Et genopfundet Overkill

Tidens buzzword for Bobby Blitz fra Overkill er ’reinvent’, men ’Reinventing the Steel’ er jo allerede brugt af Pantera, så i stedet er det ’Ironbound’, som fansene har i vente.

Det er en glad og fortælleivrig Bobby Blitz, der ringer mig op i anledning af Overkills nye kontrakt hos Nuclear Blast. Han føler sig overbevist om, at vi har talt sammen før, men det er nu ikke tilfældet, og jeg forklarer, at en NRG-kollega dog sikkert har talt med ham tidligere, og han svarer med et grin, at det har alle nok egentlig i metalpressen.

Jeg går ud fra, at det er den nye pladekontrakt, som er udgangspunktet for dette interview?

”Ja, vi har fået en ny familie. En udvidet familie fra Donsdorff eller den sorte, metal t-shirts klub. Man ved, at pladen er i rette hænder, når alle på kontoret bærer sorte heavy shirts. Pladen er typisk Overkill i den forstand, at vi er genkendelige gennem en distinkt lyd. Mange forskellige elementer udgør Overkill: der er lidt rock n’ roll, lidt punk, meget heavy metal, og sat sammen bliver det thrash metal.

Vi turnerede for ’Immortalis’ sammen med mange thrash bands (Warbringer og Exodus bl.a), så thrash var dagens lov, da vi gik i studiet. Kvaliteten på ’Ironbound’ er høj, og albummet er en thrash metal genopfindelse af vores fortid.”

Har inspirationen og motivation ændret sig over årene?

”Selvklart. Uden forandring dør arbejdsglæden. Vi er stadig Overkill, men forskellige elementer har holdt interessen vakt over årene, om det har været sange i half-time, groove, mere eller mindre melodi. Vi er stadig typisk Overkill i forhold til genkendeligheden, men ikke typisk i forhold til de sidste 2-3 plader. En genopfindelse, der slår hårdt, starter hårdt og ender hårdt. Hastighed er genintroduceret over en bred kam. Jeg mener også, at det er en mere progressiv plade baseret på guitararbejdet. Dave Linsk burde virkelig blive anerkendt for sit spil, og det understreger denne plade.”

I jeres lange karriere, hvad har så været op- og nedturene?

”Det ligger ikke rigtigt til os. Det handler mere om udholdenhed, og på den måde er vi gladere med vores redskaber end uden. Så nedturene, hvad end det har været tabt popularitet, et mistet medlem eller personlige problemer, som påvirker bandet, har altid fået os til at se fremad. Og i bakspejlet har det altid været en katalysator for den omtalte udholdenhed. Alle har problemer, og vi er ikke anderledes. Det er en god måde at se bandet: vi er simpelthen ikke anderledes. Og det dårlige gør os bedre til at fejre det gode som fx at signe til Megaforce tilbage i 1984.”

KOM DOG UD AF HULEN

Hvor skal en person begynde, hvis han eller hun aldrig har hørt om jer, hvis du skulle nævne bare 3 albums?

”Først vil jeg sige se at komme ud af hulen! Hvis en metalfan ikke har hørt om os, er der givetvis også mange andre fede bands, der er blevet overset. Der er en ny og gammel bølge, og lige nu er der flere yngre fans, som bliver tiltrukket af den gamle bølge via denne nye bølge.

Med hensyn til introduktionen til Overkill vil jeg vælge ’Feel The Fire’ (1985) eftersom det var et af de første ti thrash albums, som selvfølgelig er blevet fulgt af mange flere. Andet kapitel starter med ’Horrorscope’, fordi her havde vi skiftet line-up og deraf ændret på, hvordan vi skrev sange. Desuden åbnede den døren til ’90erne for thrash metal, der i USA siden blev kørt over af grunge, og gjorde thrash til undergrund, som egentlig klæder genren.

Tredje kapitel starter med ’Necroshine’, da det viser bandets diversitet, og indeholder de elementer, jeg nævnte tidligere.

