Jernkæmpen og hanekammen
Technoen opstod i Detroits industrielle centre, men Lollands sukkerroer og tankstationer kan også være drivkraften i et frugtbart møde mellem rigid maskinrytmik og personlig erindring.
2. GAS STATION
3. FUCKING HARVEST
4. ORDINARY GIRL
5. MEIN BRUDER
6. MIKROPLASTIK
7. DOOM PLASMA
8. GLASS STORM
9. HYDRO
10. GRID
I Vulvatorious har Ditte Krøyer i de seneste år udgjort en imponerende frontfigur, der med sort hanekam, voldsom stemmekraft og imposant scenetilstedeværelse er blevet et kraftcenter i scenen. I videoen til ’Gas Station’ fra Krøyers soloalbum jages denne figur af Krøyers nye, hanekamsløse persona. Hanekammen blev efterladt på gulvet i Krøyers rørende kunstudstilling i Nikolaj Kunsthal, som en slags overgangsrite, kan man næsten forestille sig. Udstillingen, som hed ’hard core’, gik ind til den hårde, indre kerne i Krøyers opvækst mellem Lollands liminal spaces. De forladte tanksstationer, roemarkerne og de industrielle landskaber. Grænserum, der føles unheimliche og affolkede. Det er samme biografiske og personlige erindringslandskab ’Towering Iron’ tager udgangspunkt i. Hvor Vulvatorious rakte udad og gik i kødet på patriarkalske strukturer, så er KRØYER et projekt, der trækker mere direkte på den personlige hovedstol, hvor Krøyer både genbesøger og frigør sig fra barndommens ø, men også ser fremad mod en mere frugtbar fremtid efter den store oversvømmelse af de lavtliggende jorder.
’Gas Station’ synes at være et møde mellem nutiden og fortiden. Der er minder om fortidens sukkerroer, og fremtiden er nu, men verden er til enhver tid en rådden katastrofe. Det er altid nu, vi skal kappe hovederne af vore herskere. Musikalsk befinder ’Towering Iron’ sig i sit eget liminal space mellem techno, acid, hardstyle/gabber, industrial, metal og et punket mindset, og det viser sig at være en fin grobund for Krøyers erindrings- og identitetsprojekt, der rækker ud efter flere følelser end vreden, og som gemmer på fine emotionelle nuancer i et lydlandskab, der ellers synes at bruge sine ravede troper til at beskrive det modsatte af eufori.
Kan elektronisk musik være rørende?
Dumt spørgsmål. Selvfølgelig kan det det. Case in point: albummets centrale nummer, ’Mein Bruder’, som Ditte Krøyer har skabt i samarbejde med sin bror Rasmus Krøyer. Sammen taler de om deres fælles opvækst gennem lydoptagelser af konkrete samtaler og call and response-lyrik, hvor vi for første gang i en studieoptagelse hører Rasmus’ growl/skrig. Det ville være skønt at høre til det i Vulvatorious-sammenhæng. Det tårnende, jernhårde industrial-beat lægger en fremragende bund for en rørende komposition, der føles skabt af kærlighed trods, eller måske netop på grund af, udgangspunktet i vold og sorg. Det hele ender dog som en sang, der føles helende.
’Towering Iron’ er skabt af Krøyer i samarbejde med produceren Sandra Vitayarat. De har begået en medrivende plade, som fylder de trampende jerngigantiske tracks med personlighed og menneskelighed. Lyrisk set er det mindst affektive nummer ’Mikroplastik’. Det er til gengæld et ekstremt medrivende stykke med ravekultur set fra mørket. Kæmpe banger! Også åbneren ’Cover Its Mouth’, som gæstes af MØ, der som sædvanlig viser, at man godt kan kombinere international stjernestatus med god undergrundssmag, er en personlig favorit. Jeg er vild med de ravey, baglæns synths!
’Hydro’ er ligeledes et højdepunkt. Det cinematiske nummer synes at opmale billeder af en stormflod, som måske nok er ulig den store stormflod, der ramte især Lolland og Falster i 1872, og som kostede 260 mennesker livet, men som på en måde tager udgangspunkt i den. I det tab, der stadig kan føles i sukkerøens roemarker, og i den ø, der stadig er udsat for klimaets rasen, men også for sociale ødelæggelser, der i sidste ende er et politisk valg. Denne nye stormflod vil komme og skylle de ødelæggende strukturer væk. Eller ’Fucking Harvest’, hvor vandet også spiller en stor rolle. Her stiger Krøyer op af havet, der nu dækker alt, som et hævnende tårn af lollisk, industrielt jern, for hvad man sår, det høster man. Alt sammen i et teknometallisk lydbrag, der bør overbevise selv den mest elektroskeptiske headbanger. Jeg glæder mig til at opleve Krøyer solo på scenen. Det bliver helt sikkert stærkt, og ’Towering Iron’ er helt sikkert en stærk plade, gjort af det pureste rustne jern, vand og sårbart sukker.