Myrerne drømmer om byer begravet i aske

Chat Pile er ikke ligefrem subtile på deres tredje album, men måske er det ikke tid til at være subtil. Måske skal pointerne skriges ud.

Fra deres position i hjembyen Oklahoma City har Chat Pile haft en god udsigt til deres hjemlands glidetur mod afgrunden, og over nu tre album (hvis man ikke medregner det fremragende samarbejdsalbum med Hayden Peligo og et livealbum fra Roadburn) har sludge-kvartetten udfoldet vreden og sorgen over verdens stedse forværrede standen i våde. Her på ’Who Loves the Sun’ er de både vredere og mere sorgfulde end nogensinde før. Og det siger en del, når det kommer fra bandet, der bad os sende deres lig til fastfoodrestauranten Arby’s, og spurgte os, hvorfor folk egentlig er tvunget til at bo udenfor.

Ført til slagtebænken
På åbneren ’Creature’ er der en harmdirrende pegefinger, akkompagneret af grumt og koldt og mekanisk klingende trommer:

"On every creature
Led to slaughter
Every city
Underwater
Every creature
Led to slaughter
Every city
Underwater

Or covered in ash
Or covered in dust
Or buried in ash
Completely fucked u

Please don’t say we couldn’t stop this
Please don’t feed me all that bullshit
Cause this is what you always wanted
An empty world, vast and haunted"

Ih, hvor vi hygger os! Raygun Busch nærmest spytter lyrikken ud, vrængende og fuld af galde, men også med en hylende desperation som hos et såret dyr, mens guitar og bas nådesløst gnasker sig gennem firkantede riffs med den form for massefylde, der kommer af opsparet frustration.

Andre steder tager mismodet over. På ’Deep Blue’ beskriver Busch følelsen af, at ens ansigt smelter, mens de bedste dele af en selv drukner, mens man tager den socialt acceptable maske på og bevæger sig længere ind i skærmene. På ’Same Rules’ er det svært at holde tårerne tilbage. I hvert fald for mig. Når Raygun Busch åbner for følsomheden med sin slingrende stemme, så trykker det på alle de rigtige centre i min indrømmet også både grådlabile og til tider livstrætte hjerne.

Som det oftest er med Chat Pile, så er der også en bitterhumoristisk kant til musikken. På den ustyrligt morsomt betitlede ’PEN I S MALL’, rapper Raygun Busch nærmest, og musikken føles som en stavrende staccato-skyggeside til nu-metallen. En ret perfekt musikalsk baggrund for en sang om den amerikanske arbejdermand der knokler sig til en tidlig grav under indflydelse af en hypermaskulin kultur, der dikterer underkastelse for kapitalismen, arbejde uden sikkerhedsudstyr som bevis på manddom, og aldrig, aldrig, aldrig må man drikke vand.

"It’s time to work under the blazing hot sun
It’s time to smash your shins to bits
Greg is a man, he never drinks water
Greg drinks black coffee and Pepsi

Simon says no protection
Simon says get back to work
Simon says maybe next time
Simon says get in the subfloor

This was mine but the world is full of hallowed halls of degradation
Hard to think but your whole life can pass, as a series of acts of subordination"

Om sangen er decideret selvbiografisk vides ikke, men i hvert fald sladrer alfahannen Greg, der ikke drikker vand, om en Ray, der læser en bog på arbejdet. Det er uklart, om det er selve læsningen eller den manglende produktivitet, der driver Greg til at sladre til Simon, men i hvert fald er ingen mænd sikre i senkapitalismens jagt på positioner og positurer, der kan bekræfte et højt testosteronniveau.

En lysere, men mere offensiv lyd
Musikalsk er ’Who Loves the Sun’ en herligt smadret oplevelse; en lidt mere vred, kold og kantet udgave af det, Chat Pile før har udfoldet, men der er også sære afstikkere. På ’Shrine’ beklikkes jeg frydefuldt på min æstetiske sans af et hoppende, melodisk riff, der får mig til at råbe ”gå væk, Elder”, og noget lignende er på spil på ’Intruder’, hvor det dog virker en smule mere ... sarkastisk? Som en South Park-intro midt i alt det triste. Uanset hvad skal det ikke nødvendigvis ses som noget negativt. Hvor det måske er meningen at nogle skal slå sig lidt på vreden, støjen og voldsomhederne, så er det altså denne gøgl, jeg slår mig på, og det har jeg sikkert godt af. Vi skal alle sammen tage vores medicin, og den æstetisk fornærmende Verfremdungseffekt river mig ligesom ud af min hygge med alt det, jeg kender og elsker ved Chat Pile.

Vi skal jo holdes på tæerne, eller som Raygun Busch synger:

”Until you wake up
 Until you wake in fright
 Until you’re screaming
 Until the screaming’s right”

”Who Loves the Sun” er en plade, der sigter efter at give en ubehag, for det er en ubehagelig verden, og måske burde vi vågne op og skrige noget mere i stedet for at synke dybere ind i skærmene.