Årsliste 2017 – Signe Andersen

Et år, hvor Tom Petty forlod os, et dansk band udgav et mesterværk blot for at trække stikket, og et andet dansk band får uventede klaps for deres ligegyldigheder. Et tilbageblik på et år med en sær blanding af Dog Eat Dog, Venom, W.A.S.P., Destruction og coverbands.

Det har ikke været det bedste år i metal-narnia, det må jeg sige. Det meste af tiden er gået med gamle, velkendte album, og de få nye, der kom i rotation, har fået spilletiden, fordi de lyder som de gamle. Pånær Kollapse, der vælter alle af pinden. Den har stået på Pist.On (takket være en introduktion fra min kønnere halvdel), Detest, Bloodbath og Pantera. Lidt har alligevel fået spilletid - det kigger vi på herunder.

Årets danske udgivelser:

1. Kollapse: 'Angst' – Kollapse kan præcis det modsatte af Årets største skuffelse (se nedenfor). ‘Angst’ er tung, støvet, vred, oprigtig. Skarpt vredet hele vejen rundt, både numrene og produktionen – der supplerer bandet og ikke omvendt – rasende råberi, spændinger selv i de små trommeslag, ophøjet kontrol i de langsomme passager, naivt og bombastisk på én gang. Kort sagt: Kuldegysninger på snor.

Herfra er der langt ned til resten af listen, desværre. Det skyldes primært, at ‘Angst’ rammer skiven med så stor kraft, som den gør. Ikke mindst på grund af Jacob Bredahl i producerrollen og hans forståelse for, hvad han har med at gøre. Jeg vil i samme ombæring anbefale, at man bruger penge på den her udgivelse, da youtubekvaliteten ikke yder noget af ovennævnte retfærdighed.



2. Hexis: ‘Tando Ashanti’ og 'XII' – Jeg er ikke helt vundet over på den mørke side endnu, hvad angår Hexis. 'Abalam' (2014) er gået fra at være mig ligegyldig til at udfolde sig med tiden, og det samme er tilfældet med det seneste lille vulkanudbrud, ep’en ‘XII’, og fuldlængdeudgivelsen ‘Tando Ashanti’, der udkom tidligere i 2017. I bund og grund synes jeg, at Hexis larmer. Mere end hvad nødvendigt og godt er. 

Det musikken til gengæld kan, er det lange seje træk, hvor en mental trance eskaleres og virker lindrende i underbevidstheden. Under støjen ligger detaljerne indsmigrende og præcist, hvor det er meningen de skal ligge. Hexis favner aggressivitet, inderlighed og tristesse på den mest rå og utilslørede måde. Her fungerer ep-formatet optimalt, da små doser Hexis ad gangen er at foretrække, og det vil jeg gerne hylde. 

3. Deadflesh: ‘Sic Semper Tyrannis’ - Ikke så meget hokus pokus. Dansk død efter klassisk skabelon, umanerlig velspillet, brækket ned de rigtige steder, riffene i skabet, vokalen ondskabsfuld og uforståelig. Det er præcis, som det skal være!

4. Billy Boy in Poison: 'Invoker' –  'Invoker' skal også have et par ord med. Fordi Billy Boy in Poison med sikker hånd fører det gode arbejde fra ‘Watchers’ (2013) videre, rendyrker deres stil endnu mere og holder lyd, udtryk og produktion i et gennemtænkt jerngreb. ‘Invoker’ er et balanceret album. Og videoen til ‘Iron Grip’ fortjener ekstra opmærksomhed. Det kan godt betale sig at gøre forarbejdet ordenligt, når resultatet bærer en visuel kvalitet som her. 



5. Deus Otiosus: 'Opposer' – Her er et album jeg tager mig selv i at sætte på og tage af igen. Og sætte på igen. For så var der lige dén der detalje og dét der riff og dét der fill. Jeg synes til tider, de har taget munden for fuld her, og i andre øjeblikke går lyden hånd i hånd med synkoper, tunge broer og ræbende vokal. Og så spiller klaveret altså!

Bobler:

Piss Vortex har født en sær lille snegl i ep’en ‘Soft Reboot’ der på under otte minutter præsterer at vride ens hjerne til smulder og glatte den ud igen. Det er et ganske nydeligt lille stykke med grind. Bravo.

(Og så er det jo altid en sær fornemmelse at gå ud af et år uden endnu en udgivelse fra hverken Illdisposed eller Hatesphere. Fordømt. De har endda de samme medlemmer som sidste år?)

