Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens stjerner: Vulvatorious

Populær
Updated
Vulvatorious bandfoto 2 sep 2021

"Fuck you, incel!" lyder skriget fra dybet. Dybet er i dette tilfælde Maribo, via Amager, og lyden kommer fra Vulvatorious – Danmarks nye crust-black band, der allerede nu har fanget Henry Rollins' opmærksomhed. Devilution stiller skarpt.

Kunstner
Dato
20-12-2021
Fotograf
Vulvatorious
Forfatter

Hvem er bandet?
Bandet består af Ditte Krøyer (vokal), Sofie Angen (guitar), Signe Lading (guitar), Florent Besson (bas) og Rasmus Aarslev (trommer).

Hvordan startede bandet?
Ditte og Sofie har gået i gymnasiet sammen i Maribo, men havde ikke set hinanden i nogle år, da de i begyndelsen af 2020 stødte på hinanden til en koncert i Pumpehuset, hvor Sofie også havde Signe med. Vi har alle en stor interesse for metal, og stemningen var høj. Inden aftenen var omme, havde vi besluttet os for at starte et band, og vi valgte navnet Vulvatorious. Sofie og Signe spillede guitar, og Ditte growlede, når hun var stiv, så det ville komme an på en prøve, om hun også kunne det ædru.

Vi mødtes ugen efter for at jamme og dele vores ideer til musikken. Omkring et halvt år senere sagde vi velkommen til Florent fra Frankrig, som Ditte kendte fra kunstmiljøet. Florent så på vores Vulvatorious instagramprofil, at vi ledte efter en bassist, og kom herefter til øver på Sofies værelse. Kort tid efter fik vi vores første øvelokale på Amager, hvor vi inviterede Rasmus med på en øver. Ditte kendte Rasmus via en veninde fra Slemminge, som havde fortalt, at han tidligere havde spillet trommer i et black metal band.



Hvor var jeres første øver?
Det var hjemme på Sofies værelse på Amager. Vi havde to guitarer, to forstærkere og en lyserød mikrofon fra Kvickly til Ditte, og ideerne væltede ud første gang.
Underboerne klagede ikke, så vi blev faktisk dér, indtil vi fik vores første øvelokale et halvt års tid senere. På grund af coronaen var vi dog forhindret i at mødes en stor del af 2020.

Hvor var jeres første koncert?
Vi har ikke optrådt live endnu, men vi giver vores første koncert til Luna Riot Ball på Stengade den 11. marts 2022, og vi glæder os!

Hvem har fået øje på jer?
Vi har fået henvendelser fra nogle spillesteder og producere, hvilket vi sætter enormt stor pris på. Desuden har ingen mindre end Henry Rollins ytret sin mening, at CUNT WAR er en sang, han sent vil glemme.



Hvad har været jeres største koncert?
Lige nu glæder vi os bare til at spille på Stengade i marts 2022, og så kan det jo være, at vi ses på Copenhell en dag!

Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Planlægning, logistik og at skaffe penge til alle de ting vi gerne vil.

Hvordan har det været at indspille jeres debutplade/ep?
Vi har kun indspillet tre numre indtil videre. Det var en meget lærerig oplevelse, der også bragte os nærmere på, hvordan vi gerne vil udvikle vores lyd og musikalske udtryk.

Hvad er jeres inspirationer?
Vi har hver især et hav af meget forskellige inspirationskilder: f.eks. Bikini Kill, Konvent, Behemoth, Metallica, Nervosa og Ulvers ‘Den Sorte Trilogi’.

Hvad er jeres drømme?
Vi drømmer om at samle en hær, der vil følge os i kampen mod patriarkatet… og en kæmpe mosh pit til vores første koncert!

Hvordan vil I nå dem?
Vi skal blive ved med at skabe nyt materiale, og så skal vi bare ud og spille live!

Hvordan vil I virkelig ikke ende?
Så langt har vi slet ikke tænkt.

Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
Vi har rigtig god opbakning fra vores netværk, der støtter op om os. Derudover har vi fået en masse positiv respons på de numre, vi har udgivet, og den musikvideo, vi har lagt ud. Så tak, det er vi virkelig glade for!
Og ikke mindst tusind tak til Devilution, der givet os denne mulighed for at præsentere Vulvatorious