Sjette album fra Esoteric er langt og krævende af lytteren, men med den rette tid og måske også de rette lytterammer, så udfolder sig et støjende univers, der både er skræmmende og smukt.

Den får på alle tangenter på Gloryhammers tredje album, der er symfonisk og catchy med et vokalubar, der får enhver fan af klassiske metaldyder til at føle sig hjemme i bandets intergalaktiske heavy metal-univers.

Der er stadig lidt nytårssløvsind over udvalget af koncerter i denne uge, men helt metaltræt behøver man ikke at blive, for der er trods alt alt fra black fra fx Horned Almighty over folkmetal ved The Hu til moderne støj fra Smash Into Pieces.

Der blev skam hørt god metal i 2019, men det burde være blevet til mere i et år, hvor Chapel of Diseases udgivelse fra 2018 blev hørt mere end Arch/Matheos, Martyrdöd, Misery Index og Orm.

Bölzers nyeste udslip er lettere indelukket, men byder stadig på nogle få stærke kompositioner på en udgivelse, der i hvert fald ikke er for lang.

Med en internetforbindelse er det ganske enkelt at lave sig sin egen metalpakkekalender, hvor man får udvidet sin horisont med bands, man aldrig havde hørt om. Denne uges top 5-skribent åbnede låger hos Encyclopaedia Metallum.

Selvom der var stort fokus på det nyeste album, som er smukt, men metalfattigt, så var der alligevel noget dystert og tungt over Leprous' fine koncert, så resultatet alligevel var en ganske intens oplevelse.

Paganizer viser råstyrke med 'The Tower of the Morbid', selvom bandet stadig ikke selv har blandet krydderierne til serveringen og låner uhæmmet fra de bands, der har opbygget den klassiske svenske dødsmetal.

Bombus er på 'Vulture Culture' de svedige, fedtede rockere, som iklæder sig det stiveste puds til et elegant galla og holder skuespillet, indtil alkoholen alligevel får lokket den indre djævel frem.

Det er stille, det er smukt. Det er på grænsen til at være voldsomt kedeligt. Men med den rette fordybelse vinder det smukke, og et rørende og meget personligt album fra frontmand Einar Solberg folder sig ud.

Fredag bød, udover julebryg, på både klassisk dødsmetal ogl den mere heftige af slagsen, da Entombed A.D. førte an og havde taget Aborted og allestedsnærværende Baest med sig til festen på VEGA.

Næstved-bandet Cauterizer koger sin dødsmetal op med oldschool-elementer, melodi og groove over lange sange, som tilmed har en lille flirt med det progressive.

Jamen, det er jo hele tre ting på én gang: Benni Bødkers 'Den dobbelte grav' er gys med tilhørende tegninger og vinyludgivelse i en uhellig treenighed.

Borknagar peger i adskillige retninger med deres proggede metal, der stadig har sine black metal-momenter, men som også har syng-med-elementer i fokus, tætpakket med keyboards og synths.

Der er lidt til den brede smag i denne uge, hvor Airbourne allerede er udsolgt, men man kan også gå mere ekstremt til sagen og søge mod grind eller ond og dystopisk black metal, hvis ikke det skal være prog eller core. Eller bare lidt af det hele.

Med undtagelse af en brandalarm uden ild forløb også lørdagen på Copenhagen Metal Fest planmæssigt, og den unge festival kom således stilsikkert i mål og kunne endda allerede hinte, at en Version To skulle være sikker.

Firespawn lyder mere brutale og dunkle end på forgængeren, men udtrykket er så til gengæld lidt mere standard dødsmetal, selvom clashet mellem svensk dødsmetal og brutal amerikansk ditto er veludført som altid.

Mindmares debutalbum har været længe undervejs. Til gengæld er det gennemarbejdet og viser flere gode takter i processen fra klassisk melodød til personlig Mindmare-død.

Uge 30 er for alvor post-festival-blues-uge, og der er bare ikke meget trøst at hente. Men lidt metal, punk og rock er der da. Find ud af, hvad og hvor her.

Når man ikke selv kan indfinde sig på Roskilde Festival, så er det jo godt, at der er Devilution-kolleger, som kan, og som ovenikøbet har taget notesblokken og den skarpe blyant med. Villumsen roser kollegernes ordstrøm fra festivalen i denne top 5.