Årets internationale udgivelser:

Jeg er ikke helt oppe og ringe over noget i år, men helt tomt kan der ikke være herunder. Derfor:

1. Satyricon: ‘Deep Calleth Upon Deep’ – Den her er ikke røget ind på listen af ren vilje. Den har bare haft held til at have kørt så meget i baggrunden, at albummets styrker og forskelligheder har vekslet irritation til genkendelse. Og taler man, som i anmeldelsen, om enten at rose Satyricon for at have modet til at tænke anderledes, eller af samme årsag vende tomlen nedad, hører jeg til de første. Det er et sammenhængende album med ørehængere, bid og kant.

2. Belphegor: ‘Totenritual’ – Jeg vidste, at det her var pladen, da jeg sad en fesen-grå morgen i bussen med en god times tid til at høre musik og faktisk blev bange, da jeg hørte dett album. Ikke alene fordi det tonser tungt derudad, komprimeret og brutalt i sin fylde, men fordi jeg vågnede op af en døs til tredje nummer ‘Swinefever – Regent of Pigs,’ der starter med et sample fra 'Eksorcisten III', for dernæst at buldre nådesløst af sted igen efter den for Belphegor  velkendte opskrift. Der er generelt ingen kompromiser på ‘Totenritual’, og det er værdsat.



3. Dog Eat Dog: ‘Brand New Breed’ (ep) – Efter at have set dem til 1-Day Hardcore Showdown i 2014 blev de mit nye gamle yndlingsband. Derfor en stor glæde at se dem annonceret i Lille Vega i år og dernæst opdage, at de har udgivet fire nye numre i foråret i form af ‘Brand New Breed’, der både indeholder tilbageskuen, nutidighed og spilleglæde helt ud i pappet. Svært charmerende.

4. The Night Flight Orchestra: ‘Amber Galactic’ – Jeg forstår stadig ikke, hvordan dette skete. Men det gjorde det. Jeg bliver lige overrasket, hver gang jeg sætter dette disco-lyn på og bare må lade mig opsluge af, hvor godt det fungerer, og hvor velspillet det både er udført og produceret.

5. Immolation: ‘Atonement’ – Efter samme opskrift som danske Deadflesh, bare Immolation-style. Ingen rammer sprunget, intet nyt og moderne, udover lyden, der (desværre) er fulgt med tiden. Det ændrer dog ikke på, at det er et album skåret med sikker hånd og en pæn portion rutineret velspillethed. 

Boblere:
Broken Hopes ‘Mutilated And Assimilated’ er en fyldig satan, der blæser derudad, uden mindeværdig variation. Det passer meget godt til temaet for mit 2017, hvor al udvikling på musikfronten generelt står stille på en god måde. I samme gænge er ‘Nightbringers’ fra The Black Dahlia Murders hånd en udmærket skive. Synd at albummet som helhed ikke står distancen til at nå top 5. I den helt anden ende af genreskalaen har enmandshæren Midnight med ‘Sweet Death and Ecstasy’ smidt nogle ganske lokkende numre i æteren, der dog ikke når højderne fra den seneste fuldlængde, ‘No Mercy For Mayhem’ fra 2014. 

Årets internationale hit:

Her får Midnights ‘Penetratal Ecstasy’ pladsen, da andet ikke bejler til titlen, og den tonale blanding af Motörhead og Kvelertak absolut er noget, jeg ville fyre på til en fest.

Årets danske hit:

Kollapse: 'Gueuless Cassées'.



Årets genfundne klassiker:

Venom: ‘Cast in Stone’ – Købte den for år tilbage som en del af en større omgang inde på facebookgruppen Heavy Metal Børsen, fordi den nu lige var der. 2-disc versionen med genindspilninger af ældre numre på også. Men først i år røg den på anlægget. Og så hørte jeg ‘Mortals’ og ‘Warhead’, til jeg ikke kunne holde det ud mere, og resten af albummet har i hele 2017 kørt som opbakkende heltesoundtrack til at kunne overkomme alle hverdagens uomgængelige ugerninger, fra offentlig transport til madlavning. 

Årets koncert:

1. Eddie Vedder: Heartland Festival, 03-06-2017 – Fordi jeg røg på Pearl Jam, så snart ‘Ten’ kom i rotation derhjemme (tak til storesøster!) og holdt af stemmen med det samme. Det var bare stort i sig selv at opleve ham solo, og så med førnævnte søster ved siden af. Den første time gik trægt med numre, der lignede og lød af det samme, men i sidste del af koncerten brød Vedders nærvær og indlevelse klart igennem, og alt gik op i en højere enhed, da han sidst spillede Neil Youngs ‘Rockin’ in the Free World’.

