Fortid og nutid mødes i et futuristisk take på elektronisk kirkemusik, her på det tredje album fra det virtuose énmandsprojekt Keygen Church.
Giv din tid til Mornes massive, tunge repetitive musik – bandet har denne gang taget sig tid til at give dig smadrende lækkerier.
'Terrasite' er en udmærket plade, der lige mangler det sidste for at nå de foregående tre pladers storhed. Men det var næsten også for meget forlangt.
Fates Warnings medlemmer med længst tid i folden, Alder og Matheos, har begge udgivet sideprojekter i år. Vi anmelder Kings of Mercia, men får også smidt en del ord om A-Z i farten.
Rivers of Nihil har med afstand lavet den bedste plade i 2021, hvor de forener progressiv dødsmetal med saxofon og synthesizer. Fantastisk. Intet mindre.
Den amerikanske sekstet vil meget mere end deathcore'n. I første omgang alternativ metal - og denne gang lykkes det for Whitechapel at skabe en plade med et langt mere helstøbt udtryk.
Artillery har begået en poleret thrash-plade, der viser deres styrker både på vokalen og guitaren, fejrer genren og lillebror Stützer. Det er ikke overvældende, men det er godkendt
Iotunn har lagt det snurrende kompas fra sig og sat kursen mod stjernene på et album, der udforsker nye territorier.
Ét nummer skiller sig ud som formidabelt og fremragende og potentiale-forløsende for Demon Head, der med sit fjerde album har leveret endnu et solidt album – selvom noget af materialet ikke helt er oppe at ringe.
Fates Warning viser både storform og overmod på bandets 13. album, som reddes af stærke sange over hvad, der for de fleste alligevel er en fin albumlængde, men er derfra noget mere på det jævne i de resterende 25 minutter.
Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.
The Ocean spiller geologsludge. Denne gang med følsomme ambitioner og en helt vildfaren forståelse af egne evner.
Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.
Anaal Nathrakh lyder, som altid, fristes man til at sige, både velkendte og eksperimenterende på album nummer 11, der er både storladent, fængende, bestialsk og modbydeligt.
Kultband gør comeback med 39 minutters pur, uforfalsket, episk doom/heavy metal, der lyder, som om tiden har stået stille siden 1980'erne. Heldigvis da.
Midnight vil gøre alt for at provokere og virke seje. Men på enmandsbandets fjerde Venom-opkog i fuld længde er det hele alt for forudsigeligt og bedaget.
Med ’Death Atlas’ fortsættes stimen af perfekte plader, der udvider og afsøger nyt terræn og balancerer på en knivsæg mellem det ekstreme og det vellydende.
De har leget med udtrykket, og de har åbnet lydbilledet op: På deres ottende album lukker Cult of Luna sig om sig selv og lader det være op til lytteren at finde en vej ind. Men hvad nu, hvis der slet ikke er noget derinde?
De har haft 12 år til at finde ud af, hvad de ville med deres comeback-plade, men det er langt fra et afklaret Sacred Reich, man hører på ‘Awakening’.
Polsk dødsmetal har været domineret af Vader, Behemoth og Decapitated. Det er på tide, at Hate kommer med i den samtale og får den opmærksomhed, de fortjener.