RF'14: Solide søndagssmæk og kørestolsboogie

RF'14: Solide søndagssmæk og kørestolsboogie

The Black Dahlia Murder sled og slæbte og fik til sidst hevet en solid søndagskoncert ud over rælingen.

Dato
06-07-2014
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

The Black Dahlia Murders koncert på Roskilde blev en koncert, undertegnede aldrig glemmer. Ikke så meget på grund af musikken, stemningen eller publikum. Derimod markerede koncerten undertegnedes første syn nogensinde af en spastisk lammet mand i rullestol, der drøner rundt midt inde i en rasende circle pit! Fandme ja! Det er altså dedikation, der vil noget, hvis du spørger mig, og det er blot et lille eksempel på én blandt tusindvis af ting, der gør Roskilde til noget helt unikt.

En ægte arbejdssejr

Men for også lige at runde musikken, som bestemt også var både dedikeret og kompetent, så startede det en smule skævt for de sympatiske gæve gutter i The Black Dahlia Murder. En eller anden ligegyldig hiphopper havde som sædvanlig rodet rundt i en lufthavn (hvornår indser Roskilde, at det kun er 10 % af hiphop-bookingerne, der rykker ved noget som helst?), hvilket betød, at bandets koncert blev rykket to timer frem. Det var der ikke mange, der havde fanget at dømme efter det meget sparsomme fremmøde på den ellers fede nye Avalon-scene.

Dødsdrengene måtte altså kæmpe ekstra hårdt for at få publikum med på legen. Der blev lagt ud med den glimrende skæring ’In Hell Is Where She Waits For Me’  fra sidste års fremragende ’Everblack’-album, som måske er det bedste fra bandet nogensinde. The Black Dahlia Murder er fremragende musikere, som formentlig spiller i omegnen af 200 koncerter om året. Det kan høres. Bandet spiller deres egen afart af svensk melodisk dødsmetal, og deres komplekse og finurligt melodiske riffs blev leveret med afsindig præcision, mens trommeslageren holdt sin egen stramt koreograferede blastfest bag sættet. Det fede ved denne koncert var, at bandet på intet tidspunkt lod sig mærke med den svage tilslutning og den lidt sløve respons på deres udgydelser. I stedet smadrede de lystigt igennem med et smil på læben, og minsandten om de ikke halvvejs gennem koncerten endelig fik stablet en kæmpe circle pit på benene, så selv kørestolsbrugere måtte overgive sig! Dét, mine damer og herrer, kaldes professionalisme og stinkende fed attitude, og det er der rigtig mange bands, der kunne lære noget af.

Ingen gorillaer i Roskilde-disen

Af højdepunkter må naturligvis nævnes hittet ’Statutory Ape’, hvor der desværre ikke som vanligt var blevet plads til en crowdsurfende roadie i gorillakostume. Til gengæld fik vi også ’Raped In Hatred By Vines Of Thorn’ og ’Goat Of Departure’ fra førnævnte ’Everblack’, inden det helt gamle materiale blev luftet med skæringer som ’Closed Casket Requiem’ fra bandets første rigtige skive, ’Unhallowed’, fra engang i begyndelsen af dette årtusinde.    

På dette tidspunkt havde de fleste overgivet sig til de sympatiske amerikanere, og den altoverdøvende trommelyd, der prægede første halvdel af sættet, var også kommet på plads. En af bandets få svagheder er, at mange numre ligner hinanden, og ofte mangler de der riffs, der sætter sig som superlim under hjernebarken. Med en alt for dominerende trommelyd flød tingene sammen til en ensartet smagende dødsgryde. For dem, der ikke kendte numrene i forvejen, må denne del af koncerten have fremstået ganske rodet.  

Men bandet trak altså stikket hjem i sidste ende og sikrede saftige og solide søndagssmæk til alle. Tak for det.