Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det er så fedt!

Populær
Updated
Det er så fedt!

Bobby Blitz' begejstring for Overkills 'Ironbound' har åbenbart smittet af på skribent Villumsen, der virker overvældet.

Kunstner
Titel
Ironbound
Dato
29-01-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1.The Green And Black
2.Ironbound
3.Bring Me The Night
4.The Goal Is Your Soul
5.Give A Little
6.Endless War
7.The Head And Heart
8.In Vain
9.Killing For A Living
10.The SRC
Karakter
5


Bobby Blitz fortalte i et interview til NRG magazine om sin begejstring for dette album, og efter at have lagt ører til produktet, så er der kun at sige, at hans begejstring er helt forståelig. Det er simpelthen så fedt at lægge ører til ’Ironbound’.

Åbneren, ’The Green and Black’ har en opbygning og længde, der minder om Machine Heads fornemme start på ’The Blackening’. Og ligesom mange af genrens store bands med en årrække på bagen, leverer stærke albums i disse år, så gør Overkill det også nu. Nævnte sang lægger stille ud, og der bygges op med fede leads og når sangen for alvor sparkes i gang bliver bassen til en herlig, let "klikkende" lyd langt fremme i mixet. Ja, D.D. Verni er stadig med, og det skal høres.

Toppen lægges af Bobbys vokal, som er bandets trademark. Og det er en pragtpræstation, han leverer på denne plade. Han har overlevet kræft og et hjerteanfald på scenen, men har stadig en stor kraft i sin hidsige og specielle vokal, der også viser sig fra sin mere melodiske side indimellem.


LÆKKERT PRODUKT


I starten lægger man ikke så meget mærke til de fede riffs, da det mest ”bare” virker som en solid pumpen i ægte thrash-stil, og man lægger i stedet mærke til en god opbygning af sangene og stærke vokallinjer samt formidabelt spil på leadguitaren. Når førstehåndsbegejstringen er sunket, så dukker detaljerne i riffs’ne op, og det begynder at stå klart for en, at Overkill har begået sit stærkeste værk i dette årtusind. Afhængig af nostalgi-faktoren hos lytteren, så er det måske bandets bedste i hele karrieren.

Det rykkende titelnummer, den fræsende ’Bring Me The Night’ og den catchy ’Give A Little’. Eller hvad med den ”slayeriske” ’Killing for a Living’? Alt sammen godter af høj kaliber. Ligesom produktionen og det lækre mix af Peter Tägtgren - muligvis det bedste fra hans hånd, for lyden passer så fedt til albummet. Og coverartworket skal ses i digipack-versionen, hvor det ser ekstra lækkert ud. Det er af Travis Smith, der ellers plejer at lave nærmest romantiske covers for bands som Amorphis, Opeth og Katatonia, og han har formået at nyskabe Overkills kendte visuelle udtryk på fornem vis. Metal over hele linjen!

'Bring Me The Night' video-tracket får du herunder: