Stærkt møde mellem thrash og grunge
Populær
Selvom man spiller guitar for Madonna, så kan man jo godt have styr på andet end popmusik og levere et helt fornuftigt hårdtslående album i grænselandet mellem rock, metal, grunge og poppens sans for fængende vokalmelodier.
Den her plade er efter adskillige lyt kommet snigende ind på skribenten som dårlig samvittighed. Vokalen i det lyse toneleje var bare ikke rigtig forenelig med musik, der på skift gerne ville være thrash metal eller beskidt grunge, men mindede mere om noget, der havde passet bedre i popmusikken. Og det er der måske en grund til. Manden bag musik, guitar og vokal er Monte Pittmann, der i flere år har været guitarist for Madonna, men som har en oprigtig interesse for og baggrund i metal. Og det var naturligvis også ham, der havde en finger med i, at Madonna pludselig spillede et riff fra Panteras 'A New Level' under sine live-shows.
Men metalfolket kender måske også Monte Pittman fra en tid i Prong omkring 'Scorpio Rising'-albummet. Og så er 'The Power of Three' heller ikke mandens første album, det er det tredje.
Kigger man på coveret, som er et kedeligt kranie og et logo skrevet med graffiti/tag-agtig skrift, så fornemmer man en mand, der måske nok er vokset op med metal, men ikke rigtigt har fulgt med i de senere år, hvor han har tjent til føden ved at arbejde med fx Madonna og Adam Lambert. Coveret er grimt og så kliché, som det kan blive, og havde nok også fået tæv i 80'erne, hvor det dog havde passet bedre ind.
Kendt dansker bag knapperne
Visionen bag produktionen følger lidt i samme tråd, da man har valgt at få Metallicas ganske kendte - specielt for os danskere - producer indover: Flemming Rasmussen. Heldigvis har hr. Rasmussen ikke prøvet at få musikken til at lyde som 'Master of Puppets', men har i stedet ramt et opdateret lydbillede, der lyder lidt som Alice in Chains efter genkomsten, og som på magisk vis passer den lyd også, når Monte og co. forlader rock/grunge-stilen og presser på med noget metal, der kunne være skrevet af Metallica mellem nævnte 'Master ...' og '...And Justice for All'.
Vokalen er lys, let tilgængelig og vanedannende i længden. Det er som et mix mellem nyt Alice in Chains og Life of Agony - eller måske bare Keith Caputo. Det er heller ikke fjernt fra Ozzys vokale bedrifter, men dog uden samme metalliske skærebrænder-evner. Først var det lidt irriterende med den luftige vokal oven i den fortrinlige, tunge lyd, men det vokser alligevel til at blive et plus for pladen. Der er noget balanceret og afstemt over den, som sært nok fungerer i forhold til musikken. For det meste. For musikken stikker også af et par steder og forsvinder ud i noget, der gerne vil være hårdere, end det kan klare i forhold til resten. Og så bliver begge dele altså lidt påtagede.
Det slår dog ikke det overordnede resultat ud af kurs. Stærke sange i 'A Dark Horse', 'Delusions of Grandeur', og ikke mindst 'End of the World' og 'Missing' mod slut, vælter let den korte fadæse i det meget '...And Justice'-agtige slutnummer af pinden. I nummeret går der kortvarigt plat-dødsmetal i det - i bedste/værste Debauchery-stil. En hjerneblødning. Men resten af albummet er gennemarbejdet håndværk med nogle interessante genre-sammenblandinger og en vokal, som holder det hele på plads. Tydeligvis et album lavet fra hjertet, for Monte Pittman har så meget en fod eller mere inden for andre steder i musikbranchen, hvor pengene vist rækker mere til terminen og pensionsopsparingen.