Firespawn lyder mere brutale og dunkle end på forgængeren, men udtrykket er så til gengæld lidt mere standard dødsmetal, selvom clashet mellem svensk dødsmetal og brutal amerikansk ditto er veludført som altid.

Mindmares debutalbum har været længe undervejs. Til gengæld er det gennemarbejdet og viser flere gode takter i processen fra klassisk melodød til personlig Mindmare-død.

Uge 30 er for alvor post-festival-blues-uge, og der er bare ikke meget trøst at hente. Men lidt metal, punk og rock er der da. Find ud af, hvad og hvor her.

Når man ikke selv kan indfinde sig på Roskilde Festival, så er det jo godt, at der er Devilution-kolleger, som kan, og som ovenikøbet har taget notesblokken og den skarpe blyant med. Villumsen roser kollegernes ordstrøm fra festivalen i denne top 5.

På mange punkter var Rob Zombie i 2019 på Copenhell en gentagelse af koncerten samme sted i 2017. En ny, udmærket skive fik ikke den store betydning for formularen. En fin koncert uden overraskelser.

Hvis man troede, at Eluveitie ville lægge mere op til kædedans end moshpit, så tog man fejl. Metallen stod stærkt, selvom den var i følgeskab med violin og drejelire.

Ung energi, store smil og masser af groove var, hvad Alien Weaponry serverede for et Copenhell-publikum, der syntes hypnotiserede til begejstring af haka-danselektionen før koncerten.

Endelig fik vi Belphegor serveret i de helt rigtige rammer, så den ekstreme musik kom i smuk forening med et stemningsfuldt scenesetup og godt med røg og ild.

En stor stemme og en håndfuld stærke sange i en ellers generisk suppedas gjorde, at rockerne i Halestorm var en fin oplevelse, mens det stod på. Men det går næppe over i historien.

Med kun Pandæmonium-scenen åben er opvarmningsdagen perfekt til at få udvidet sin musikalske horisont og nå hele programmet. Det byder på rock i både alternativt poppet, tung, mørk og overskægget form. Til dessert er der: dødsmetal.

Casper Villumsen og Steffen Nørregaard Rasmussen diskuterer opvarmningsdagen. Den ene skribent overvejer kun at tage med, selvom han faktisk har flere favoritter i programmet end den anden skribent, som selvfølgelig tager hele festivalen, herunder onsdagen.

Det bliver festivalens mest imødesete koncert nogensinde, når Tool headliner Copenhell efter 13 års koncertpause. Men torsdagen på festivalen byder også på habil dødsmetal, konfrontatorisk hardcore, dansk doom og lir fra en legendarisk rockguitarist.

Fredagen er den danske metals triumftog, hvor ikke mindre end seks hjemlige orkestre indtager scenerne, og flere af dem har potentiale til at byde på helt store fester. Det samme gør hovednavnet Slipknot, mens Lamb of God skal prøve at leve op til deres legendariske koncert fra 2012.

Vikingebersærkergang, ansigtsflåning, fællessang og gensyn med provinsvennerne: Copenhells sidste dag byder på både koryfæer, unge håb og nostalgitrip. Og ja, du skal fløjte med på den-der-sang.

Islandske Misþyrmings andet album er veludført black metal med masser af atmosfærisk stemning. Det er  heftigt, men også fyldt med legesyge og et væld af flotte melodier. 

'Winter Ethereal' er progressiv metal af høj, høj klasse fra Arch/Matheos. De gæstes af prominente folk fra Death, Cynic, Fates Warning, Leprous og meget mere på duoens andet album.

Det blev igen en aften med en god genrebredde, da de fire dystende bands i årets Metal Battle alle kæmpede bravt for vinderpladsen og ikke mindst det deraf følgende show på Wacken.

Et metalarrangement med tre bands, hvor ingen havde en trommeslager. Aon, Necrosis og Septic Congestion hyldede de digitale muligheder og publikum fik sig en anderledes og musikalsk brutal oplevelse

Dødsmetallen blev taget under kærlig hånd både inde og ude, da to danske og to finske bands gav hver sit bud på, hvordan den slags spilles i Byhaven og Pumpehuset fredag aften.

Martyrdöd viser igen på imponerende vis, hvor meget melodi der kan klemmes ind på en udgivelse uden at miste energien og den imponerende vildskab.