Copenhell 26: Så fuck fuck da!
Rap Martin Rap var mest af alt Martin selv, og hans del var formidabelt underholdende, musikken var til gengæld så som så.
Hvis man som udlænding aflagde Rap Martin Raps koncert på Gehenna tidligt torsdag et visit, så havde man nok temmelig svært ved at fat' det. For bag Rap Martin Rap gemmer, der sig et projekt med den udviklingshæmmede Martin i front og så en række maskeklædte musikere til at stå for underlægningsmusikken til strømmen af sandheder fra Martins mund.
Men uden forståelse for det danske sprog, så har man nok kun hørt en råben over nogle ret generiske riffs i det groovy metalområde. Nuvel, det kunne måske have lydt lidt bedre for musikken, hvis ikke stortrommen buldrede som den gjorde, og guitarerne lå gemt i mudder. Trommer og bas havde overtaget i lydbilledet.
Altså udover Martin selv. Han var tydelig både i lydbilledet, men også i sine holdninger til den verden han lever i. For det er en anden verden. Han agerer talerør for udviklingshæmmede og andre med handicap og den kamp, der er i et liv, der afhænger af kommunale budgetter. Undervejs i koncerten fik vi nærmest hele persongalleriet omkring Martins liv i bofællesskab.
Det var om piger, om Winnies mini-bikini, om far Erlings tysklandsture, mors lasagne og en langemand til kommunen. Det var hittet, 'Fuck stillecamp', hvor folk virkelig var med, og der var da også et medrivende kor, der kunne laves på "fuck stillecamp, fuck fuck stillecamp". Ja, "fuck" var et gennemgående ord, dagens mest sagte fra Martin.
Fat det rap
Musikalsk lå vi nok ovre i noget, der mindede om Red Warszawa, måske især deres sang 'MC Nymands Rap', stilistisk. Ikke emnemæssigt. Og det er jo også et band med en vis tradition på Copenhell. Folk tog derfor som forventet rigtigt godt imod Rap Martin Rap.
Det var også svært ikke at holde af Martin selv. Det var med fuck-fingeren fremme (og på ryggen af den shirt han bar fra egen merch-kollektion) og råt for usødet fik man indblik i hans liv. Han havde en fantastisk evne til mellem numrene, at fyre one-liners af om alt fra folk i bofællesskabet, pædagoger og meget andet til vagter. Og han fik da også fortalt vagterne ved scenen, at de skulle holde øje med folk. For vagter skal holde øje.
Og en fantastisk fortælling om bandet På Slaget 12. De findes ikke mere. Det havde Martin behov for lige at fortælle os. Hvorfor vides ikke, det havde ikke rigtigt sammenhæng med noget andet, men det var underholdende, som var det stand-up. Der var virkelig showmanship i Martin, og han og bandet toppede det lige med uddeling af oppustelige køller (dét havde så en reference til en af sangene). Og så kunne publikum ellers gå grassat og banke hinanden på sikker vis.
Det var ganske underholdende. Men som musikanmeldelse, så rammer vi nok ind i, at vi må gøre noget á la Iben Hjejles rolle i slutningen af filmen 'Blinkende Lygter', hvor hun kalder maden, som hun som madanmelder skal skrive om, for ganske rædselsfuld. Men så giver hun en stjerne for hver af personerne i køkkenet. Og sådan var det også her. Musikken var der og gjorde, hvad den skulle, så der var et fundament til ordstrømmene fra Martin. Men det var jo ikke fordi, man gik derfra og tænkte, at der havde man godt nok hørt nogle fede riffs. Eller den fedeste vokal.
Det var Martins show, og det skyggede musikken ikke for. Martin var sej modig og bramfri og gav et interessant indblik i, hvordan livet kan se ud, når det leves med et handicap. Så for ham, for hans venner på scenen, og de folk, der derudover har bragt ham frem, så han kan være talerør for udviklingshæmmede. Der er en sort boks på karakterskalaen til hvert element.