Ugens Monsterdrøn: Metallica - St. Anger
Populær
"St. Anger" er helt bestemt en af årets største hævi udgivelser, så samtlige tre Heavyjam.dk anmeldere er sat på sagen.
"St. Anger" er helt bestemt en af årets største hævi udgivelser, så samtlige tre Heavyjam.dk anmeldere er sat på sagen... Et eller andet sted har jeg hele tiden håbet at Metallica ville lade sig rive med af den sunde stemning fra "Garage Inc." cover pladen fra '98, og så ellers bare køre videre i dét spor - med egne sange, forstås. Og, tjaeh, det er vel egentlig nok dét, Metallica har gjort med "St. Anger", og så ellers sølet sangene godt til i kontant agression og tonse tung energi forløsning.
Når fornemmelsen af overrumplethed har lagt sig - en smule - står "St. Anger" imidlertid også tilbage med den der sære snert af detaljerigdom, der altid har kendetegnet dette her band. Vel er det hæviness'en, som er den store lysende overskrift her, men det er bemærkelsesværdigt så vellykket, Metallica får fusioneret inspirationskilderne på "St. Anger". Måske er disse så også mere presente end tidligere, men hvad fanden gør det? Selv synes jeg det er ganske spøjst og ganske i orden at få et strejf af Megadeth i "St. Anger", en kindhest fra Down i "My World" (breaket mod slutningen), knusende Kyuss-light grooves flere steder og - omend nok helt og aldeles utilsigtet - Kashmir-agtige fraseringer i "Invisible Kid" !! Og ved alle flasker god fyldig bourbon, hvor fortryllende tungt, Metallica kan svinge en rock'n'roller på garage metallisk manér som i "My World" og "Dirty Window". Det swinger - og rykker, det lort!
Men ingen af inspirationskilderne får på noget tidspunkt lov at løbe løbsk, men holdes i et stålfast jerngreb af den blodrøde dæmon uddrivende Metallica-næve. Og den slår altså hårdt på denne her plade.
Helt uproblematisk er "St. Anger" dog ikke, især når man måler med de megahøje Metallica-alen fra tidligere tiders storhed. Som de headbangende herrer ovenfor så rigtigt nævner det, så er det en lidt underlig tønde-agtig lilletrommelyd, Lars Ulrich præsenterer her, og den lyder klart bedre på DVD'en live fra øvelokalet!!
Og længden på pladen (en time og tre kvarter) kan nok også diskuteres, men omvendt, havde der nok også rejst sig et ramaskrig af dimensioner hvis Metallica havde lavet deres version af "Reign In Blood" og smidt en lille halv times intens garage metal på gaden!
Men Metallica-albums har det jo med at åbenbare nye dimensioner henadvejen, og jeg er sikker på at det også vil gælde "St. Anger". I hvilken udstrækning vil tiden og afspilningerne vise, men lige nu lever "St. Anger" nu også såre fint i mit univers som en rå og grim beton bastard med både bid og tyngde. Og en hel del vovemod, ikke mindst.