Copenhell ‘17: Puttetid i pitten
Populær
Som Copenhells uigenkaldeligt sidste band i 2017 bød The Black Dahlia Murder på effektiv, men også aldeles upersonlig publikumsbetjening.
Kender I den om anmelderen, der heroisk troppede op for at bedømme festivalens allersidste koncert? Og nåede hele vejen gennem konferencierens introduktion af bandet, før det gik op for ham, at han var gået til den forkerte scene? Der er ikke meget godt at sige om at spæne af sted som sin egen enmands-wall of death gennem et publikum til Monrad & Rislund gone metal – Red Warzawas traditionsrige afslutningsbal – og selvom det lykkedes ham at nå om på Pandæmonium, samtidig med at ildkanonen gik af, og bandet gik i gang, føltes det ikke rigtig som nogen storslået sejr alligevel.
Det er svært at gejle sig selv op til at være rigtig begejstret for at nå en koncert med The Black Dahlia Murder. Ligesom det er svært at forstå, hvem det her kan være uomgængeligt for. Der er knald på den inderste kerne af publikum, men man skal ikke mange skridt uden for pitten, før folk står og gaber lidt og overvejer, om adrenalinniveauet efterhånden har sænket sig nok efter Slayers kraftpræstation på Helvíti, til at det er nogenlunde forsvarligt at cykle hjem i seng. “It’s after my bedtime,” proklamerer Trevor Strnad imponeret over energiniveauet, og det er betænksomt nok af ham at erkende det. Ligesom det er betænksomt af ham at sørge for at rejse de mikrofonstativer, han kommer til at vælte.
The Black Dahlia Murder er slet ikke et usympatisk band, og der er noget rørende kikset over den måde, den trinde Trevor Strnad dirigerer musikken med en balletdansers ynde. Vi er allesammen “freaks and geeks,” proklamerer den brillebærende forsanger, og vi er her for at have det rart med hinanden og høre noget klassisk melodisk dødsmetal. Det er det i hvert fald i The Black Dahlia Murders egen selvforståelse: I nullerne havde man kaldt det her for metalcore, og jeg bliver mindet om dengang, jeg i embeds medfør stod en hel koncert med Unearth igennem. Der er hook på hook, og det hele er tight leveret, men jeg efterlades aldeles upåvirket af det. Der er ingen personlighed i det, det er fuldstændig generisk, og de melodier, det hele er hængt op på, fordufter ud i sommernatten, med det samme bandet er gået videre til et nyt nummer, der lyder identisk med det foregående.
Det kan man være utilfreds med, men der er intet at udsætte på hverken bandets eksekvering af materialet, frontmandens engagement eller de enkelte sange. Det er dybt professionelt og og velstruktureret, og man kan forestille sig, at hvis det her var den eneste metalkoncert, man så i løbet af et år, ville man være fuldt ud tilfredsstillet. Som afslutning på tre dages metalfestival, hvor man er kommet godt rundt i hjørnerne af genren, og hvor man både har hørt garvede veteraner som Overkill servere udødelige klassikere og unge håb som Slægt fuldstændig overlegent spille sange, der lyder som kommende klassikere, er det bare for lidt og for upersonligt.
Det er fint nok. Metal bør bare være mere end det. Det bør i hvert fald ikke være så sikkert.