Jeg vil dog også gerne have lov at nævne et fjerde, og det er det nye. Jeg er meget begejstret for det, for det repræsenterer os nu, og nuet er altid vigtigt. Men det er svært at være objektiv, når man stadig er så begejstret. Albummet genopfinder de tre albums, jeg nævnte. Det er svært at sige, om det vil falde i toppen eller bunden af vores 16 albums, men det er nyt, og ”nyt” har altid været spændende for mig. Derfor hylder jeg også den nye bølge. Nyt er altid godt.”

CANADA OG DANISH METAL AWARDS

Samtalen går lidt over i snik-snak og jeg får nævnt, at jeg engang troede at bandet kom fra Canada, hvilket afføder en kommentar fra Bobby:

”Jeg er hockey-fan! Hmm…vi var et coverband, før vi fik kontrakt, og store Motörhead-fans, hvilket også affødte vores navn. Der var flere ”Overkills” dengang. To i Californien, et i Texas, og sikkert også et i Canada, og fordi et Californisk Overkill udgav et punk-album samtidig med vores debut, opstod der lidt forvirring. Førnævnte udholdenhed har gjort, at vi i dag er det eneste professionelt udgivne Overkill. Men vi vil nu altid bare været glatte New York, New Jersey gutter!”

En snak om det forestående DMeA og de 5 nominerede internationale bands, leder Bobby en tur ned af ”memory lane”:

”Jeg kender ikke Satyricons nye, men har hørt skiverne fra The Haunted og Heaven & Hell. Selvom jeg elsker forandring er jeg også en nostalgisk type, så jeg læner mig mod, hvad der gjorde mig mest glad, da jeg først hørte det. Og det var at se Dio, Tony og Geezer sammen igen.”

”Det er en unik genre, der har affødt mange subgenrer. Engang mente jeg, at det gjorde os svagere, men i en tid med accept af forskelligheder, er det fedt, at en metalfan kan se, hvor det hele kommer fra. Jeg mindes mig selv som 14-årig på mit værelse, hvor jeg spillede luftguitar til ’Paranoid’, når jeg havde gået med aviser. Det er fedt, at det stadig har værdi så mange år senere.”

Apropos luftguitar, spiller du selv instrumenter og bruger du i så fald det i sangskrivningen?

”Jeg startede faktisk som bassist, og fik jobbet som sanger til en audition, hvor jeg troede jeg skulle spille bas. Jeg kan spille lidt klaver og guitar – i hvert fald nok til at skrive en vokalmelodi. Nogle gange kommer idéen lige fra hovedet, og andre gange prøver jeg et instrument for at se om en bestemt tone passer til guitarriffet”

”Sangene er en slags samling af riffs, opsamlet af DD (Verni, bassist). Det er vigtigt ikke at lade en god idé slippe forbi, så vi har altid en form for optageudstyr med os. Idéerne bliver til sange eller måske kasseret. Dernæst præsenteres det for resten af bandet, så de andre kan give deres besyv med.”

”’Ironbound’ genfinder vores thrash-rødder. Sangene er måske startet som 3-4 toner og er så fortolket af guitaristerne til det komplekse slutresultat. Det er en sammenhængende skive, og det minder mig igen om at være 14 og ’Vol. 4’ (Black Sabbath-skive fra 1972), hvor jeg ikke kun hørte 1-2 sange. Jeg hørte det som en helhed, og det samme gælder for dette album; den ene sang passer til den næste. En stærk enhed.”

EUFORISERENDE ENERGI

Kommer du så ikke til at savne at spille hele albummet, når I nok kun udvælger nogle få fra skiven til live-shows?

”Nej, det er noget helt andet, som et euforiserende stof. Jeg blev høj i 1984 med det her band og den energi, som stadig er intakt i dag. Vi konkurrerer med os selv, for stadig at nå den følelse af at være høj. Den fornemmelse har jeg jagtet som en junkie i 25 år, og derfor vil jeg ikke savne pladens helhed, når jeg går på scenen. Men det er et af vores bedre værker som en gruppe. Det leverer varen!”

Så er der vist ikke mere at tilføje end at I må smadre igennem på Godset i Kolding, når I lander der i februar.

”Det er vores job, haha!”