2. Black Dahlia Murder: Copenhell, 25-06-2017 – Se, her var jeg nok til en anden koncert end vor egen udsendte. Muggen i sværen, træt og med alt for mange indtryk under vesten tænkte jeg, at The Black Dahlia Murder som sidste band på Pandæmonium kl. 1.45 skulle give et skud energi til turen hjem. Og det skal jeg love for, de gjorde. Men vil man høste fortjenesten, må man også byde ind, og jeg tror gerne, det har været en monoton omgang nede bagved. Oppe i pitten sitrede energien og gav ekstra puls til bandet, der holdt deres vanlige liveniveau. Amerikanerne spillede misundelsesværdigt skarpt, og hvad der kan opfattes som generisk eller upersonligt, var for mig, og måske de øvrige albumbekendte, blot en udvidelse af musikken, som den er indspillet. Det var med stor undren, at jeg bagefter fandt mine kinder på deres plads og ikke som blødende bagudblæste strimler, som ellers mistænkt. 

3. Dog Eat Dog: Lille Vega, 01-09-2017 – Dog Eat Dog er sammen med The Hives ubetinget et af de bedste livebands, jeg har set. Første gang kunne have været held, men anden gang cementerede, at det forholder sig sådan. De kan deres materiale, evner at improvisere over det og bringer spontanitet på scenen, mens de henvender sig direkte til publikum uden nykker. Sejt.

4. Prophets of Rage: Copenhell, 22-06-2017 – Nostalgien, naturligvis. Det ville være plat at lade, som om det ikke spillede en rolle, at jeg aldrig fik set Rage Against the Machine, mens tid var. Men det spiller også ind, at jeg har lyttet til og sat pris på det sammensurium af musikere, Prophets of Rage består af. Både Rage Against the Machine, Audioslave, Public Enemy og Cypress Hill har været og er stadig i rotation hos mig, så det var en koncert med lidt godt fra dem hver, leveret med slagkraft, kontant rytmik og flow.

5. Alcest: Amager Bio, 02-11-2017 – Har de snart været i Danmark halvtreds gange? Nuvel, det er lykkedes mig at gå glip af dem hver gang. Betagelsen har været der siden ‘Écailles De Lune´ (2010), og endelig kunne det lade sig gøre. Lyden var stor i Amager Bio, både når aggressiviteten satte ind, og når lange, svævende passager skulle fylde ud under loftet. Det var et ekstatisk opvarmningssæt, der for mig tog al pusten fra hovednavnet, Anathema, som jeg efterfølgende droppede at se.

Boblere: Physical Graffiti i Amager Bio sidst i september var en oplevelse. Når man vælger at kopiere Led Zeppelin, der bestod af fire enestående personer, der på hver deres måde skilte sig ud og satte et personligt præg på diskografien, skal man godt nok mene det alvorligt. Som årelang fan af den ægte vare gik det først op for mig her, hvor meget improvisation og feeling fylder i Zeppelins musik, og jeg stod klar med kritikken fra første anslag, men måtte taknemmeligt tage den med mig hjem igen. Også System of a Down på Copenhell var et nostalgitrip af de større, selvom ekstasen udeblev, mens Hatesphere på samme lokation havde bedre held til at gå efter en højspændt præstation og lykkedes med det. 

KRS‐One i Pumpehuset står også som et godt minde fra 2017, sammen med Guns N' Roses i Parken, der trods en død start fik sig samlet så meget sammen, at det faktisk gav mening at være til koncerten. Sidst, men ikke mindst fik Queen Machine en særlig stjerne hos mig for deres optræden i Amager Bio i november. Som officiel Queen-fornægter, når der er tale om Adam Lambert-udgaven, føltes det helt rebelsk at kunne hylde og have følelsen af at være til en rigtig Queen-koncert uden den flødebolle i front. Et velspillende, ydmygt og indlevende band. Tak!

Jeg plejer at sige noget, når jeg har noget at sige. Det har jeg hverken om kategorierne 'årets internationale navn', 'årets danske navn', 'årets nye internationale navn' og 'årets nye danske navn', der skulle følge her. Men I kan få en lille håndmad med Venom i stedet. Selv tak.

Årets comeback:

Destruction: ‘Thrash Anthems II’ – Jeg synes sgu, at lyden og håndteringen af genindspilningerne rammer hovedet på sømmet. Numrene har fået tilføjet en væsentlig pondus, der yder de oprindelige versioner retfærdighed, selvom flere af sangene gør sig markant bedre end i de originale udgaver. Hvis ‘The Ritual’ fandtes på Youtube i sit nye overtøj, havde jeg postet den herunder. 

Det overså jeg i 2016:

Prevail: ‘War Will Reign’ – Hvis det album var kommet to måneder senere, havde det sprunget rammen og placeret sig i toppen sammen med Kollapse. Det er i så høj grad gennemført, oprigtigt og relevant! Hvor er det få, der kan trække sådan et album op, funderet i den gamle skole, og så gøre det lytteværdigt i nutiden. Ligeledes kom også danske Batterys ‘Martial Law’ fra sidste år alt for sent til mig, men vi har taget revanche her i efteråret og er blevet fine venner. Lifesick kan med deres ‘6 0 1’ fra d. 31. december 2015 vel også lige snige sig med her? Det album er jeg sgu blevet glad for! Måske jeg skulle begynde at følge med, når tingene rent faktisk bliver udgivet? Men ... som med god vin og finanslovsforslag bliver det jo ikke værre af lige at ligge lidt.

Årets optur:

Metallicas udgivelse af demomaterialet til 'Master of Puppets'. Det er jo dét band, man vil høre! Nerve, vildskab, Lars, der tæsker trommer så præcist og alligevel levende. Hvordan det hele bare smadrer rundt. Det er så absolut lytteværdigt.

Og: at der tilsyneladende er håb forude. I august rundede jeg Dirty Days of Summer af med et DJ-sæt på sidstedagen. Det var hverdag og dagen efter en bragende succes med Bad Religion, så der var ingen mennesker, og jeg hyggede mig i eget selskab med yndlingspladerne og fadøl. Som timerne gik, kom et par stykker og sad spredt hist og her. Også en mor med to børn havde indfundet sig og sad roligt ti meter fra pulten i noget tid. Indtil ‘Blinded by Fear’ med At the Gates kom ud af højttalerne – så lettede ungerne pr. refleks og gik amok. Det var fedt at se!

Årets største skuffelse:

Metal Church for det første. Naivt har jeg siddet fast i firserne, hvad dem angår, og så frem til fe-hår, denimvest og vildskab, da det blev annonceret, at de skulle opvarme for Megadeth i august. Det kan siges så kort, at de var mindre farlige i Store Vega end i min fantasi. Fremover et albumband, absolut.

Ikke ligefrem årets største skuffelse, men lige ved: Modsat resten af redaktionen kan jeg ikke finde mange støvkorns inspiration hos Slægt. Lad mig sige med det samme, at det er selvforskyldt på den måde, at jeg begik den fejl at lytte til folk, jungletrommerne, ordet på gaden. Så da jeg endelig fik tid til at sætte mig ned og lytte til disse nye darlings og ‘Domus Mysterium’, var forventningerne høje. Alt for høje. Jeg tager dog gerne rollen som drengen i 'Kejserens nye Klæder' på mig, nu hvor alle andre vender blikket i den anden retning. For det er nu, at nogen skal sige det højt: Se, de har jo ikke noget tøj på.

Nummeret 'The Town’ fungerer faktisk utrolig godt, hvilket blot får resten af albummet til at fremstå fantasi- og livløst. Undervejs kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, hvordan ‘Domus Mysterium’ ville have lydt, hvis den var skåret efter High on Fires produktioner. Det havde tilført noget pondus, men nu skal man selvfølgelig være sig selv og ikke High on Fire. Pointen er, at jeg mangler tyngde og inderlighed. Hvad vil de med albummet? Jeg gik glip af dem på Copenhell, men glæder mig til at kunne opleve dem live og høre, om de så kan bide mere fra sig. Det vil jeg få set på i 2018.

Bobler: Efter at have set W.A.S.P. i Helsingborg, kan jeg godt være sandhedsvidne på, at Øresundstoget ikke opererer i samme intervaller som den Københavnske metro, og at der føles ret langt hjem fra Sverige under de omstændigheder efter midnat. Så er det godt at de sælger rigtige øl – til forskel fra deres vanlige 2 %-pis – på Helsingborg Station. Og at koncerten var turen værd. 

Største ønske for 2018:

At det frie fald fra liv til død blandt rockens største sagtner farten en anelse. Tom Pettys abdiceren til det hinsides var en af de værre og med fraværet af nulevende (og tilsyneladende kommende) ikoner med format og vilje til at træde i de stores fodspor, føles slaget tungere for hver gang. 


Lavet af Signe, 8 år.

Derudover: Kollapse meddelte i september, at de går hver til sit. Det må de godt lade være med. Det er hermed tilladt at genopstå i 2018.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

Sodom på Copenhell!