjende materialitet. Så er det slået fast, men hvis det ikke umiddelbart vækker genklang for det indre øre, så forestil dig blot, hvordan en kontrabas mon ville lyde gennem en Rat-distortionpedal, og så har du i hvert fald en del af ligningen for denne tidlige fredag aften i Basement. Dybe, rumlende bastoner med distortionpedalens tilføjede harmoniske frekvenser. Eller en violin udsat for flimrende, himmelsk pitchshiftende shimmer-reverb. Forestil dig så de to ting sammen, og så har du en form for fornemmelse af, hvad der foregik på scenen.
Men det er jo kun en del af den magi, vi fik lov at opleve. De to musikere kommunikerede konstant ordløst med hinanden på scenen, mens loopere og effektpedaler, og indimellem en trommemaskine sammen med strygerinstrumenterne blev brugt til at skabe fascinerende lydlandskaber. Numrene var klart skønne, ja, men der var altid et element af noget mystisk eller nogle gange ildevarslende over musikken. Jeg havde det, som om jeg hele tiden blev bedt om at forholde mig til komplekse frem for rene følelser. Det var et stort plus, for lytter man en del til metal, udsættes man for mange, meget rene og ensrettede følelser i musikken. Som om stemninger blev bygget op blot for at blive komplementeret med en anden stemning. For eksempel var den en meget smuk passus med nogle helt vidunderligt rare pizzicatoer på violinen, som øjeblikket efter blev modsagt af sørgmodigt strøgne toner på samme instrument. Hvert stykke havde en emotionel retning, men ofte indeholdt de også nuancer, der pegede i andre retninger. Urovækkende musik, der alligevel hensatte én i en form for afklaret, rolig tilstand. Kun en enkelt gang følte jeg, at musikken, nok i virkeligheden mest basgangen, blev en smule for traditionelt groovende. Vi nærmede os næsten en form for chillet dubtechno, og der følte jeg næsten, at jeg var i alt for velkendte farvande, men måske var det rart for nogle, at vi lige fik lov at hvile lidt i det.
Resultatet var, at selv om duoens musik på overfladen lyder cinematisk, så var det ikke filmmusik af den ofte brugte slags, som meget entydigt fortæller dig, hvad du skal føle. Det var nærmere filmisk i den forstand, at det dannede billeder og komplekse emotionelle narrativer i lytteren. I hvert fald i denne lytter, der havde en fantastisk god oplevelse med duoens abstrakte, men på ingen måde virkelighedsfjerne musik. Det var musik for mennesker, lavet af mennesker i nuet. Musik for livets kompleksitet, ikke filmens ensrettende krystallisering af den. Vi kan også bare sige, at det var formidabelt.