Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Bandeord, blod og belze-bæ

Updated
a3977395809_10-820x820

Midnight vil gøre alt for at provokere og virke seje. Men på enmandsbandets fjerde Venom-opkog i fuld længde er det hele alt for forudsigeligt og bedaget.

Kunstner
Titel
Rebirth by Blasphemy
Trackliste
Fucking Speed and Darkness
Rebirth by Blasphemy
Escape the Grave
Devil's Excrement
Rising Scum
Warning from the Reaper
Cursed Possessions
Raw Attack
The Sounds of Hell
You Can Drag Me Through Fire
Karakter
2

På Devilution står den musikkritiske højpandethed ofte i grel kontrast til den musikalske tykhovedethed: Desto mere bøvet, braldrende og bagstræberisk metallen bliver, desto mere elitært og ekskluderende bliver forsvaret for det, der opfattes som den sandeste, mest ædle metal. De metalliske landvindinger vægtes ikke lige så højt som plejen af kerneområderne: Med romersk dekadence lader man de fjerntliggende territorier falde i barbarernes hænder, mens dovne orgier afløses af endeløs palaver i rigets midte, hvor forfaldet for længst har sat ind. 

Så naturligvis må de devilutionistiske senatorer tilbede Midnight på kejserens dekret. Det er lyden af imperiets storhedstid; af dengang, hvor legionerne i fuldendt formation lagde enhver modstand under fode, hvor prokonsulerne nød de fribårne borgeres rædselblandede respekt, og spandexmoden dikteredes af luner og indfald i Rom.

Det er lyden af Venom.

Lyden af engang, hvor dette var alt, der skulle til for at sikre sig den absolutte dominans i senatet: En Motörheadsk basal boogierock spillet endnu mere klodset brutalt end Motörhead selv, en gurglende kæften løs, et gennemført look med læder, patronbælter, nitter, bar mave og ansigtet dækket af sort klæde for at skjule, at det ikke er gudernes rock’n’roll, det her. Det er tilfældig dude fra det der andet band, der aldrig blev til det, det skulle have været, og nu prøver han – med lidt mystik og en musik så primitiv, at alle tror, det må dække over noget mere – at skabe sig et omdømme.

Når det er lykkedes, er det, fordi Midnight lyder som noget, man gerne ville elske. Det er endda et enmandsband ligesom Bathory, fordi ingen andre tilsyneladende er metal nok helt ind til benet til at kunne føre Athenars vision ud i livet. De må hyres ind som lejesoldater, når han skal på felttog; når værkerne skal mejsles i sten, er det kun ham selv, der kan gøre det.

Så altså. Det er alt det, der ligger til grund for ‘Rebirth by Blasphemy’, Midnights fjerde fuldlængdealbum siden begyndelsen i 2003. Det begynder med et Tom G. Warriorsk “uh!” og et sært muntert riff. Der er et ret godt break i midten, der med en uventet melankolsk stemning udviser et melodisk og kompositorisk overskud og noget, der minder om en eftertænksomhed midt i amokløbet. Det er faktisk sådan noget, der godt kan få én til at tvivle på, om Athenar reelt er så bestialsk og dødsforagtende, som han fremstiller sig selv i Midnight.

For Midnight er på ‘Rebirth by Blasphemy’ også lyden af et band, der prøver hårdt. Et band, der vil genopfinde Venom og få det til at lyde lige så voldsomt, som det gjorde i starten af 80’erne. Venoms opskrift på succes dengang var at tage noget, der allerede fandtes, og skrue det en tak op: Mere bulder, mere Satan, mere læder, grimmere sex, grimmere medlemmer, grimmere lyd. Midnights musik er ikke ekstrem nok i sig selv til at tiltrække den samme opmærksomhed, som Venom tiltrak sig dengang: Der er løbet for meget blod under broen i de mellemliggende fire årtier, teatret er blevet virkelighed for mange gange.

Alle de kneb, Midnight bruger, virker, som om Athenar godt er klar over, at hans rolle for længst er udspillet. Den første sang hedder ‘Fucking Speed and Darkness’, og den komplet overflødige brug af kraftudtryk vidner alt for tydeligt om, at han udmærket selv er klar over, at det, han har at byde på, ikke er vildt og voldsomt nok i sig selv. At være nødt til at bande for at få sine pointer igennem er en falliterklæring. Det er det sådan set også at være nødt til at bruge en ung, nøgen pige, der ofrer en gedebuk, på coveret. Og med en sangtitel som ‘Devil’s Excrement’ bliver desperationen tydelig: Alt vil Athenar gøre for at fremstå fanden-i-voldsk.

Men bandeord, blasfemi, blod, bryster og belze-bæ virker bare ikke så stærkt længere, som det gjorde i 1981. Det virker bedaget. Idéforladt. 

Idéforladt virker det også, at den sang, der står stærkest på ‘Rebirth by Blasphemy’, er ‘Rising Scum’. Den skiller sig ud fra røvballeblacken og ville være decideret bemærkelsesværdig, hvis ikke det var, fordi den var et direkte plagiat af Venoms ‘In League with Satan’. Som selv stod som den stærkeste sang på ‘Welcome to Hell’ i 1981.

Det er sådan noget, man kan vælge at se som metallisk standhaftighed. Som en hyldest til de gamle guder. Som en påmindelse om en tid, hvor metallen endnu var uforudsigelig og dermed havde et skær af noget farligt over sig. Midnight er utilregnelige som en hooligan på energidrik og vodka. Men den vold, det uvægerligt fører til, er lige så uskøn og forudsigelig som endnu et jomfruorgie i det hensmuldrende palads.